Intro
Vejledning
01
Sav pladerne til
7
Trin
Køkkenbordet her udgør et L, så det kræver to bordplader. De skal saves til i længden med et lige snit i den ene ende og et skråt, 45-graders snit i den anden ende, så de kan samles med en flot smigsamling i hjørnet, hvor pladerne støder op mod hinanden.
For at få en helt tæt og stærk samling samles pladerne med to samlebeslag til bordplader. Der bores ud på bagsiden af pladerne med forstnerbor, så der er plads til at dreje på skruerne i enden af beslagene. Der skal også saves en rille, så der er plads til stangen, der skal placeres på tværs af de to plader.
Mål op, hvor lange bordpladerne skal være. Tegner du på tape, er det nemmere at se opmærkningen. Placér bordpladen oven på et par solide bukke, så den ligger godt, når du skal i gang med at save.
Placér bordpladerne på køkkenskabene, så du kan tegne helt præcist op til det skrå snit. Det skal gå fra hjørnet frem mod den forreste kant på den bordplade, der støder op til den, der ligger op til hjørnet.
Sav det skrå snit på bordpladerne efter stregen på den blå tape. Her bruges en dyksav med føringsskinne. Du kan evt. også bruge en rundsav og skinne. Det er vigtigt at bruge skinne, så snittet bliver helt lige.
Læg bordpladerne op, og tjek, at snittene passer sammen. Er du tilfreds, kan du tegne op til samlebeslagenes placering på bagsiden af bordpladerne. Der skal være to.
Bor huller til samlebeslagene med et 35 mm forstnerbor, så der er plads til at skrue beslagene fast. Hullerne er her 20 mm dybe i den 26 mm tykke bordplade og placeres ca. 10 cm fra for- og bagkant.
Sav riller fra hullet ud mod kanten, så samlebeslaget bliver ført over mod den anden bordplade. Rillen er her lavet med dyksaven, men du kan evt. også lave rillen med en overfræser.
02
Sav ud til vask
4
Trin
Når du skal save hul i bordplader til vask eller kogeplade, er det supervigtigt, at du får målt præcist op. Hellere et for småt hul end et for stort. Det sidste er en dyr fornøjelse, da du risikerer, at bordpladen er ubrugelig, og du må ud at købe en ny.
Til nogle vaske/kogeplader følger der en opmålings- og udskæringsplan med. Og hvis ikke, må du selv måle op. Her viser vi dig, hvordan du gør, når vasken skal ligge på en kant, og du saver hullet ud med en stiksav.
Placér vasken omvendt oven på bordpladen, og tegn dens omkreds op der, hvor den skal være. Du skal sørge for, at vasken placeres, så der er plads til dens fordybning mellem siderne i underskabene. Fjern vasken, når du har tegnet omkredsen op.
Tegn en ny streg 1 cm fra den første streg på den indvendige side. Så får du 1 cm kant hele vejen rundt, som vasken kan ligge på.
Bor huller i hjørnerne med et 25 mm forstnerbor. Så er der plads til, at stiksavens klinge kan komme ned og save hele vejen rundt langs den inderste streg.
03
Sav hullet ud med en dyksav
2
Trin
Det kan også lade sig gøre at save et hul i bordpladen til vask eller kogeplade med en dyksav og føringsskinne.
Her skal du passe på, at du ikke sætter saven ned uden for den indvendige streg til hullet.
Også her er det nødvendigt at save hjørnerne fri. Det kan du enten gøre med en stiksav eller med en fintandet håndsav.
Placér dyksavens føringsskinne, så den saver langs den inderste streg, der er tegnet op 1 cm fra vaskens omkreds. Pas på, når du sænker dyksaven – klingen må ikke ramme uden for stregen.
04
Montering
8
Trin
Nu kan du komme i gang med at montere bordpladerne. Sæt først fladdyvlerne på plads i de fræsede riller, og læg så de to plader oven på underskabene. Der skal vandfast lim på de skrå snit, inden du presser pladerne godt sammen.
På undersiden monteres samlebeslagene, der presser de to plader helt tæt sammen, så du får en stærk samling, der holder.
Inden du monterer køkkenvasken i bordpladen, skal du oliere bordpladen med køkkenbordsolie. Olien gør træet modstandsdygtigt, så bordpladen holder længe, og du undgår misfarvning.
Sæt fladdyvlerne i, og put lim på fladerne på bordpladernes skrå snit. Brug en vandfast trælim. Pres nu de to bordplader godt sammen.
Montér samlebeslag på undersiden af bordpladerne i de forborede huller og riller. Skru beslagene godt fast, så du får en helt tæt samling.
Fjern den overskydende lim, der nu bliver presset frem oven på bordpladen. Brug en fugtig klud, og gør det, lige efter at du har spændt samlebeslagene godt sammen.
Oliér bordpladen med køkkenbordsolie, så den bliver mere modstandsdygtig. Vær specielt omhyggelig med at få olieret endetræet godt i hullet ved vasken, da endetræ er ekstra sugende.
Montér vasken i hullet, når køkkenbordsolien har fået lov til at tørre lidt - et døgns tid er fint.
Skru vasken fast på undersiden med de beslag, der sidder rundt i kanten på vasken. Sørg for, at tætningen rundt i kanten sidder rigtigt, så der ikke kan løbe vand ned mellem vask og bordplade.
Montér evt. lister rundt i kanten til sidst, så du får en flot afslutning. Listerne skæres til med en fintandet sav og klæbes fast. Du kan også sætte listerne fast med dykkere eller måske nøjes med en akrylfuge.
Materialer
- 2 bordplader, 26 mm, nyatoh
- 2 samlebeslag inkl. skruer
- Fladdyvler (fisk)
- Trælim, vandfast
- Køkkenbordsolie
Specialværktøj
- Rundsav med føringsskinne
- Forstnerbor, 25 og 35 mm
- Lamelfræser
Tidsforbrug
1 dags tid.
Pris
Ca. 3.400 kr.
Sværhedsgrad
Der er en del præcisionsarbejde, både når du saver det skrå snit, borer/saver ud til samlebeslag og fræser ud til fladdyvler.