Sæt vask i bordpladen

Det er faktisk en ganske enkel opgave at sætte en vask i bordpladen. Du skal bare sørge for at måle ordentligt op, og så tjekke din opmåling en ekstra gang.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 timer
Pris
550 kroner

Intro

De fleste ryster nok lidt på hånden, når de skal skære hul i bordpladen for at sætte en vask i. Men det behøver du ikke. Hvis du måler op, tjekker dine mål en ekstra gang og kontrollerer, at vasken kan dække din opstregning, så er det faktisk en ret nem opgave.

Når du planlægger, hvor vasken skal placeres ...

... er der to ting, du skal tjekke. Du skal undersøge, om der er plads i skabet under vasken til HELE vasken. Og du skal undgå, at de to strimler bordplade foran og bag vasken bliver for smalle. Normalt vil stykkerne være cirka 6 cm.

Vejledning

01
Sådan gør du 7 Trin

1

Mål op til vasken. Normalt følger der en skabelon med, når du køber vasken. Den bør du bruge - også når du skal strege op til de afrundede hjørner. Tjek en ekstra gang, at vasken dækker de streger, du har sat på bordpladen.

2

Nu kan du bore for. Brug et 10 mm træbor til at lave et hul, klingen på stiksaven kan komme ned i.

3

Skær ud efter din opstregning med en stiksav med en skarp klinge. Husk at holde en hånd under pladen, så hele afskæringen ikke falder ned i skabet.

TIPS: Er der åbne rør i skabet, så luk dem. Ellers ryger der savsmuld ned i dem.

4

Den åbne kant på spånpladen forsegles med fx silikone. Så undgår du, at pladen suger fugt og udvider sig. Læg to rækker silikone, som fordeles med en spartel, så hele kanten dækkes.

5

Skab og bordplade samles med to små vinkler. Her kunne den ikke sidde bagest i skabet, så den måtte skrues fast i siden af underskabet.

6

Rundt om hullet til vasken trækkes strimler af silikone. Dem skal vasken sænkes ned på. Strimlerne må gerne være tykke og bør være ubrudte.

7

Vasken lægges på plads og spændes fast. Derefter kan overskydende silikone fjernes med en fugepind eller lignende. Og så er den nye vask klar til at blive tilsluttet. Og brugt.

Materialer

• 1 stålvask, her Blanco
• 1 patron sanitetssilikone
• 2 små vinkler

Tidsforbrug

Et par timer

Pris

Fra cirka 500 kroner for en vask i rustfrit stål. 50-60 kroner for silikonen.

Sværhedsgrad

Hvis du er omhyggelig med opmålingen, så er denne opgave ikke svær.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Køkkenvask