Træbeskyttelse er vigtig, hvis du vil sikre dit udendørs træværk en lang levetid. Derfor betaler det sig at vedligeholde overfladen på træværket, så den hele tiden er tæt og beskytter bedst muligt.
Vi kender det allesammen: Vi fik det ikke lige gjort i foråret. Pludselig blev det sommer, og så skulle vi på ferie og vupti – nu er det sensommer. Og sidste udkald. For det er en rigtig god idé at få trængende træværk med revner i overfladen malet, inden frosten kommer og gør de begyndende skader endnu værre.
Fordelen ved at male i sensommeren er, at træet som regel er helt tørt efter en lang, varm periode. Så du vil typisk hurtigt kunne gå i gang efter blot et par dage med tørvejr. Sådan er det ikke i det tidlige forår, hvor det ikke er ualmindeligt, at det kræver flere sammenhængende uger med tørt vejr, for at træet tørrer ordentligt op. Og tørt træ er en forudsætning for, at malingen hæfter ordentligt.
Vær opmærksom på dug
Du skal være opmærksom på, at du ikke har helt så mange timer om dagen at male i, når du gør det i sensommeren. For duggen falder tidligere og er længere tid om at forsvinde, så du kan først gå i gang godt op ad dagen.
Til næste forår kan du så glæde dig over, at du allerede HAR malet, og træværket står skarpt, flot og intakt – og bedst muligt beskyttet.
LÆS OGSÅ: Her kan du finde hjælp og vejledning til, hvordan og hvornår du skal give dit træ træbeskyttelse.
Sådan gør du
En ren og tør flade uden ujævnheder og løse dele er en grundlæggende forudsætning for, at du får et godt resultat. Derfor skal du sørge for, at du får renset træværket ordentligt, inden du går i gang med at male.