Derfor skal du selv lime dine stolper

Med lim og skruetvinger kan du lave stolper i præcis de dimensioner, du ønsker. Vi viser, hvordan det skal gøres.

Lim stolper

Når tvingerne spændes, skal limen gerne pible ud mellem reglarne.

Der er flere gode grunde til at lime sine egne stolper. Har du for eksempel brug for en tyk stolpe, så er det væsentligt billigere at lime fire stykker spærtræ eller reglar sammen end at købe en stolpe, som er større end dem, der ligger på lager i dit lokale byggemarked.

Snorlige stolper

En anden fordel ved at lime stolperne selv er, at de ikke vrider sig på samme måde, som almindelige stolper har en tendens til at gøre. Konstruktionen med flere stykker træ gør det desuden nemt at indlejre træ af samme dimensioner i den limede stolpe.

Vi viser, hvordan du limer to reglar sammen og spænder dem sammen, så de aldrig går fra hinanden igen.

Klik på overskrifterne for at komme direkte til afsnittet i artiklen.

Vælg selv tykkelsen

Har du brug for en stolpe, som måler eksempelvis 200 x 200 x 3.600 mm, så koster den ofte i omegnen af 1.300 kroner.

Køber du derimod fire stykker 47 x 200 mm spærtræ i samme længde og limer dem sammen, så får du en stolpe, som måler 188 x 200 x 3.600 mm til cirka halv pris.

Husk dog, at du selv skal efterbehandle med træbeskyttelse, i modsætning til hvis du køber en trykimprægneret stolpe.

Nem at tilpasse

En anden fordel ved at lime sine egne stolper er, at du ved at forskyde stolperne kan gøre plads til eksempelvis en tværgående rem. På den måde slipper du for at skære et hak til remmen.

Vælger du en rem med samme tykkelse som de stykker spærtræ eller reglar, som udgør stolpen, er du desuden sikker på, at den passer i dimensionerne. Det bliver med andre ord ikke meget lettere at lave en bomstærk samling.

To reglar, tvinger og en hulens masse lim

Skal reglarne blive til en stolpe, som ikke deler sig i to med tiden, er det nu, du skal være grundig.

Vi starter med at male stolperne med undtagelse af de to flader, som bliver limet sammen.

Herefter påfører vi rigeligt med lim og spænder reglarne sammen med vandrette såvel som lodrette tvinger.

Førstnævnte har til formål at trykke reglarne sammen, mens sidstnævnte sørger for, at de ikke glider fra hinanden.

1

Læg reglarne til rette på to stabile bukke, og find lim, hærder og pensel frem. Det er en kæmpe fordel at have reglarne i en ordentlig arbejdshøjde samt at kunne tilgå dem fra flere sider.

2

Bland lim og hærder i en lille bøtte, og sørg for, at hærderen bliver rørt helt ud i limen, så den ikke gemmer sig i små “lommer”.

3

Smør rigeligt med udendørs trælim på den rå side af begge reglar. Der skal så meget på, at limen bliver presset ud, når reglarne spændes sammen med tvingerne.

4

Læg reglarne sammen, så de kommer til at ligge limflade mod limflade. Spotter du et område uden lim, er det nu, du skal give reglarne en sjat mere.

5

Spænd reglarne sammen, til du fornemmer, at de presses sammen i hele længderetningen, og limen begynder at sive ud. Hellere en tvinge for meget end en tvinge for lidt.

6

Giv også reglarne et par vandrette tvinger, så de ikke glider fra hinanden. Bruger du “gammeldags” tvinger, kan du med fordel lægge en klods imellem, så du ikke laver mærker i reglarne, når der spændes. Der skal nemlig spændes godt til.