Klæber til muren - og værktøjet
Her kan du bruge armeret puds
Den smarte puds med armeringsnet løser vidt forskellige opgaver. Til nogle er det den eneste mulighed, men ofte kan du selv bedømme, om du vil ofre de lidt flere penge og arbejdstrin.
Ældre murværk.
Vil du dække en ældre mur med et lag puds, er armeret puds en holdbar løsning - også for den uerfarne.
Sokler.
Normalt kan du klare en sokkel med almindelig puds, men vender et problem tilbage, vil den armerede puds ofte løse det.
Meget hårdt brændte mursten.
Det kan være svært at få et pudslag til at sidde på nye, hårdt brændte mursten, men det klarer den smarte mørtel.
Sådan opbygger du armeret puds
Tomme fuger og huller fyldes op for sig, når løst materiale er banket og børstet af. Mørtlen trykkes hårdt ind i fugerne, så de er helt fyldt. Under hele arbejdet fugtes underlaget, så mørtlen ikke tørres ud.
Eventuelle “levende” revner armeres med stål, der trykkes dybt ind i de fritlagte fuger i det område, der er skadet. Uanset murværket bruges her en cementmørtel eller anden stærk mørtel.
Mellem sokkel og mur gøres en sokkelskinne fast i mørtel. Den skiller soklen fra muren, så fugt nedefra ikke trækker op i facadepudsen - og den leder med en drypkant slagregn væk fra sokkelpudsen.
Hjørner forstærkes med hjørneskinner. Skinnerne forstærker kanterne mod slag, nogle typer giver en kant at styre pudsets tykkelse på. Alle skinnerne er forsynet med en bred strimmel armeringsnet.
Grundmørtlen trækkes på murværket med et stålbræt. Er underlaget ujævnt, retter du overfladen af med et bræt eller en retskinne, til den er plan.
Armeringsnettet trykkes ind i den bløde grundmørtel. Nettet klippes først til, så der er mindst 10 centimeter overlap mellem ved alle samlinger. Kan du ikke skjule nettet helt, tilføjer du lidt mørtel.
Grundmørtlen glattes, så fladen er plan, og nettet er skjult. Træk gerne lidt ekstra mørtel på, men ikke for meget. Nettet skal ligge i den yderste tredjedel af det færdige pudslag, ellers kan det give revner.
Slutmørtlen trækkes på i et tyndt lag. For at sikre, at laget bliver ensartet tykt, kan du vælge at trække den på med et glat bræt, så rette til med tandspartel og derefter glatte overfladen med den hele kant igen.