3 skruer er nok!

Medmindre du mangler en helt specifik skrue til en helt specifik opgave, kan det være meget uoverskueligt at stå foran byggemarkedets enorme skrueudvalg og vælge de rigtige kasser. Vi hjælper dig med at vælge de tre skruer, som gør dig i stand til at klare langt de fleste skrueopgaver.

Der findes et hav af skruer i et utal af størrelser og former. De har alle deres eksistensberettigelse og egner sig perfekt til helt specifikke opgaver. Skal du i gang med et større projekt, er det en god idé at købe skruer specifikt til opgaven. Der er dog tre skruer, som vi altid har på lager. Med dem er vi nemlig i stand til at løse langt de fleste skrueopgaver, vi kommer ud for.

Selvom der er tale om tre skruetyper, så er det faktisk hele fem skruekasser, vi altid har stående. Én af skruerne er nemlig så alsidig, at vi har den stående i tre meget forskellige størrelser, som vi kan matche med dimensionerne på træet.

Når vi køber skruer, er der tre ting, vi går efter. Og det er, uanset hvilke skruer der er tale om:

Køb torx

Vi køber altid skruer med torxkærv, hvis det er muligt. Grebet i skruen er meget bedre end med en stjernekærv. Kraften overføres bedre, og kærven er næsten umulig at ødelægge.

Køb udendørs

Ikke alle skruer er lige nemme at finde i en udendørsversion. Især karmskruer og skruer med panhoved kan være svære at finde i byggemarkedet. Men når det er muligt, vælger vi udendørsskruer, der også fungerer fint indendørs – og ofte til en begrænset merpris. Vi vil dog aldrig vælge en skrue i rustfrit stål, medmindre opgaven specifikt kræver det. Rustfrit stål er enormt hårdt og kan derfor ikke give sig. Det betyder også, at du nemmere kan komme til at knække en skrue i rustfrit stål.

Køb mange

Som med så meget andet er stykprisen voldsom, når du køber få. Så i stedet for at vælge en pakke med 10-20 skruer vælger vi næsten altid en pakke med 100-500 skruer.

Klik på overskrifterne for at komme direkte til afsnittet i artiklen.

Spunskruer til langt det meste

Den klassiske, undersænkede skrue til træ er umulig at komme uden om, og den er et must i ethvert værksted. Vi har valgt en model, der både kan bruges ude og inde, da merprisen for den ekstra klimabeskyttelse er svær at få øje på.

Skruen er genial, og det er den klart mest alsidige skrue i samlingen. Derfor har vi den også altid på lager i tre størrelser. Med dem kan vi klare omkring 90 % af alle de skrueopgaver, vi kommer ud for i og omkring hjemmet.

Det er opgaven og dimensionerne på det træ, vi arbejder med, der afgør, hvilken af de tre størrelser vi griber efter.

De fleste producenter har deres egen version af denne skrue, men vi vælger ofte NKT’s SPUN®+ Climate®-G3. Den har vi gode erfaringer med, den er nem at få fat på, og prisen er fornuftig.

Køkkenmoduler er typisk 18 mm tykke, så du kan nemt samle køkkenmoduler, skabe og lignende, uden at skruen på 4 x 30 mm bryder igennem på bagsiden.

Til montage af byggeplader på diverse trækonstruktioner er skruen på 4,5 x 60 mm vores foretrukne valg. Selv med tykke krydsfinerplader på 24 mm kan skruen få godt fat i den underliggende trækonstruktion.

Til samling uden beslag af lægter, reglar, spærtræ og andet konstruktionstræ er det den lange skrue på 5 x 90 mm, vi griber efter.

Et godt bud:

NKT SPUN®+ Climate®-G3
– 4 x 30 mm, set til 119 kroner for 500 stk.
– 4,5 x 60 mm, set til 75 kroner for 200 stk.
– 5 x 90 mm, set til 130 kroner for 200 stk.

Karmskruer til meget mere end karme

Selvom den, som navnet antyder, er lavet til montage af dør- og vindueskarme, så er den tykke skrue betydeligt mere alsidig. Faktisk bruger vi den oftere til andre opgaver end til karmmontage.

Skruen kan monteres direkte i beton, mursten og gasbeton uden plug, så længe du borer for, og den er genial til montage af lægter, remme og lignende direkte på murværket.

Skruen findes både i en model med og en model uden hoved. Vi foretrækker den uden hoved. Gevindet griber nemlig både i emnet, der skrues fast, og i det, du skruer det fast til. Der er derfor ikke behov for et stort hoved til at holde det hele på plads. Samtidig er det nemmere at undersænke skruen uden hoved.

Karmskruer kan være ret svære at finde i udendørsversioner, og der er generelt meget lidt forskel på kvalitet og udformning fra producent til producent. Derfor vælger vi ofte den billigste.

Skruen kommer i mange længder, der i sagens natur passer til forskellige opgaver. Omkring 112 mm er et godt sweet spot, hvis du kun skal vælge én. Den kan både bruges til montage af reglar og lægter på omkring 45 mm, uden at den bliver for voldsom til brædder på omkring 20 mm.

Hvis skabet har en solid bagplade og ikke bare en tynd træfiberplade, kan det nemt monteres med karmskruer.

Karmskruen er genial til fastgørelse af reglar og lægter direkte på murværket. Du behøver ingen plug, da skruen griber effektivt i det meste.

Et godt bud:

Spit FS-C, 7,5 x 112 mm
Set til 123 kroner for 100 stk.

Skruer med panhoved til ophængning

Det er langtfra alle ophængnings- og montageopgaver, hvor et undersænket skruehoved er optimalt. I hårde emner, hvor der ikke er lavet en fordybning til skruehovedet, er en skrue med et panhoved at foretrække. Det gælder fx ved montage af kabelbøjler, kabelkanaler, bøjlebånd, alu- og stålprofiler og lamper.

Det samme gør sig gældende, når du skal hænge et billede op, hvor panhovedets flade bagside holder bedre på både billedrammebeslag og snore/wirer.

Skruen kan monteres direkte i træ eller i en plug, og en skrue på 4,5 x 40 mm passer både til de fleste ophængningsopgaver og til almindelige plugs på 6 x 30 mm.

Hårde emner i stål, alu og plast, der ikke har en fordybning til et undersænket hoved, har brug for en skrue med et fladt panhoved. Bagsiden af hovedet ligger helt fladt med emnet, og skruens tryk fordeles jævnt på et lidt større område.

Den flade bagside griber meget bedre i både beslag og snore, når du skal hænge billeder op på væggen.

Et godt bud:

Bauhaus Pan Blå, 4,5 x 40 mm
Set til 105 kroner for 200 stk.