Intro
Vejledning
01
Lav aftræk gennem etageadskillelsen
5
Trin
Vi starter med en emhætte, der allerede er bygget ind i et overskab, som er monteret løst, men præcist.
Første opgave er at lave hul til et Ø125 mm aftræksrør i toppen af skabet og derefter gennem etageskellet mellem køkkenet i stueplan og loftet over.
Når hullerne er lavet, skal der skubbes et rør gennem etageadskillelsen, og så er det tid til at montere skab og emhætte.
Til sidst kan du forbinde emhætten og aftræksrøret.
Lav hul til et Ø125 mm aftræksrør. Vend skabet med emhætten på hovedet. Brug et lod på en snor, som dingler fra emhætten, eller mål dig frem til, hvor aftræksrøret skal gennem skabet. Bor så et Ø125 mm hul.
Lav et lille hul. Mål dig frem til, hvor aftræksrøret skal igennem etageadskillelsen. Bor et 8-10 mm hul, og stik en pind op. Find pinden oppefra, fjern isoleringen omkring den, og fjern evt. skjulte kabler m.m.
Bor hul i etageadskillelsen. Start nedefra, og bor først igennem loftsbeklædningen og pudslaget over med en Ø125 mm hulsav. Tøm saven, og bor så op igennem bræddelaget.
Før et Ø125 mm aftræksrør gennem loftet. Længden skal passe med afstanden fra emhætten til toppen af isoleringen plus 20 cm. Skub røret så langt op, som taget tillader. Styrekablet trækkes med ned.
02
Lav udblæsning i skorstenen
7
Trin
Næste del af projektet foregår på loftet, hvor der skal installeres et udblæsningsrør i en gammel skorsten, der ikke længere er i brug.
Udblæsningen laves ved at lave hul på midten af skorstenen og mure et rør fast. Røret skæres så langt, at det stikker 15-20 cm ud af skorstenen, så det isolerede fleksrør, der forbinder motor og udblæsning, kan trækkes over og monteres derpå.
Vælg, hvor udblæsningen skal sidde. Der skal installeres et Ø125 mm udblæsningsrør i skorstenen. Derfor skal der fjernes en sten. Udvælg en sten, hvis centrum er lavere end motorens udblæsning, så der er lidt fald.
Fjern fugerne omkring stenen. Sæt en fuge-/stenklinge i din bajonetsav, og brug den til at skære den sten, du har udvalgt, fri.
Fjern forsigtigt stenen. Du skal ikke smide stenen ud. Du får brug for dele af stenen, i forbindelse med at hullet skal lukkes igen.
Lav plads til et Ø125 mm rør. Tegn en cirkel med en lidt større omkreds, her Ø160 mm, på murværket omkring den sten, du har fjernet. Bor huller langs kanten, og fjern så nok af murværket til, at røret passer.
Gør klar til at lukke murværket igen. Der skal nu mures et Ø125 mm rør fast i hullet. Støvsug hullet i skorstenen, og fugt derefter murværket. Nu kan du fordele en god portion mørtel på overfladerne.
Luk hullet med mørtel og sten. Sæt først et stykke Ø125 mm plastrør fast i skorstenen, og fyld tomrummet omkring det med mørtel og stykker af den sten, du fjernede først. Sørg for at skubbe rigelig mørtel ind.
03
Montér motoren mellem spærene
7
Trin
Motoren monteres og forbindes til aftræk og udblæsning til sidst.
Motoren er født med beslag til ophængning, men af hensyn til tilgængelighed under arbejdet placeres den i stedet i spænd på en platform mellem to spær. Placeringen er også valgt, fordi de fleksrør, der skal transportere luften mellem motoren, emhætten og skorstenen, kan trækkes i bløde kurver, så emhættens effekttab er minimalt.
Til slut forbinder vi motoren til aftræk og udblæsning med isoleret fleksrør, spændebånd og strips.
Isolér motoren. Da motoren skal stå på den kolde side af loftsisoleringen, skal kabinettet isoleres for at undgå kondens. Her har vi anvendt flamingo, som er limet på med montagelim.
Vælg en smart placering til motoren. Her laver vi en platform af træ, som placeres på tværs af spærene. Der er den let til at komme til, skaber lidt fald ud mod skorstenen og er tæt på både aftræk og udblæsning.
Byg en platform. Motoren skal stå på en platform af fire stykker resttræ, to reglar med brædder ovenpå. Platformen er vinklet en smule med fald mod skorstenen, så evt. kondens løber væk fra køkkenet.
Hold motoren fast med vinkler. Byg en ramme af vinkler, der sidder så tæt, at du maser flamingoen en lille smule, når du trykker motoren på plads. Ved at undlade skruer minimerer du støjende vibrationer.
Tjek fald, før du forbinder rør og motor. Før du færdiggør arbejdet og forbinder aftræk, motor og udblæsning med isoleret fleksrør, skal du sikre, at der er fald fra motor mod skorsten.
Forbind med fleksrør. Fleksrøret består af to lag foliebelagt metaltråd med mineraluld imellem. Træk det inderste lag forsigtigt ind over de forskellige plastikrør, og spænd dem fast med metalspændebånd.
Materialer
- Indbygningsemhætte (her Silverline Astec SL 1170)
- Ekstern motor (her Silverline EX850)
- Styrekabel til ekstern motor
- Ø125 mm hvidt plastrør, 3 m
- Ø125 mm isoleret fleksrør, 810 m
- 45 x 45 mm reglar, 2,5 m
Derudover:
- Fugemørtel
- 3,5 x 15, 4,5 x 45 og 4,5 x 60 mm skruer
- Plastikstrips
- Metalspændebånd
- Flamingoplade
- Montagelim
- Vinkler
Specialværktøj
- Stenklinge til bajonetsav
- 125 mm hulsav
Tidsforbrug
To dage
Pris
Ca. 4200 kroner
Sværhedsgrad
Håndværket er teknisk set let, men opgavens omfang er bredt.