Skurelisten trænger til udskiftning

Er køkkenbordets skureliste blevet slidt og grim, så tøv ikke med at skifte den. Det er både nemt og hurtigt klaret. Her kan du se, hvordan reparationen udføres.

Det skal du bruge

Værktøj

  • Skruemaskine
  • Hobbykniv
  • Sav (fx kap/geringssav)
  • Fugepistol

Materialer

  • Grundrens
  • Skureliste
  • Silikonefugemasse
  • Montagelim

Trin for trin

Tidligere skruede man altid skurelister fast. Men fordi der kan samle sig en del skidt omkring de fritliggende skruehoveder, vælger vi i stedet at lime listen fast med montagelim.

Fjern den gamle skureliste 1

Fjern den gamle skureliste. Hvis listen klæber for godt fast til bordet, kan det være nødvendigt at skære i den gamle silikonefuge med en hobbykniv.

Resterne af den gamle silikone fjernes 2

Resterne af den gamle silikone fjernes. Brug eventuelt bagsiden af en hobbykniv. Skrab forsigtigt, så du ikke ødelægger bordpladen. Bagefter rengøres bordpladen grundigt, og her kan du med fordel bruge fx grundrens.

Skær skurelisten til i det mål, du skal bruge. 3

Skær skurelisten til i det mål, du skal bruge. Skal listen samles i et hjørne, skæres vinklen på 45 grader. Brug også skrå snit, hvis du skal lave en samling midt på et langt lige stykke. Eventuelle samlinger limes med trælim.

Læg silikonefugemasse på bordpladen 4

Læg silikonefugemasse på bordpladen, så der kommer en silikonefuge mellem bordplade og skurelisten. Den vil forhindre, at der løber vand eller kommer skidt ind under listen.

Smør monteringslim på vægsiden af listen 5

Smør monteringslim på vægsiden af listen, og sæt den op. Den placeres oven på silikonefugen på bordpladen og presses op mod væggen. Vælg en monteringslim med ekstra stor klæbekraft, så sidder den fast næsten øjeblikkeligt.