Vægge og gulv
Byggeplader af skum kan bruges på både gulv og vægge. Prismæssigt er det et dyrere alternativ - til gengæld sparer du masser af tid og flere arbejdsgange i forhold til gipsplader og letbetonelementer.
Gulv
I badeværelset kan skumpladerne bruges til gulv. Du kan ovenikøbet købe plader specielt beregnet til brusenichen med korrekt fald ned mod et afløb, så du slipper for at skulle støbe det selv.
I pladerne kan du fræse spor til gulvvarmeslanger, og det er nemt at lave rørgennemføringer og andre tilpasninger i de lette plader
Vægbeklædning
Byggepladerne fås typisk i tykkelser fra 4 til 50 mm. De tynde (op til 20 mm) er oplagte til vægbeklædning. De er væsentlig dyrere end gipsplader. Til gengæld er deres lyddæmpende egenskaber markant bedre. Afhængigt af forholdene kan ét lag gipsplade reducere støj med ca. 5 dB, mens en skumplade kan dæmpe med 23 dB.
Skumplader er også bedre isolerende (mindre varmeledende) end gips og langt hurtigere monteret.
Skillevægge
Hvis du skal bygge en skillevæg i et vådrum, fx for at afskærme brusenichen, eller hvis du vil bygge en kort væg mellem fx håndvask og vaskesøjle, er skumpladerne oplagte. Du kan nemlig købe en plade, der når fra loft til gulv, og som blot skal passes til i bredden (eller limes sammen af flere plader, hvis den skal være bredere).
Du stiller pladen på højkant, gør den fast til væg og gulv, og så er du færdig. Det kræver væsentlig færre arbejdsgange end en gipspladevæg.
Byg møbler
Skumpladerne er superlette og nemme at bearbejde. Det gør dem oplagte til at bygge møbler af. En bænk, en bordplade til håndvasken, en hylde i brusenichen eller sågar et badekar. Mulighederne er talrige, og de simple møbler som hylder og bænke kræver ikke ret meget byggeerfaring.
Genvej til flisebeklædt badekar
Et badekar, der er beklædt med de samme fliser som badeværelsets vægge, både indeni og udenpå, kan helt sikkert give rummet et ekstra visuelt løft.
I princippet kan du godt bygge et badekar af byggepladerne selv. Du skal blot sikre dig, at du får lavet alle samlinger fuldkommen tætte.
Nogle producenter, bl.a. Wedi, der står bag den måske bedst kendte skumplade til vådrum, producerer færdige badekarelementer, der blot skal monteres og beklædes.
Bænk i badet
En hjørnebænk i en bruseniche er ren luksus. Her kan du i bedste spastil sidde ned og tørre dig efter badet - eller sidde og barbere ben.
Bænken svæver, men er alligevel stærk, for neden under den sidder der særlige vinkler, designet til skumpladerne. Vinklerne fræses ind i flisevæggen, og på den måde kan de bære vægten af en person uden problemer.
Hylde i brusenichen
En hylde i brusenichen er uundværlig. Og også her kommer skumpladerne til hjælp. Har du bygget brusenichens vægge af skumplader, har du måske ovenikøbet rester til et par hylder.
Når hylderne ikke skal belastes mere end med nogle shampooflasker, behøver du ikke at spekulere på vinkler eller anden fastgørelse. Du kan blot lime dem fast med lim fra samme producent, som har lavet skumpladerne.
Sådan arbejder du med skumpladerne
En af de helt store fordele ved pladerne er, at de er utrolig nemme at save og bore i. En fukssvans eller en stiksav kan nemt dele en plade, og et kopbor kan nemt lave hul til fx en rørgennemføring. Og vil du have gulvvarme, kan du nemt fræse i pladerne med en overfræser.
Når du skal fræse
Hvis du vil lægge gulvvarme ned i pladerne, kan du nemt selv fræse spor til slangerne. En overfræser med et 16-18-mm-notfræsejern baner lynhurtigt vejen for slangerne.
Du kan ikke skrue i skumplader
Vi kan sige mange, mange gode ting om skumplader, men de er ikke skruefaste. Hvis du vil hænge noget på en væg af skumplade, er det langt bedre at lime end at skrue. Skruer kan ikke få ordentligt fat i skummaterialet.
Når du skal skære
En af skumpladernes helt store fordele er, at de er så nemme at bearbejde. Du har ikke brug for specialværktøj eller at leje store maskiner.
Når du skal save en plade over, kan en fukssvans fint klare opgaven. Pladernes armering betyder, at du slider på savens tænder, så brug en billig sav, du kan kassere efter endt arbejde. En stiksav kan også være praktisk, særligt til de ikke-lige snit.
Når du skal lime
Når du skal fastgøre en skumplade til væggen eller gulvet, skal du bruge lim. Det samme kan du med fordel gøre, hvis du fx samler en lodret og en vandret plade - det kunne være en vægplade og en vindueslysning.
Brug den lim, producenten af pladerne anbefaler. Så sikrer du dig både, at du får en lim, der er beregnet til netop dette formål, og du kan med rette klage til producenten, hvis det ikke holder som lovet.
Limen er så stærk, at den også kan holde to vægelementer sammen eller holde en lille hjørnehylde fast til væggene i brusenichen.