19 tips om lim der hænger ved

År for år bliver vores lim bedre. De fleste limtyper binder i dag stærkere, hærder hurtigere og modstår fugt og vand bedre end nogensinde. Det eneste, de har sluppet i den udvikling, er de giftige opløsningsmidler.

Lim kan i dag samle næsten hvad som helst. Både traditionelle limeopgaver og ting, du for få år siden ikke ville drømme om at klare uden søm og skruer eller svejseudstyr.

Læs i artiklen hvordan du klarer et væld af forskellige opgaver med lim.

1. Fordel limen på begge flader

Den stærkeste limning opnår du ved at fordele lim på begge limflader. På mindre flader kan du med fordel sprede limen ud i et tyndt lag med en spartel, der nemt tørres af bagefter. På store flader er det bedre at bruge pensel. Ved hvid trælim renses den også nemt i rent vand. Vandfast lim når måske at stivne på penslen, som så må kasseres, så brug ikke din fine pensel.

2. Lad limen sive godt ind

På træ og porøse materialer bør den velfordelte lim have 3-10 minutter til at sive ind, før fladerne spændes sammen.

Spænder du tingene hårdt sammen med tvinger, straks efter at limen er fordelt, presses meget af limen ud igen uden at gøre nytte.


3. Giv hætten lidt olie

For at undgå, at skruehætten limer sig fast på en tube lim, tørrer du overskydende lim af og giver gevindet en smule madolie, før du sætter hætten tilbage på tuben.


4. Limfugen gaber

Gaber den færdige limfuge lidt, eller har træet fejl eller huller, kan lim hjælpe på ubehandlet træ. Fyld lim i hullerne, og slib på stedet i den våde lim, så fyldes huller og sprækker næsten usynligt med en blanding af lim og slibesmuld i den rigtige farve. Slibepapir korn 40 er ofte passende, når du sliber i den våde lim.

5. Aldrig ekstra hærder

En udbredt misforståelse er, at man skal blande mere hærder i en tokomponentlim, hvis man vil have limen til at hærde hurtigere.

Ekstra hærder giver en alt for hård og derfor skrøbelig limning.

For lidt hærder giver også en svag limning. Stærkeste limning fås med anbefalet blanding ved anbefalet temperatur.


6. Limklemmer på mindre ting

Hvid trælim skal ikke spændes for hårdt. Til tynde emner bruges derfor ofte limklemmer, som ikke trykker for hårdt, som ikke vejer for meget, og som hurtigt sættes på med én hånd.

7. Hjælp pu-lim med fugt

Da polyuretanlim hærder ved fugt, kan du hjælpe hærdningen på vej ved at fugte træet med en våd klud, før limen påføres. Det kræves kun på meget tørt træ, og pas på: Ekstra fugt får limen til at skumme kraftigt op, især hvis der er over 20 grader.

8. Dæk af med plast eller bagepapir

For at undgå, at udflydende lim klæber dine ting sammen med skabelonen eller bordet, kan du lægge tynd plastfolie om dem. Især pu-lim, der skummer op, får nemt fat i utilsigtede ting. En plastpose kan bruges, men du kommer længere med en lille rulle 2 m bred plastfolie til afdækning til omkring 40 kroner. Bagepapir kan også bruges, fordi det olierede papir let slipper limen.


9. Brug kun den nødvendige lim

Både for meget og for lidt lim svækker en samling. Smører du så tyndt på, at tvingerne ikke presser lim ud, er der formentlig ikke kontakt på hele limfladen. Smører du for tykt på, skal der presses meget overskydende lim ud, og du risikerer let at efterlade en lomme af lim, der svækker samlingen. Risikoen for at spærre lim inde mindsker du ved at spænde store limflader sammen på midten først og tage kanterne sidst.

10. Teaktræ slibes før det limes

Teaks naturlige olieindhold gør træet fantastisk holdbart, men giver nemt en svagere limning. For at skabe en stærk limning bør teaktræ høvles eller slibes, umiddelbart før det limes, så olien ikke når at trække ud på overfladen. Endnu bedre er det, hvis du også affedter med acetone. Teak og træ med stort indhold af harpiks limes bedst med pu-lim, hvid trælim til udebrug og maritim trælim.

11. Prøv samlingen før du limer

Du kan næsten ikke forberede dig for grundigt, før du rækker ud efter limen. Lav altid en prøvesamling. Prøv gerne hele vejen, så du også spænder tingene op med tvinger eller klemmer, eller hvad du ellers har planlagt.

Kan skruetvingerne gabe over det, de skal holde? Er der plads til dem? Får deres vægt tingene til at forskubbe sig? Har du nok skruetvinger? Har du pensel eller spartel til at fordele limen med? Har du plasthandsker? Har du noget til at opfange limdryp? Når først limen er ude af bøtten, er det meget sværere at klare den slags problemer.


12. Skrå flader støttes med stifter

Våde limflader er overraskende glatte, og ligger presset fra tvingerne bare en smule skråt på limfladen, vil emnerne ofte glide hver sin vej. Det hindrer du med dyvler - eller et par tynde stifter slået gennem det øverste emne, før du spænder tvingerne sammen for alvor. Det fine hul efter stiften kan om nødvendigt spartles

13. Friske flader bider bedst

Træ limes bedst, når det er nyhøvlet eller nyslebet.

Bearbejdningen fjerner fedt og snavs, og den giver glatte limflader, som limen binder bedst på.

Limen bider ganske vist i ujævnheder, men meget grove slibespor og riller fra en maskinhøvl giver hulrum, der kun gør samlingen svagere.


14. Tynde limfuger er stærkest

De to limflader bør passe tæt sammen. Hvid trælim og især den skummende polyuretanlim fylder godt nok hulrum ud, men styrken i den hærdede limfuge er ringe, da lim - sjovt nok - ikke limer godt til sig selv. Det gælder dog ikke alle limtyper: Epoxylim har enorm indre styrke, og den kan give dig stærke samlinger også med brede fuger. Flere moderne gummifugemasser limer også emner meget stærkt sammen, selv om limfladerne ikke passer perfekt.


15. Kulde forlænger hærdetiden

Normalt er limen hærdet til fuld styrke på et døgn, hvorefter du kan belaste samlingen fuldt. Lave temperaturer får limen til at hærde langsommere - som kulde forlænger alle kemiske processer. De fleste limtyper er skabt til at hærde ved 20 graders varme, så du har tilpas tid til at spænde tingene sammen, og så limen hærder færdigt inden for en rimelig tid. Ved 5 grader går tingene rigtig langsomt, og så skal spændet fastholdes i meget længere tid. Omkring frysepunktet går hærdningen næsten i stå. Dog findes der speciel vinterlim med “frostvæske”.


16. To lister er for få til at bevare en bue

Når du limer lister eller tynd krydsfiner sammen til en kurve over en skabelon, fx til et møbel eller i en båd, skal der altid være tre eller flere lag for at skabe en stabil krumning. Er der kun to lag, vil samlingen rette sig halvt ud af skabelonens krumning, når tvingerne flernes. En enkelt liste eller tynd plade krydsfiner kan fint limes direkte på en krum flade, bare den holdes i spænd under hærdningen. Når du presser listerne sammen i lim over din skabelon formet af fx en tyk spånplade, er det vigtigt med tætsiddende skruetvinger som på billedet. De stærkeste tvinger sættes i krumningen, på lige stræk spændes mod en liste. De trekantede huller er en nem måde at give tvingerne et fæste: Bor tre huller, og sav eller slå trekanten ud. Husk at dække af over og under listerne med plast.

17. Spænd op mod loftet

Når skruetvinger ikke kan gabe over tingene, må du improvisere. Ofte kan du holde emnerne sammen med en tung ting, men limningen på bordet kan du også presse sammen med stager op mod loftet. Hav stager klar i rigtig længde, lidt kortere end afstanden til loftet, før du smører lim på. Læg en klods eller kile i begge ender, så længden passer, og du ikke ridser loftet eller de limede ting. Tilsvarende kan et fodpanel holdes på plads med en stage, der støtter på den modsatte væg eller et tungt møbel.

18. Fjern limen mens den er våd

Hav klude klar til at rense den våde lim af fingre, værktøj og der, hvor limen presses ud af fugen. Når limen at hærde, kan den i bedste fald skæres eller slibes af.

Til at fjerne hvid trælim bruger du vand, til pu-lim bruger du sprit, men pu-masse kræver terpentin. Epoxy og kontaktlim fjernes med acetone.


19. Endetræ kan fint limes

At endetræ ikke skulle kunne limes, det er en misforståelse. Lim binder fint til glathøvlet og glatslebet endetræ, især hvis du giver endetræet tid til at suge limen til sig, før du trykker emnerne sammen. Men ofte er belastningen for stor på den type samlinger, fordi limfladen er meget lille, og fordi der meget ofte belastes med vrid. Derfor støttes samlinger med endetræ ofte med stifter, skruer eller dyvler - men det skyldes ikke endetræet.


Limtyper til alle materialer

Hvid trælim: PVAc-limen er den mest almindelige lim til træ, pap o.l. Hvid trælim er til indendørs brug, tåler lidt fugt, men er ikke vandtæt. Limen stivner efter cirka 20 minutter, så skruetvinger kan flernes, men vent hellere 1-2 timer.

Hvid udendørs trælim: Fugtbestandig PVAc-lim mærket “ude” e.l. Limningen males, så den står rimelig tørt. Limen bruges fx på have møbler, der ikke står permanent ude.

Hvid trælim til vinterbrug: Limen indeholder en smule “frostvæske”, så den kan lime i kulde og lette frostgrader. De limede emner er kun til indendørs brug.

Trælim, marin: Tilføjelsen “marin” e.l. fortæller, at limen er vandfast til udendørs stolper, hegn, flagstænger samt træbåde og årer, som af og til tages på land. Limningen males.

Hvid børnelim: Til børnehaver. Limen smager dårligt, men børn kan godt tåle at få lidt lim i munden.

Polyuretanlim: Kaldes også pu-lim og skummelim. En stærk og vandfast lim især til udendørs træ i havemøbler, gelændere, flagstænger, både, træmaster og meget andet. Polyuretanlim hærder ved hjælp af luftens fugtindhold, og især i starten skummer den op. Limflader skal spændes hårdt sammen med kort afstand, ellers presser emnerne sig fra hinanden, og i stedet for en tynd, stærk fuge får du porøst skum uden styrke. Tvingerne kan fjernes efter 4-8 timer.

Fugelim: Fugelim er polyuretanfugemasse og TEC7 fugemasse, der begge hærder til gummi. De limer fantastisk på alle hårde materialer, der ikke er fedtede eller snavsede. Limer metal mod metal og træ mod træ, men også metal mod plast, metal mod glasfiber, træ mod glas osv. Affedt med acetone før en limning. Fugelim er så stærk, at du sjældent kan skille tingene uden at ødelægge dem.

Kontaktlim: Kontaktlim smøres med spartel eller tand-spartel på begge limflader, hvorefter limfladerne skal tørre i 20-30 minutter. Når limfladerne derefter lægges sammen, klæber de øjeblikkeligt uden fortrydelsesret, så det gælder om at være præcis. Limfugen bliver lidt tykkere end med andre lime. Limer alle materialer undtagen fedtede flader.

Tokomponentlim: Det er altid lettest at bruge en færdig lim, men til nogle limninger er tokomponente limtyper stærkere og bedre. Også de laves i dag med stor styrke og kort hærdetid uden organiske opløsningsmidler. Bedst kendt er nok Araldits lim, som du køber i to tuber og bruger til vandfaste limninger og spartling på træ, metal, porcelæn, fliser mv. Byt ikke om på hætterne, så kan hele tuben stivne.

Epoxylim: Bruges til meget stærke og vandfaste limninger i møbelreparation, metal, glasfiber, hårde materialer samt til moderne bådebygning. Tre-fire gange højere styrke end andre limtyper. Kræver ikke nøjagtigt tilpassede limflader, fordi limen også har høj indre sammenhæng. Epoxy blander du selv og bruger inden 20 minutter, så stivner blandingen.