8 nordiske træsorter
Vortebirk – Betula pendula
TYPE: Løvtræ.
BESKRIVELSE: Der findes mange forskellige arter birketræer, hvor den mest benyttede til træarbejde er den type, der hedder dunbirk – den helt glatte, lyse og lidt anonyme, du sikkert allerede kender fra møbelproduktionen. Vi vælger i stedet at fokusere på vortebirken, som er langt mere interessant. De smukke og mørke aftegninger er faktisk bark, som er vokset ind i træet. Vortebirken kan blive op til 100 år gammel.
PROJEKTER: Krydsfiner, møbler, knivskafter, brænde og alverdens sløjdprojekter.
FINDES HER: Haver og skove, ved moser og fælleder.
Taks – Taxus baccata
TYPE: Nåletræ.
BESKRIVELSE: Taks har en lys splint og smuk, rødbrun kerne, er langsomtvoksende og kan blive op til 2.000 år gammelt. Træet opnår sjældent en høj stamme. Forarbejdningen er let, og holdbarheden stor.
VELEGNET TIL: Skeder, flitsbuer og armbrøster.
FINDES HER: Er fredet, så du må spørge din lokale kirkegårdsgartner eller prøve at kigge i Den Blå Avis, hvis du vil have et stykke, du kan arbejde med.
OBS!! Kviste, blade og frø er GIFTIGE, især for køer og heste. Taks indeholder giftene taxin og taxol. Den sidste anvendes i kræftbehandling. Af samme grund bør taks ikke anvendes i forbindelse med madvarer.
Bævreasp – Populus tremula
TYPE: Løvtræ.
BESKRIVELSE: Bævreasp har fået sit navn fra sine tørre blade, der rasler ved det mindste vindpust. Kendetegnet ved den lyse, flotte og satinagtige overflade. Bævreasp er ubetinget den bedste træart til tændstikker, og der kan laves op til 370.000 ud af en stamme.
VELEGNET TIL: Tagspåner, træsko, saunabænke, fyldtræ i møbler, papir og tændstikker.
FINDES HER: Skovlysninger og heder, ved søer og åer.
Ene – Juniperus communis
TYPE: Nåletræ.
BESKRIVELSE: I Norden findes to arter ene, almindelig og fjeld, hvoraf kun den almindelige egner sig til brugstræ. Veddet har en aromatisk lugt og smag og er homogent, fast og hårdt. Træet er let at forarbejde og er på grund af dets indhold af aromatisk olie meget modstandsdygtigt over for snylteangreb og svamp. Bruges til rygning af kød og fisk, til fremstilling af gin (genever) og som krydderi.
VELEGNET TIL: Stave til gærder, skafter og stokke, drejede ting og finere sløjdarbejde, fx smøreknive.
FINDES HER: Vokser mest på heder og sandede områder, og hvor der er meget lys. Almindelig ene afløses i fjeldområder af fjeld-ene.
Røn – Sorbus aucuparia
TYPE: Løvtræ.
BESKRIVELSE: Røn bliver sjældent mere end 50 år gammelt. Veddet lugter ganske surt. En snedker har fortalt, at det ikke er sjovt at arbejde med, fordi værkstedet kommer til at lugte – men flot er det!
VELEGNET TIL: Brædder (groft brugstræ).
FINDES HER: Overalt, hvor der er masser af lys.
Pil – Salix
TYPE: Løvtræ (billedet her er lancetpil).
BESKRIVELSE: Stik en pilegren i jorden, og den vokser til et nyt træ. Barken bruges til garvning i handskeproduktion og indeholder salicin og andre stoffer, der virker smertestillende og febernedsættende.
VELEGNET TIL: Kricketbats, pilefletning, træsko, papirmasse og garvning. Trækullet egner sig til tegnekul og fabrikation af krudt.
FINDES HER: På fugtig jord langs vandhuller, søer og bække.
Skovfyr – Pinus sylvestris
TYPE: Nåletræ.
BESKRIVELSE: Skovfyr kan blive op til 30 meter højt og er det mest brugte træ til alt fra møbler til skibsmaster. Den bedste kvalitet findes, hvor fyrren vokser langsomt, altså ikke i Danmark, men længere nordpå, hvor det er koldere og mørkere.
VELEGNET TIL: Møbler, byggeri, elmaster, krydsfiner, spånplader, skibsmaster, stiger, tagspåner, kort sagt: alt.
FINDES HER: Overalt i Danmark.
Rødel – Alnus glutinosa
TYPE: Løvtræ.
BESKRIVELSE: Rødel er almindelig i store dele af Skandinavien, men i de nordligste egne afløses den af gråel. Rødel vokser i fugtige områder og er det eneste træ, hvis rødder kan tåle at stå i vand. El er ikke en naturlig holdbar træsort, men hvis den bliver anbragt under vand, bliver den stenhård og sort og anvendes derfor til konstruktioner under vand.
VELEGNET TIL: Træsko, drejearbejde og modeller, møbler (specielt til skibe), krydsfiner, trækul.
FINDES HER: Overalt, hvor der er vådt/fugtigt.