Her er det smart at bruge drypnæser
1. Forneden på yderdøre
En yderdør er hårdt udsat, og da den ofte er lavet af træ, er der god grund til at beskytte den så godt som muligt. Med en drypnæse monteret nederst på yderdøren bliver vandet ledt væk fra døren, typisk ud på en trappe. Drypnæsen på en dør er ofte en del af den såkaldte sparkeplade, der normalt går lidt højere op end på døren her.
2. Over vinduer og døre
Vinduer og døre er ofte lavet af træ. Derfor giver det god mening at beskytte dem så godt som muligt ved at montere et bræt over vinduet med en drypnæse i form af en fræset rille på undersiden. Den vil forhindre, at vand løber ned i træværket foroven på vinduet, så du forlænger træets levetid. Brættet med drypnæsen får ekstra meget vandpåvirkning, men er til gengæld nemt at udskifte, når det ikke kan mere - og langt billigere at skifte end vinduet.
3. Ved sålbænke
Under vinduet har du typisk en sålbænk, der ikke bare giver en pæn afslutning under vinduet. Sålbænken fungerer nemlig også som en drypnæse, der leder vandet væk fra husfacaden. Det er især vigtigt, hvis facaden er en træbeklædning.
Her er sålbænken lavet af det vedligeholdelsesfri materiale komposit. På undersiden af kompositbrættet er lavet en rille i hele brættets længde. Rillen forhindrer vandet i at løbe ind til træet på facaden.
4. Nederst på træfacader
Det er altid vigtigt at sørge for at lede vandet væk forneden på en træbeklædning. Her afsluttes den vandrette træbeklædning med en aluliste med en drypnæse, der sørger for, at vandet ledes væk ikke bare fra træet, men også ud over soklen.
En muret sokkel, der stikker lidt ud i forhold til husets beklædning, bliver nemlig udsat for en del vand. Det kan natursten, som soklen her er lavet af, sagtens holde til, men mørtlen mellem stenene påvirkes og bliver porøs med tiden, hvis den ikke beskyttes.
5. På hegn
På et hegn bygget af træ har du mulighed for at lave drypnæser flere steder for at lede vandet væk.
Laver du skrå snit både foroven og forneden på lodrette brædder, vil de holde i lang tid. Tværstivere mellem stolperne kan også skæres til med skrå snit foroven og forneden, så vandet kan dryppe af.
6. Midt på træfacader
Hvis du har en facade med lodret træbeklædning, kan det blive nødvendigt at lave samlinger, hvor to brædder støder op til hinanden, fx i gavlen. Placerer du samlingerne det samme sted, får du en vandret “streg”, hvor du kan montere en aluliste som drypnæse, så vandet ledes væk.
7. På gavle og vindskeder
Endetræ er noget af det allermest sårbare på en træbeklædning - og her, hvor træet suger allermest. Derfor er det supervigtigt at sørge for, at vandet ikke kan samles ved endetræ, fx på dine gavlbrædder. Du bør afslutte gavlbrædderne med en drypnæse, så vandet bliver ledt væk. Her består drypnæsen af en aluliste, der har et ombuk på bagsiden, så vandet drypper af, inden det når ind til træet.
På gavlen af et hus sidder også vindskeder, ofte af træ. Også her giver det god mening med alulister med en drypnæse, så vandet ledes væk.