Indholdsoversigt
Træ (ude og inde)
Når du skal glatte ud
Har du småhuller og ridser i bordpladen, vindueskarmen eller i den glatte overflade på en dør, så skal du bruge en fin spartelmasse, som kan slibes helt glat og males over.
Vi foreslår
Dana Lim Finspartel 615
En akrylbaseret spartelmasse til indendørs brug. Du kan fylde mindre revner og huller med massen. Både i træ, spånplade, puds mv. Efter en let slibning får du en helt fin overflade.
Kapacitet: 0-5 mm dybe huller
Du kan også bruge
Polyfilla Glat Overflade Finspartel
Bostik Fine Filler
Når du skal fylde større huller
Større huller i træværk, der skal males over, kan fyldes med mange typer spartelmasse. Men gå efter en, der kan klare at blive lagt på i tykke lag. Ellers skal du spartle mange gange med mellemliggende tørretider.
Vi foreslår
Plastic Padding Kemisk Træ
Tokomponent masse, der bliver utrolig hård, uden at den svinder. Hæfter på træ og efterlader en trælignende overflade.
Kapacitet: 0-5 cm dybe huller
Du kan også bruge
Polyfilla Træfiller
Pattex Superspartelmasse
Når du ikke vil male over
Hvis du har huller, hak eller revner i et flot trægulv eller en bordplade, vil du helst lave en usynlig reparation. Det kan du gøre med plastisk eller kemisk træ, der har samme farve som den træsort, du vil reparere.
Vi foreslår
Polyfilla Plastisk Træ
Både inden- og udendørs kan det plastiske træ bruges. Det fås i mange træfarver, fx natur, bøg, mahogni og eg.
Kapacitet: 0-20 mm dybe huller
Du kan også bruge
Pattex Kemisk Træ
Når du skal lappe MDF
Hvis du bygger i MDF og vil spartle huller eller nedsænkede skruer over, kan du få en spartelmasse, der har farven og strukturen, der er designet til netop MDF. Men du kan også bruge mange andre fine spartelmasser.
Vi foreslår
Polyfilla MDF-filler
En spartelmasse specielt udviklet til MDF med den rette fine struktur. Kan lappe huller på helt op til 2 cm’s tykkelse.
Kapacitet: 0-20 mm dybe huller
Du kan også bruge
Bostik Fine Filler
Pattex Kemisk Træ
Murværk (ude)
Når underlaget arbejder
Imellem to vægge eller i materialer, der kan udvide sig i varme og trække sig sammen i kulde - der er masser af steder, hvor der skal tages højde for bevægelser. Ikke store bevægelser, men nok til, at en spartelmasse revner.
Vi foreslår
Bostik Universal Filler
Akrylspartelmassen kan klare bevægelser på op til 15 procent af fugens eller hullets bredde. Udendørs skal den overmales, når den er tør.
Kapacitet: 0-20 mm dybe huller
Du kan også bruge
Polyfilla Fleksibel Spartelmasse
Når du skal fylde store huller
Store huller stiller ekstra krav til spartelmassen. Ofte vil de typer, der kan klare opgaven, være forstærket med fibre eller lignende. Gå efter en spartelmasse, der kan lægges på i tykke lag (fx 2 cm).
Vi foreslår
Polyfilla Megafiller
Luk kabelrender og store huller, eller reparér skadede murhjørner med spartelmassen, der kan klare op til 100 mm dybe huller, inde og ude.
Kapacitet: 0-100 mm dybe huller
Du kan også bruge
Sanalim Filler Udendørs
Bostik Multi Filler
Når det skal være glat
På en pudset mur er det træls, hvis en reparation af et hul bliver tydelig. Hvis du går efter en finkornet spartelmasse, gør du arbejdet meget nemmere for dig selv.
Vi foreslår
Polyfilla Ekstra Fin Letvægtsfiller
Giver dig et meget jævnt resultat. Kan klare ganske store huller og revner i stort set alle materialer.
Kapacitet: 0-100 mm dybe huller
Du kan også bruge
Bostik Universal Filler
Dana Lim Filler Extra 619
Når det skal gå stærkt
Hvis tid er det vigtigste, og du ikke gider at vente i timevis på, at spartelmassen tørrer, skal du vælge en hurtigttørrende spartelmasse.
Vi foreslår
Dana Lim Letvægtsfiller 628
På en times tid er din reparation tør og klar til videre arbejde. Velegnet til mindre reparationer i murværk, beton, gips mv.
Kapacitet: 0-50 mm dybe huller
Du kan også bruge
Bostik Multi Filler