Nyt køkkengulv med klikfliser

Væggen er revet ned, og resultatet er blevet et stort, dejligt rum. Men gulvet er et problem: De gamle gulve støder sammen, og de er forskellige! Løsningen er et klikgulv, der lægges direkte oven på det gamle gulv. Her viser vi en let metode med fliser af linoleum.

Intro

Hvis du står med et problem som her – med to forskellige gulve i det samme rum – så er et linoleumsgulv af klikfliser en rigtig god løsning. Det kan nemlig lægges direkte oven på det andet – som et såkaldt svømmende gulv – der ikke skal gøres fast til det gamle. Resultatet bliver et nyt, lækkert gulv, der skjuler dit problem.

Inden du lægger dit klikgulv

For at du kan lægge et nyt gulv oven på det gamle, kræver det selvfølgelig, at underlaget er jævnt – højdeforskellen må højst være 2 mm, så det er det første, der skal klares. Herefter kommer selve gulvet, du kan vælge at lægge som et traditionelt klikgulv. Her vælger vi at lægge det som et klassisk skakternmønster, diagonalt på gulvet. Det kræver, at låsemekanismen skæres af på flisernes ene side, så de i stedet kan lægges enkeltvis med fer og not og lim. Men det er hurtigt og let.

Klikfliserne her måler 30 x 30 cm. De er 10 mm tykke, fordi de har et lyddæmpende korklag på undersiden, og findes i 29 farver.

PROBLEM:

To forskellige gulve støder sammen midt i det nye køkken

LØSNING:

Læg et nyt klikgulv oven på det gamle, så du får en stor, ens flade.

Vejledning

01
Klargøring 7 Trin

Linoleumsfliserne lægges som et svømmende gulv. Det vil sige, at fliserne lægges direkte oven på det gamle gulv, uden at de gøres fast til det. Når fliserne skal lægges oven på det gamle gulv, er det vigtigt, at det er plant og uden større ujævnheder. Der må ikke være større afvigelser end 2 mm. Er der det, skal “toppene” slibes af, og fordybningerne må rettes af med gulvspartelmasse.

Her skal det nye gulv lægges oven på et klinkegulv - et uorganisk gulv. Det kræver, at der først lægges en fugtspærre ud for at undgå fugt. Derefter rulles et kraftigt gulvpap ud, som optager små ujævnheder og virker trinlyddæmpende.

1

Tjek, om det gamle gulv er plant. Det gør du nemmest med et to meter langt vaterpas eller en retskinne. Læg det på gulvet de kritiske steder. Der må ikke være mere end 2 mm luft under skinnen.

2

Niveauforskellen udlignes. Trægulvet er lidt højere end klinkegulvet. Det slibes ned med en båndpudser med groft slibebånd, korn 40-60. Har du klinker, der ligger for højt, kan de slibes ned med en diamantslibekop.

3

Indfatningerne kortes af, så der er plads til, at klikfliserne kan lægges ind under. Det er lettest at skære indfatningen til med en multicutter, der lægges på en flise med to lag gulvpap under, så du har den rette højde på gulvet.

4

Fjern eventuelle fejelister mellem fodpanel og gulv. Løsn dem fx med et stemmejern, og bræk dem forsigtigt af. Det gælder også lister, der dækker revnen mellem dørens bundstykke og gulvet.

5

Hvis du lægger gulv i et køkken, skal soklen under køkkenelementerne tages af, Når det nye gulv er lagt, skæres soklen til og klikkes på plads igen.

6

Vi lægger en fugtspærre på den uorganiske del af gulvet, så der ikke kommer fugt under. Støvsug godt forinden. Skær fugtspærren til, og fold den ud til 2 m’s bredde. Banerne skal overlappe med 20 cm og tapes fast i samlinger og langs kanter.

7

Rul gulvpap ud over hele gulvet. Banerne må endelig ikke overlappe hinanden. Læg dem hellere med 5 mm’s mellemrum. Tape alle samlinger og langs alle kanter, så du har hold på gulvpappet og undgår, at det går i stykker.

02
Læg fliserne 11 Trin

Når du skal i gang med at lægge fliserne, skal du fjerne låsemekanismen på den ene side af klikfliserne - bortset fra den første række. Her er det vigtigt, at låsen bevares, så du kan klikke de efterfølgende rækker fast på den.

Det er hurtigt og nemt at lægge fliserne, når låsemekanismen er væk, så du blot kan lægge en flise ad gangen. Du skal dog huske at lime alle de samlinger, hvor du har fjernet låsen, så du er sikker på, at samlingen ikke glider op.

De allersidste fliser ude ved kanten er lettest at få på plads, hvis du skærer låsemekanismen af på begge sider.

1

Til den første række skal du bruge fliser, hvor kliksamlingerne er bevaret. Klik rækken sammen, og læg den langs den diagonale streg. Husk, at fliserne skal passe med krydset, du har tegnet på gulvet.

2

Fliserne i begge ender af første række skæres til, så de holder 5 mm’s afstand til fodpanel eller sokkel. Også disse fliser har bevarede kliksamlinger.

3

En ny række fliser starter med, at du skærer flisen til med mindst 5 mm’s afstand til fodpanelet. Dernæst skærer du låsemekanismen af mod den næste flise og vipper flisen på plads.

4

Læg en stribe lim på den første flises fer, og klik den næste flise fast i den foregående række. Den skal også skæres til, så den passer langs fodpanelet. Flisen bankes sammen med den første.

5

En hel flise lægges på plads ved at holde den på skrå og stikke den med kliksiden ind i den foregående række fliser. Vip flisen lidt op og ned, til den sidder perfekt, og vip den så ned mod gulvet.

6

Slå fliserne sammen med en slagklods, så samlingerne bliver tætte. Når du bruger en slagklods, undgår du at beskadige fliserne. Evt. overskydende lim tørres straks af med en fugtig klud.

7

Læg først fliserne helt færdig på den ene side af den første skrå række, der blev lagt langs den diagonale streg. Derefter kan du fortsætte på den modsatte side og lægge den anden halvdel af gulvet.

8

De sidste fliser lirkes på plads. Du kan ikke komme til at banke de sidste fliser på plads i den anden ende. Derfor må du i stedet lirke dem på plads. Et koben er eff ektivt, hvis du er lidt forsigtig.

9

Husk at holde 5 mm's afstand hele vejen rundt om gulvet, også fx ved en træliste ved en køkkensokkel. Her skal du sørge for, at soklen kommer til at dække afstanden mellem gulvet og trælisten, når den bliver sat på igen.

10

Til sidst monteres paneler og evt. sokkel. En sokkel skal først skæres til, så den passer til den nye gulvhøjde. Du kan evt. clipse en plastskinne fast på underkanten, så fugt ikke bliver suget op i soklen.

11

Så er gulvet færdigt. Det er let at holde rent og pænt, hvis du af og til vasker det med en opvredet klud med et pH-neutralt vaskemiddel.

Materialer

  • Klikfliser, 30 x 30 cm (her Marmoleum fra Forbo i farver: Barbados og Wine Barrel)
  • Tykt gulvpap Fugtspærre (0,20 mm PE-folie)
  • Tape Plastbrikker, 5 mm Parketlim

Specialværktøj

  • Evt. multicutter

Tips & Tricks

Kom godt i gang med en prøveoplægning

Det er vigtigt at undgå små stykker linoleumsfliser i kanterne. Derfor skal du lave en prøveudlægning, så du finder den bedste placering af fliserne. Læg en række på langs i rummet og en række på tværs midt i rummet. Lav et krydspunkt, og marker en streg på langs af rummet gennem punktet.

Ud fra denne streg laves en ny diagonal streg på 45 grader, også gennem punktet. Det er den, første fliserække lægges efter.

  1. LÆG EN RÆKKE FLISER UD vinkelret på begge ledder af rummet. Ret mønsteret til, så der ikke kommer små stumper af fliser langs væggen. Det er pænest med fliser i ens størrelse langs kanterne.
  1. LÆG DEN YDERSTE FLISE ind over den næstsidste flise. Overlapningen svarer til det mål, du skal skære af den sidste flise. Er overlappet fx 7 cm, skal du skære 7 cm af flisen.
  1. NÅR MØNSTRET LIGGER HELT FAST,tegnes et “kryds” mellem to fliser i den langsgående række. Den ene flise skal være den, der ligger der, hvor de to rækker krydser hinanden. Hvis du lægger et gulv i flere farver, er det en god ide at skrive flisernes farve i krydsfeltet.
  1. TEGN EN STREG DIAGONALT GENNEM KRYDSET PÅ GULVET. Læg en 45 graders vinkel til stregen, så du kan lave en “diagonal” streg, du kan lægge den første række fliser efter. Du kan sagtens bruge en lille vinkel og tegne de store linjer op efter.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Køkkengulv