Sådan placerer du køkkengreb

VIDEO: Når du skal sætte greb på skuffer og låger, er det vigtigt, at de bliver placeret nøjagtigt ens. Her kan du se, hvordan du laver en skabelon, der sikrer præcisionen.

Det kan man selvfølgelig måle sig frem til, men det er langt mere præcist og tidsbesparende at lave en skabelon eller det, fagfolk kalder en ko. Den laves nemt af en lille kvadratisk plade og to stykker liste. Listerne limes og sømmes på langs af to af pladekanterne. Sørg for, at listerne ligger helt plant med pladekanterne.

Læg nu koen på hjørnet af køkkenlågen, og marker, hvor langt inde og hvor langt nede du vil have den nederste del af håndtaget siddende. Den overskydende lim skal naturligvis tørres af, så den ikke sviner på den nye låge.

På koen afsætter håndværkeren et mål på 6,5 cm fra kanten. Afstanden mellem skruehullerne er 12,8 cm. Dette mål afsættes både vandret og lodret på koen i forhold til det første mærke.

Med et 3 mm bor – svarende til diameteren på de skruer, håndtagene skal monteres med – borer han to huller gennem koen og gennem lågen. Inden han borer tredje gang, rykkes koen fri af lågen, da der ikke skal bores gennem køkkenlågen her.

Grunden til, at hullet laves, er, at koen så kan bruges til at placere håndtag både lodret og vandret og i alle fire hjørner. Nu kan håndtaget monteres med skruer, der skrues fast gennem bagsiden af lågen.

Takket være koen kan han montere håndtag efter handtag på alle køkkenlågerne, så de kommer til at sidde præcist lige langt inde og lige højt oppe. Bruger du 10 minutter på at lave en ko, sparer du timer siden hen og er sikker på et godt resultat.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Køkkenlåger og fronter