Malekabine på fem minutter

Malekabinen her fylder næsten intet, mens den hænger sammenfoldet på væggen. Og når du får brug for den, tager det dig kun få minutter at folde den ud til en god, rummelig kabine, hvor udsugningen fjerner støv og opløsningsmidler

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
3 timer
Pris
300 kroner

Intro

En malekabine med udsugning løser to problemer på værkstedet. Den fanger malingstøvet fra spraymaling, så det ikke sviner alt andet i rummet til, og den fjerner giftige dampe og opløsningsmidler, så de ikke cirkler rundt og ned i dine lunger, længe efter at du har lagt maling og åndedrætsværn.

Men malekabiner har en stor ulempe. De fylder meget. Også når de ikke er i brug. Det har vi løst ved at lave en malekabine, der kan foldes sammen, så den fylder nogle få centimeter, og hænges op på væggen. Til kabinen bruger vi en plade 6 mm krydsfiner, hvor der kun bliver et lille stykke til rest. I stedet for at samle delene med hængsler binder vi dem sammen med elastiksnor. Hurtigt, nemt og billigt.

Vejledning

Udsugning uden gnister

For at kassen skal blive til en malekabine, skal der kobles et sug på den, som fører ud i det fri. Åbningen til suget skærer vi midt i kassens bund - eller rettere bagplade, for kabinen står jo på en af siderne, når den er i brug. Omkring åbningen fastgøres en krave, der passer til et flexrør, som fører videre til pumpen.

Til almindelig hjemmebrug kan du klare dig med en almindelig ventilator til nogle få hundrede kroner. Så længe luften passerer frit gennem ventilatoren, kan den kun nedbringe faren for brand eller eksplosion.

Maler du meget - og med brandfarlige stoffer eller opløsningsmidler i malingen - bør du investere i en gnistsikker ventilator, der kan suge dampene ud i det fri. Det er en investering på 3000 kroner eller mere, som normalt kun er aktuel for professionelle.

Eksplosion sker kun, når koncentrationen af dampe er tilstrækkelig høj - og ventilatoren er ikke meget farligere, ved at den sidder i malekabinen, end hvis den havde siddet i væggen. Men brug ikke en støvsuger, der kan samle dampene i filtre og poser, det kan ende med brand eller eksplosion.

Kabinen bygges

1

Pladerne skæres, og hullerne bores med 6 mm bor. Alt efter temperament kan du måle og bore hullerne enkeltvis eller lægge to plader, der skal møde hinanden, sammen og bore to huller på én gang. Hulkanterne renses med et forsænkerbor.

2

Pladerne samles med elastiksnor. Til hvert af de faste huller bruger du en 18-20 cm lang snor. Læg pladerne sammen kant mod kant, træk snoren gennem hullerne, stram til, og bind en knude. De øvrige huller giver du lidt længere snor.

3

Hullet til flexslangen skæres med stiksav midt på bagpladen - så kan du senere stille kabinen frit på den høje eller lave led. Hullet skal passe til den slange, du køber. Bor et 8 mm hul inden for stregen, som du kan starte savsporet fra.

4

Hullet til at hænge kabinen væk på væggen bores med et 10 mm bor. Bor det i den sammenklappede kabine, dér, hvor de lange sider mødes, så hullet rækker lidt ind i langsiderne. Så vil sømmet, du hænger kabinen op på, holde siderne inde på plads.

5

Flangen til flexrøret skrues eller limes fast på bagsiden af bagpladen. Når du folder kabinen sammen, lægger du de korte sider ind på bagsiden, hvor flangen sidder - de rækker så kort ind, at der er plads til flangen mellem dem.

Materialer

  • 6 mm krydsfinerplade, 120 x 240 cm
  • 3 mm elastiksnor, 3 m
  • Flexslange
  • Flange til flexslange
  • Ventilator. Evt. en kemikalieresistent, gnist- og eksplosionssikker udgave (fx VSB 14 fra Juvenco)

Tidsforbrug

2-3 timer

Pris

Cirka 300 kroner plus udgiften til udsugning. En almindelig ventilator kan fås for få hundrede kroner, en gnistsikker fra 3000 kroner.

Sværhedsgrad

Her kan alle være med.

Tegning

Sådan udnytter du hele pladen

Bagplade og sider skæres af en plade 6 mm krydsfiner på standardmål 120 x 240 cm. (Nogle plader er 122 x 144 cm, så måske skal du justere målene lidt). Hullerne til snore bores med et 6 mm bor. Sæt dem 1 cm fra kanten og 10 cm fra hjørnerne. Det er nemt at mærke huller op, mens de kanter, der skal samles, ligger op til hinanden.

Sådan udnytter du hele pladen

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du stiksaven

I videoen her lærer du alt om om stiksavens muligheder, klinger og funktioner. Med den rigtige indstilling kan saven klare næsten alle opgaver: kurvede snit, lige snit, vinklede snit og hurtige, grove snit. Og med den rigtige klinge kan du save i både træ, plast, metal og sarte overflader.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Værksted