Træbeskyttelse
Træbeskyttelse er vigtig, når du skal sikre dit træværk så lang en levetid som muligt. For at træbeskyttelsen virker bedst, skal du male på det rigtige tidspunkt, så dit arbejde ikke er spildt. Selv om solen skinner, og vejret virker tørt, betyder det ikke nødvendigvis, at træet er tørt. Og tørt træ er en forudsætning for, at træbeskyttelsen trænger ind i træet og virker.
Giv udendørs træbeskyttelse på det rigtige tidspunkt
Det allerbedste tidspunkt at beskytte udendørs træværk er typisk i sensommeren, hvor det er tørret grundigt op efter en lang sommerperiode. Men som hovedregel kan du give udendørs træbeskyttelse fra maj til september, når bare træets fugtindhold er på maks. 15 pct. En overskyet, tør sommerdag med en moderat luftfugtighed (ca. 60 pct.) og en temperatur mellem 10 og 25 grader er helt perfekt. Undgå direkte sol, da det får træbeskyttelsen til at tørre for hurtigt.
Du kan læse mere om, hvornår du kan give træbeskyttelse her i artiklen: maling af trykimprægneret træ
Træbeskyttelse findes i mange farver og typer
Når du skal vælge ny træbeskyttelse, handler det mest om, hvilket look eller hvilken farve du ønsker til dit træværk. De klare eller gennemsigtige olier giver et mere naturligt look, hvor du kan ane træets struktur, mens de heldækkende og halvdækkende træbeskyttelser fungerer mere som en traditionel maling. Jo mere dækkende en træbeskyttelse er, jo bedre beskytter den, og jo længere holder den. Så når du vælger, bør du også tage stilling til, hvor ofte du har lyst til at male træet.
Som hovedregel er det en rigtig god idé at fortsætte med det, du tidligere har brugt – altså vandbaseret på vandbaseret og oliebaseret på oliebaseret.
De fleste produkter findes både i en vandbaseret og en oliebaseret udgave. Hvis du skifter fra fx olie- til vandbaseret og ikke får renset overfladen ordentligt, kan det give for store spændinger i overfladen, så træbeskyttelsen ikke hæfter ordentligt. Her kan du læse mere om de seks forskellige typer, som du typisk kan få brug for, når du maler udendørs træværk.
Heldækkende træbeskyttelse og halvdækkende træbeskyttelse
En dækkende træbeskyttelse minder meget om traditionel maling – eneste forskel er, at traditionel maling indeholder flere oliemolekyler, der trænger bedre ind i træet. Dækkende træbeskyttelse findes i flere kvaliteter, både halv- og heldækkende, mat og blank. Fælles for dem er, at de indeholder fungicider, der gør overfladen mere modstandsdygtig over for råd. Den har typisk en fed konsistens, så der skal arbejdes lidt mere, når du smører heldækkende træbeskyttelse og halvdækkende træbeskyttelse på.
Det er oplagt at bruge heldækkende træbeskyttelse eller halvdækkende træbeskyttelse til fx en husfacade, fordi den har den længste holdbarhed. Den kan også bruges til fx hegn og carporte, men det er et stort arbejde på ru brædder. Holdbarheden er typisk op til 15 år.
Transparent træbeskyttelse
Den gennemsigtige, også kaldet transparente, træbeskyttelse giver et naturligt look, fordi den fremhæver træets struktur. Den indeholder svampehæmmende midler (fungicider), som beskytter træet, så det holder længere. Transparent træbeskyttelse dækker lidt bedre end pigmenteret træolie og har også en længere holdbarhed. Den har en tynd konsistens, så den er let at arbejde med.
Transparent træbeskyttelse er velegnet til lodrette flader, fx et hegn, og meget velegnet til flader med ru brædder, da den transparente træbeskyttelse er lettere at smøre på. Holdbarheden er typik op til 8 år.
Træolie
Træolie er en klar eller pigmenteret olie, der bruges til slutbehandling. Den indeholder svampehæmmende midler (fungicider), som trænger ind i træet, så det holder længere. En pigmenteret olie indeholder farvepigmenter, som findes i mange forskellige nuancer, men det er stadig muligt at se træstrukturen. Ønsker du, at træværket skal have et naturligt look, hvor træstrukturen kan anes, skal du vælge træolie. Den har en tynd konsistens og er let at smøre på og findes i hurtigttørrende versioner, så du fx hurtigt kan komme til at gå på terrassen igen.
Det er oplagt at bruge træolie til træterrasser, havemøbler og lodrette flader, fx hegn. Holdbarheden er typisk op til 4 år.
Billig træbeskyttelse
Træbeskyttelse findes i mange forskellige prisklasser. Hvis du vælger en billig træbeskyttelse, skal du sikre dig, at den indeholder såkaldte fungicider, der modvirker råd og svamp i træet.
Du kan faktisk også gøre en del for, at dit udendørs træværk holder længere ved at bygge på en bestemt måde – såkaldt konstruktiv træbeskyttelse. Hvis du bygger efter disse principper, og samtidig vedligeholder dit træværk ved jævnligt at give det træbeskyttelse, kan dit udendørs træværk holde i meget lang tid.
Se her, hvordan du bygger dig til konstruktiv træbeskyttelse