Lav verdens sejeste træsamling!

Find din bedste sav frem, slib stemmejernene så ultraskarpe, at du kan barbere dig med dem, og kast dig ud i trænørdens ypperste udfordring, den bomstærke japanske samling! Den er ikke bare smuk og stærk, men kan også låses sammen i flere forskellige vinkler.

Du kan lave den japanske samling i alle mulige forskellige træsorter. Men det er en god idé at øve sig i blødt fyrretræ, inden du kaster dig over mahognien.

Intro

Enhver gør det selv-mand m/k kan skrue to stolper sammen og bruge dem som bordben eller rammer. Men har du sløjd og trækundskab løbene i årerne, så prøv i stedet at tappe dem sammen med denne overlegne samling. Når du har øvet dig nogle gange og får den helt præcis, vil du kunne glæde dig over resultatet resten af dit liv.

Hemmeligheden bag den japanske samling er pinlig nøjagtighed. Du skal nemlig sørge for at strege dine emner op helt præcist, ligesom du også kun må save og høvle til midten af stregerne – en øvelse, der bliver markant nemmere, når du ridser stregerne op med en skarp kniv, inden du går i gang med saven eller stemmejernet.

Læs også: 4 træsamlinger enhver kan lave

Start med blødt træ

Det kan virke uoverskueligt at komme i gang, men fat mod. Det er nemlig mere simpelt, end det ser ud. Bare sørg for at tegne mønsteret fra arbejdstegningen præcist op på dit emne. Og øv dig så nogle gange med noget blødt fyrretræ, inden du kaster dig ud i at lave den smukke japanske samling i en stenhård og eksotisk træsort. God fornøjelse!

Vejledning

01
Start med at tegne op 3 Trin

De fem kvadrater fra tegningen her til højre skal overføres til stolpens top og fire sider. Læg mærke til, at de er fuldstændig ens og kvadratiske på alle fem flader; forskellen er blot, hvilken vej de vender, når de tegnes op.

Når du først har tegnet diagonalerne, skal du måle ud til krydset, som skal sidde lige midt i fladerne - det er faktisk kun ved krydset, at du behøver måle op.

Princippet er, at alle skraverede områder saves/stemmes af.

1

Mål emnets tykkelse med en skydelære. I dette tilfælde er det 5 cm.

2

Afsæt målet på emnets fire sider, så du ender med at få markeret en perfekt kvadratisk kube.

3

Overfør mønsteret fra tegningen til emnets top. Start fra firkantens øverste venstre hjørne. Tegn først diagonalerne (a + b), dernæst krydset (c + d), og så skal du tegne skråstregerne, som går fra øverste venstre hjørne og til midten af krydset på modsatte side (e + f). Mønsteret på de øvrige fire sider af klodsen tegnes efter samme fremgangsmåde. Skravér til sidst, som vist på arbejdstegningen.

02
I gang med saven 9 Trin

Når du har overført mønsteret fra arbejdstegningen til toppen og siderne af emnet, er første skridt at save den skrå flade, “pyramiden”, som du kan se på trin 1 her til højre.

Derefter skal du forbinde de afskårne streger igen, før du kan save og stemme resten af felterne ud. Sørg for altid at save på den skraverede side, som alligevel skal smides væk. Sav langsomt og forsigtigt, så saven ikke skrider ind over stregen/ridsen.

1

Når du har overført mønsteret og skraveret de samme felter som vist på tegningen, bør dit emne se sådan her ud. Her har vi markeret “pyramiden”, så du kan se, hvilken del du skal starte med at save af.

2

Start med at ridse pyramidens streger op. Sørg for at lave ridserne helt nøjagtigt lige i midten af stregerne.

3

Klem emnet fast i en skruestik, så pyramiden vender udad. Pas på ikke at klemme så hårdt, at du ødelægger kanterne.

4

Sav nu pyramiden af. Husk at holde dig til at save på den skraverede side af stregen og ridsen. Det er først, når du har savet pyramiden helt af, at du skal høvle den sidste tredjedel millimeter ned til midten af ridsen - denne metode er langt nemmere at styre end at forsøge sig med at save 100 procent nøjagtigt i første hug.

5

Høvl nu forsigtigt overfladen, så den kommer ned til midten af ridsen. Det er vigtigt, at du er meget grundig med at få den trekantede flade helt plan.

6

Når fladen er helt perfekt høvlet ned til midten af ridsen, skal du forbinde stregerne fra mønsteret. Dette gøres nemmest med en vinkel eller lineal.

7

Nu skal du save de tre snit, som inddeler emnets top i seks små klodser. Det er klodserne med bogstaverne A, B og C, der senere skal saves/stemmes af. Husk at ridse alle stregerne op, inden du saver.

8

Når du laver de tre snit, skal du være meget omhyggelig med kun at save i de skraverede felter.

9

Hold hele tiden godt øje med klodsens fire sider, når du saver, så du ikke kommer til at save for dybt eller skævt.

03
I gang med stemmejernet 4 Trin

Når du har lavet alle de forberedende øvelser med at tegne op og save for, er det blevet tid til at stemme de tre klodser ud, som skal fjernes. Og her gælder det om at holde tungen lige i munden. Husk, jo mere præcist du arbejder, desto stærkere vil samlingerne blive, og desto bedre vil de passe sammen.

1

Den første klods, A, kan du starte med at save halvt igennem, inden du til sidst stemmer ud. På de to andre klodser, B og C, kan du kun komme til med stemmejern.

2

Brug et passende smalt stemmejern til at arbejde i bunden af klodsen med. Stemmejernets plane side skal vende mod den flade, der skal udstemmes.

3

BEMÆRK, at udskæringens bund har samme vinkel som toppen. Derfor kan det betale sig at vente med at udstemme bunden, indtil resten af klodserne er fjernet.

4

Når du er færdig med at udstemme de to resterende klodser, skal udskæringen se sådan her ud. Nu kan du lave endnu en samling og se, hvor godt de passer sammen.

Materialer

Det skal du bruge:

• Stolper i fuldstændig ens kvadratiske tykkelser, fx 5 x 5 cm

• Stemmejern i forskellige størrelser

• Skydelære, høvl og fintandet sav

Tegning

3D-model

3D-model

Verdens sejeste træsamling

Samlingen passer som 90-graders knæk mellem to ens kvadratiske stykker træ.

Åbn 3D-model

3D-model

I gang med saven

Mønsteret er overført og de skraverede felter saves væk.

Åbn 3D-model

Video

TIPS: Dybdestop til håndsaven

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...