Ens montage med boreskabelon
Ved at lave din egen simple boreskabelon sikrer du, at skruerne i din facadebeklædning kommer til at sidde helt ens i alle beklædningsbrædder.
Det ser godt ud, når skruerne står på én lang, lige række, men skabelonen sikrer også en korrekt placering af skruerne. I en en-på-to-beklædning, som vi laver her, er det fx vigtigt, at skruerne fra det yderste lag af beklædningen ikke går gennem brædderne i det inderste. Det sikrer boreskabelonen, at de ikke gør.
Klods et vandret bræt op, så det sidder stramt op mod den nederste tvær-revle. Til opklodsningen bruger vi kiler og fliser. Beklædningen skal hvile på brættet, mens den monteres.
Midten af tvær-revlerne mærkes op på boreskabelonen, som laves af et bræt med samme bredde som beklædningen. Skabelonen skal hvile på det opklodsede bræt og nå en smule op over øverste tvær-revle.
Mærk op, og bor tre borehuller ved hver tvær-revle-markering. Det yderste lag på vores en-på-to-beklædning skal gå 1/4 ind over brædderne på det inderste lag. Skruerne fra det yderste lag må ikke gå gennem brædderne i det inderste lag. Derfor laves der to skruehuller til det yderste lag, som sidder 1/3 inde fra hver side. Og der laves et skruehul til det inderste lag, som sidder midt på brættet.
En lille klods skrues i bunden af skabelonen. Den fungerer som stopklods og gør det nemt at lægge beklædningsbrædderne præcist op.
Skruehullerne bores gennem skabelonen ned i beklædningsbrædderne. Til det inderste lag beklædning bruges midterste hul, mens der til det yderste lag beklædning anvendes de to yderste huller i skabelonen.
Det inderste lag beklædning skrues op. Brædderne hviler mod det opklodsede bræt, mens de monteres. Afstanden mellem brædderne svarer her til en halv bræddebredde.