Ny køkkenvask i komposit

Du kan nemt og hurtigt opgradere dit køkken med en ny vask i komposit. Den får dit køkken til at se mere moderne ud, og så er den super praktisk.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
3 timer
Pris
1.500 kroner
Ny køkkenvask i komposit

En matsort kompositvask passer godt til en bordplade i mørkt træ og giver køkkenet et mere moderne look.

Intro

Vil du opgradere dit køkken hurtigt og nemt, kan du skifte den gamle vask ud med en ny lækker vask i komposit. Den får dit køkken til at se mere moderne ud, og samtidig er den superpraktisk. En vask af komposit kan nemlig holde til det meste og kræver næsten ingen vedligeholdelse.

Med en ny vask i komposit får du en masser fordele:

  • Den er nem at holde
  • Den er hårdfør overfor ridser
  • Den tåler varme ting
  • Den kræver ingen vedligeholdelse
  • Den fås i mange farver

Vi viser dig trin for trin, hvordan du skærer ud i køkkenbordpladen til den nye vask. Du får en grundig vejledning i, hvordan du måler op, så hullet sidder præcist, hvor det skal og har den rette størrelse. Det er nemlig super vigtigt, at du ikke kommer til at lave hullet til vasken for stort – så skal du nemlig til at skifte bordpladen også.

Vi viser dig også, hvordan du monterer vasken, fuger med silikonefugemasse og tilslutter vandet. Hvis det skulle blive nødvendigt at afkorte vandrørene eller forlænge dem, kan du også se, hvordan du gør det.

Vejledning

01
Forberedelse 3 Trin

1

Sluk for vandet, og afmontér det gamle afløb. På de fleste moderne vandinstallationer sidder der en ballofix-hane, hvor du kan lukke for vandet. Hvis ikke, må du have fat i en VVS’er, inden du går videre.

2

Løsn beslagene, der holder den gamle vask på plads. De sidder på undersiden af vasken og løsnes med en skruetrækker.

3

Fjern den gamle vask, når alle fastgjorte dele er løsnet. Fjern evt. rester af silikone, hvis du beholder den gamle bordplade, og det nye hul skal laves tæt på det gamle.

02
Mål op til vasken, og sav ud til den 7 Trin

Du skal være omhyggelig, når du skal måle op til vaskens placering i bordpladen. Det er vigtigt, at du sikrer dig, at der er plads til de dybe vaske i skabet under bordpladen.

Malertape er en god hjælp. Det bruges både til at markere underskabets sider og til at tegne op på rundt om vasken. Du skal bruge to streger - en, der viser vaskens omkreds, og en, der sættes 12 mm længere inde, så vasken får en kant at ligge på. Hullet til vasken saver du med en stiksav.

1

Mål op til den nye vask. Markér med tape, hvor underskabets sider er, så du kan sikre, at vasken placeres inden for underskabets sider. Som regel er en afstand på 8-10 cm fra bordkanten til vaskens kant passende.

2

Vaskens nøjagtige placering markeres med tape hele vejen rundt. Det giver dig mulighed for at tegne placeringen op direkte på bordpladen.

3

Tegn tydeligt op, fx med sprittusch hele vejen rundt om vasken, så du kan se, præcis hvor vasken skal placeres i bordpladen.

4

Mål nu op, og tegn en streg, hvor du skal save ud til den nye vask. Den nye vask skal have en lille kant at ligge på; her skal kanten være 12 mm. Derfor skal du tegne en ny streg 12 mm inden for den streg, der markerer vaskens omkreds.

5

Bor hul i alle fire hjørner med et kopbor, så der er plads til, at du kan save ud til vasken med en stiksav.

6

Sav hul til den nye vask med en stiksav langs den inderste streg. Det er vigtigt, at du har tegnet stregen fuldt op hele vejen rundt, så du hele tiden har et præcist styrepunkt til saven. Det kan også være nødvendigt at save helt ind i hjørnerne, hvor du har boret huller.

7

Den nye vask sættes på plads i hullet, når du har fjernet den tape, som du har savet i. Sæt ny tape rundt om vasken, så du har dens nøjagtige omrids aftegnet på bordpladen.

03
Sådan laver du hul til armaturet 2 Trin

1

Sæt en skruetrækker, hvor der er gjort klar med et delvist perforeret hul. Slå på skruetrækkeren med en hammer, så hullet blotlægges.

2

Fjern evt. gratere med en fil, så hullet bliver glat, og det nye armatur kan monteres.

04
Sådan udskifter du en fitting 4 Trin

Hvis du ikke har opvaskemaskine og har tænkt dig at montere en i forbindelse med udskiftning af vask og armatur, viser vi dig her, hvordan du kan gøre klar til det. Det kræver vandtilførsel, og derfor skal der være en ekstra vandtilslutning under vasken.

Som regel vil du kunne klare det ved at udskifte en af de eksisterende fittings med en med mulighed for at tilkoble en vandslange mere. Du afmonterer den gamle fitting og sætter den nye i. For at være sikker på, at tilslutningen bliver helt tæt, skal du vikle pakgarn om gevindet, inden du monterer den.

1

Fjern den gamle fitting. Den løsnes med en gaffelnøgle. Hold en skål under, så du ikke får vand i underskabet. Selvom du har lukket for vandet, vil der næsten altid stå vand i røret, som løber ud, når du fjerner den gamle fitting.

2

Lav en ridse på tværs af gevindet i den nye fitting. Det gør du nemmest med en fil. Når du har ridset gevindet, sikrer du, at pakgarnet kan sidde ordentligt fast.

3

Pakgarnet vikles omkring gevindet på den nye fitting. Hiv et passende stykke pakgarn af, og drej det rundt om gevindet, som du har smurt lidt paksalve på. Start i den ene ende, og vikl det omkring, mens du holder pakgarnet forholdsvist stramt.

4

Montér den nye fitting. Den drejes på plads og justeres, så den sidder bedst muligt. Fordelen ved pakgarn er, at du har mulighed for at finjustere og fx dreje fittingen lidt tilbage. Den mulighed har du ikke, hvis du bruger tætningstape/-snor.

05
Montér vasken i bordpladen 11 Trin

Inden du går i gang med at montere den nye vask, er der nogle ting, du først skal ordne. Det gør du nemmest ved at lægge vasken med bagsiden opad i en god arbejdshøjde. Du skal fx tilpasse og montere det nye afløb under vasken, og armaturet skal sættes fast. Der skal også sættes klemmebeslag fast på undersiden af vasken, så den kan spændes fast til bordpladen.

Før du vender vasken rundt og placerer den i hullet, giver du den en gang silikone rundt i kanten. Det overskydende fjernes med en fugebrik.

1

Slib bordpladen rundt i kanten, hvor den nye vask skal sidde. Det kan ikke undgås, at træet flosser lidt, når du har savet med stiksaven. Brug fx en slibeklods med slibepapir i korn 120, så kanten bliver glat.

2

Smør silikonefugemasse på kanten, hele vejen rundt i hullet. Silikonefugemassen forsegler, så der ikke kan trænge vand ned.

3

Saml rørdelene, der skal monteres under vasken. Det kan være nødvendigt at skære afløbsrøret til for at få det til at passe. Men det er ikke noget problem - det gøres nemt med en nedstryger.

4

Skær kanten ren med en skarp hobbykniv, hvis det har været nødvendigt at skære et rør til. Det gør det lettere at samle delene.

5

Montér armaturet på den nye vask. Det er nemmest, hvis vasken ligger med bagsiden opad. Så er det også nemmere at komme til, når afløbsrøret skal monteres.

6

Vandrørene til armaturet skrues fast. Det foregår med en speciel halvring, der sættes ned i hullet og spændes fast med en møtrik. Når armaturets vandrør er spændt fast, sidder armaturet også fast.

7

Montér klemmebeslag under vasken. De skal bruges til at sætte vasken fast til bordpladen med, når vasken er sat ned i hullet. Klemmebeslagene fastgøres med skruer til kanten på undersiden af vasken.

8

Put silikone på undersiden af vasken, mens den ligger med bagsiden opad. Læg en stribe hele vejen rundt, ca. 0,5 cm fra kanten.

9

Placér vasken i hullet i bordpladen. Striben af silikone på bagsiden skulle nu gerne ligge midt i den 12 mm brede kant, som vasken skal hvile på.

10

Sæt vasken fast til bordpladen. Det gør du ved at slå klemmebeslagene ned, så de får fat i bordpladen. Spænd dem fast med en skruetrækker, når de har fat.

11

Fjern overskydende silikonefugemasse. Kør med en fugebrik langs kanten oven på malertapen, som du har sat op rundt i kanten. Når du har været hele vejen rundt, fjernes tapen.

06
Sådan tilslutter du vandet 3 Trin

1

Skær afløbsslangen til i en passende længde. Du finder længden ved at holde slangen op til tilslutningsstederne inde under vasken.

2

Her er det nødvendigt at forlænge den ene vandslange. Det ekstra tilslutningsstykke spændes godt fast i samlingen, så det lukker helt tæt. Derefter skrues det godt fast til vandtilslutningen.

3

Så er alle rør og slanger monteret under vasken. Slangerne bør ikke være længere end højst nødvendigt, så de generer mindst muligt.

Materialer

  • 1 kompositvask (her fra Ikea) inkl. afløbsrør og beslag
  • Silikonefugemasse
  • Malertape

Specialværktøj

  • Kopbor, fx 40 mm
  • Fugebrik

Tidsforbrug

2-3 timer.

Pris

Ca. 1.500 kr.

Sværhedsgrad

Det er ikke svært at skifte en vask. Men du skal være omhyggelig med opmålingen, så du ikke risikerer at save forkert i bordpladen.

Video

TEKNIK: Montering af køkkenvask

Grundig opmåling er opskriften på succes

VÆRKTØJ: Sådan bruger du stiksaven

I videoen her lærer du alt om om stiksavens muligheder, klinger og funktioner. Med den rigtige indstilling kan saven klare næsten alle opgaver: kurvede snit, lige snit, vinklede snit og hurtige, grove snit. Og med den rigtige klinge kan du save i både træ, plast, metal og sarte overflader.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Køkkenvask