Det enkle bladhængsel
ALSIDIGT. Bladhængslet er en klassiker. Enkelt, stærkt, alsidigt - og ophav til utallige varianter.
Bladhængslet er ikke alene ophav til de fleste af nutidens hængsler - det er i høj grad et nulevende hængsel.
Det har kun overlevet tidernes skiften, fordi det er så stærkt, holdbart, præcist og enkelt, at det stadig overgår sine komplekse efterkommere i mange situationer.
Men det har også overlevet, fordi det lynhurtigt udvikler sideskud med hver deres styrke - kanthængsler, back flaps, piano-hængsler er bare nogle af de efterkommere, som stadig lyder navnet bladhængsel.
Og fælles for dem er, at de er fantastisk alsidige. Vil du have lidt hængsler liggende på værkstedet for alle tilfældes skyld, så skal det være bladhængsler.

Det komplekse skabshængsel
SPECIALISERET. Kan meget mere end at svinge - og bruges kun til én bestemt opgave.
Skabshængslet her er så at sige toppen af udviklings stigen inden for hængslerne. Det har kun få år bag sig i den form, du ser her - og på de allernyeste er der dæmpning, så lågerne lukker i med et stille suk. Det er resultatet af en hidsig specialisering med utallige variationer på ganske kort tid - går du meget mere end 50 år tilbage i tiden, er du tilbage ved bladhængslet.
Hængslet her har én stor svaghed: Det kan stort set kun bruges til lige præcis den opgave, det er skabt til, nemlig at holde de standardiserede skabslåger på industrielt fremstillede elementskabe. Til gengæld kan de meget, meget mere end at holde lågen, mens den svinger.
De holder lågen lukket eller åben. De kan justeres, til lågerne sidder helt rigtigt. De får fæste i materialer, enklere hængsler falder ned fra. Og de passer i standardhuller på skabets sider og låger, så vi hverken behøver tommestok, vaterpas eller snedker erfaring for at sætte hængslerne i selv - det eneste, vi skal bruge, er en stjerneskruetrækker.

Klimaet kræver sit hængsel
MATERIALER. Hængslet skal stå for vind og vejr, hvis det sidder ude.
Tænk først på klimaet, når du vælger hængsel. Dit hængsel skal kunne holde til det.
Til kraftige yderdøre, porte, hegn og så videre er det oplagt at bruge varmgalvanisering.
Bliver udendørsopgaverne spinklere, er det tykke lag zink fra varmgalvanisering ofte lidt for klodset, og så kan du bruge messing eller rustfrit stål.
Inden døre er der frit valg. Stålhængslerne vil typisk være elgalvaniserede eller lakerede, mens den dyre messing mest bruges på pænere møbler.
Runde eller skarpe hjørner
INDLAGTE BLADE. Runde hjørner er ikke til pynt - de er lettere at fræse ned i træet.
Klassiske hængsler havde skarpe hjørner og var lige til at lægge ned i træet med et stemmejern.
I dag har snedkerne hængt stemmejernet op på væggen og er gået over til at fræse alt - og derfor har mange af hængs lerne i dag runde hjørner. Vil man fræse en fordybning, som hængslet kan lægges ned i, er det nemlig langt lettest, hvis det har runde hjørner. Så skal man bare fræse efter en skabelon, så tager det få sekunder pr. hængsel.
Samlet eller forskudt
FORSKYDNINGER. Små forskydninger i bladhængslet har stor betydning.
Før du køber et bladhængsel, skal du huske at se på det fra den ene ende.
På nogle hængsler ligger de to blade tæt sammen, på andre ligger de adskilt, og på en tredje type ligger de forskudt til den ene side.
Hængslerne med forsat ryg, som det kaldes, giver mulighed for at lægge lågen et lille stykke ind bag skabets forkant - og døren en smule inde i karmen.
Den udgave, hvor de to blade ligger tæt sammen, kan have den fordel, at man kan montere hængslerne uden at nedfælde bladene i træet, uden at de to dele, der skal samles, kommer til at ligge for langt fra hinanden.
Til højre eller venstre
ENSIDIGE. Hængsler dur ofte kun i én side.
Du skal ofte vælge side, før du vælger hængsel. For hvor nogle hængsler kan vendes på alle ledder, er andre afhængige af tyngdekraften. Har dørhængslet en del med tap og en del med hul, sættes tappen på væggen, og den skal pege op, ellers falder døren ned. Døren kaldes højrevendt, hvis hængslerne er til højre, når den åbner ud mod dig.
Til serier og til dig selv
SERIEPRODUKTION. Hængslet til elementskabe findes også i en gør det selv-udgave.
De kan meget, de smarte hængsler i nye serieproducerede elementskabe. Men de er alt for besværlige at gøre fast i skabe, der ikke bygges af de færdige samlesæt.
Så heldigvis kan du få et hængsel med stort set samme egenskaber, der er skabt til brug i skabe uden forborede huller.
Hængslet skyder omdrejningspunktet
FORSKYDNING. Ofte flytter hængslet omdrejningspunktet frem eller til siden.
De fleste af vores garderobeskabe, køkkenskabe og toiletskabe kunne ikke åbne, hvis lågerne svingede på de helt enkle, flade bladhængsler.
Skabene sidder nemlig ofte ved siden af hinanden og har lågerne siddende uden på selve skabet - og det giver problemer. For bladhængslet må sætte sin akse, hvor lågens bagkant møder skabets yderside, og i samme øjeblik, du tager i lågen, støder den ind i nabolågen.
Det problem løser man ved at forlænge hængslets blad, så det skyder aksen - og omdrejningspunktet - frem på lågens forside.
Så åbner lågen pludselig inden for skabets egen bredde.
Teknikken med at forskyde omdrejningspunktet optræder i et utal af hængsler fra de fineste skabshængsler til tunge dørhængsler, og ofte forskydes punktet ikke bare frem, men også til den ene side.
Lågen skydes ud og væk fra skabet
FREMSKUDT. Ved at skyde lågen til siden kan hængslet skabe plads til at trække bakker ud.
Det virker måske overdrevet, når et hængsel arbejder med seks aksler og et helt system af arme, men ved at skyde lågen væk fra skabet, når den svinges op, kan et hængsel sikre, at skuffer og bakker bag lågen kan trækkes frem fra skabet - uanset om lågerne ligger inde i den faste del af skabet eller uden på den.
Det skjulte hængsel skyder her en udenpåliggende låge ud og til siden - uden at lågen rammer naboskabet.
Brede eller smalle blade
BLADFORMAT. Du får godt fat ved at række langt ind på en låges side, men ofte må hængslet holde sig i kanten.
Det er ofte pladsforholdene, der afgør, hvor brede eller smalle bladene bliver.
Hængsler med omtrent kvadratiske blade - back flaps - får gerne et godt greb i forhold til skruernes og hængslets styrke.
Men ofte skal hængslet sidde på en smal kant, og den mest udbredte udgave af bladhængslet er nok kanthængslet.
Hvor materialerne er spinkle og har brug for støtte langs hele kanten, bruger man et pianohængsel, som rækker over det meste eller hele kanten. Det er øvrigt et af de meget få tilfælde, hvor et hængsel optræder alene!
Moderne systemhængsler
NOTHÆNGSLER. Mange døre og vinduer monteres i dag med hængsler i faste systemer.
Skal du skifte hængslet i et nyt vindue, er der i dag ofte kun én måde at gøre det på: at finde hængslets præcise betegnelse og finde et præcis magen til.
Næsten alle nye døre og karme er bygget med noter i standardmål, som hængsler og alle andre beslag passer i.
Det er praktisk og systemfast, og det giver hverken plads til fejltagelser eller improvisationer - medmindre du sætter dig rigtig godt ind i systemerne. Så er der til gengæld masser af muligheder - for mange til at komme ind på her!
Stabler til forskellige bunde
FODFÆSTE. Den løse stabel kan få solidt fat i alle slags underlag.
Stablen til nokhængslet - den rigtig kraftige udgave af stabel-hængslet - smedes i flere former for at få godt fat i træ og sten.