1. Varmeledning
Når molekylerne på en varm vægflade skubber til molekylerne inde i væggen, ledes varmen ud i kulden.
2. Varmestrømning
Varm luft møder kold luft, og den varme luft mister en del af sin energi til kulden.
3. Varmestråling
Både varme og kolde materialer afgiver strålevarme. Varmen opsuges af de materialer, strålerne møder.
Så godt isolerer de forskellige materialer
1. Varmeledning
Når molekylerne på en varm vægflade skubber til molekylerne inde i væggen, ledes varmen ud i kulden.
Truslen:
Varmeledning handler om molekyler og fart, og et godt eksempel er husets ydervæg: Inde på den opvarmede side af muren bevæger molekylerne i væggens materialer sig hurtigere end molekylerne på den kolde side af væggen. Det er derfor, væggen indenfor føles varm: Molekyler i fart genererer varme.
De hurtige molekyler puffer til molekylerne længere inde i væggen og får dem op i fart. Derved mistes der energi og dermed varme. I praksis ledes der varme igennem væggen fra stuen og ud i kulden.
Løsningen:
Varmeledningen kan bremses af isoleringsmateriale. Vi skal sørge for, at molekylerne ikke kan puffe til hinanden, så varmen ledes ud i kulden, og det kan stillestående luft hjælpe med, fordi luft er en dårligere varmeleder end fast stof som mursten, træ eller metal.
Jo tykkere vores isoleringslag er, desto bedre bremses varmeledningen. Men den kan dog ikke standses helt med de isoleringsmaterialer, vi bruger i dag.
2. Varmestrømning
Varm luft møder kold luft, og den varme luft mister en del af sin energi til kulden.
Truslen:
Konvektion eller varmestrømning kan fx opstå i en utæt væg: Den varme luft fra stuen siver igennem væggen og tager varmen med sig ud i kulden. Her bliver den erstattet af frisk luft udefra, og denne luft skal nu varmes op.
Det samme kan ske i et hulrum i en mur: På ydersiden er der en kold flade, på indersiden er der en varm flade. Luften på den varme side er en smule lettere og søger opad, mens luften på den kolde side falder nedad. Og så opstår der cirkulation i hulrummet, hvor den varme luft bliver overført til de kolde flader. På den måde mister huset varme.
Løsningen:
Varmestrømningen kan bremses af isoleringsmateriale. Det kan fx være mineraluld med fibre, der står så tæt sammen, at luften har meget svært ved at cirkulere. Fylder vi fx en hulmur ud med mineraluld, opnår vi en lavere varmestrømning. Det er dog svært helt at standse den.
For at isoleringen overhovedet skal have effekt, skal den være fyldt med luft. Derfor må du ikke presse isoleringen sammen eller fx stoppe den hårdt ind i sprækken omkring et vindue.
Isolerende byggeblokke fyldt med stillestående luft er endnu mere effektive til at bremse varmestrømningen. Til gengæld fylder blokkene meget, så de koster plads – og så er det kun en løsning ved nybyggeri.
3. Varmestråling
Både varme og kolde materialer afgiver strålevarme. Varmen opsuges af de materialer, strålerne møder.
Truslen:
Alle flader i vores huse afgiver strålevarme. En meget varm overflade, fx glødende metal, afgiver så meget strålevarme, at det kan ses med det blotte øje. Men selv køligere flader afgiver varme med infrarøde stråler, som vi ikke kan se.
Strålevarmen overføres inde i materialerne fra fiber til fiber og vil, hvis den ikke bremses, kunne fortsætte fx gennem en væg og ud i kulden.
Løsningen:
Vi skal have gjort vejen gennem materialet svær at passere for varmestrålerne. Én løsning er reflekterende materialer, der sender strålerne retur, så de fx kan blive inde i den varme stue. Derfor udvikles der reflekterende isoleringsmaterialer.
Varmestråling udgør dog kun en lille del af det samlede varmetab, og derfor er stanniolbelagte isoleringsmåtter ikke en løsning i sig selv. Det handler om en kombination af materialer – og varmestrømning og varmeledning er større trusler.
