Forestil dig et hus helt uden isolering: et træskelet af reglar, beklædt med brædder på begge sider. Taget består af et lag brædder med tagpap på, og gulvet er et bræddegulv hævet 30 centimeter over jorden.
Det er et hus, men det bliver meget, meget hurtigt et koldt hus at bo i.
Der er nemlig særligt tre ting, der gør det svært at holde varmen:
- Varmeledning
- Varmestrømning
- Varmestråling
Når bræddernes ydersider køles ned, vil den smule varme, der trods alt er indenfor, hvor vi befinder os, helt automatisk forsøge at opvarme de kolde brædder. Dermed mister huset en stor del af varmen indenfor. Den effekt hedder varmeledning (1).
Samtidig vil luften inde i bræddevæggen bevæge sig, og her vil luften på den varmeste side stige opad, mens luften på den koldeste side vil falde ned. Herved opstår der en varmestrømning (2), som også betyder, at luften inde i væggen køles ned, så du mister varme.
Oven i det slipper der varmestråling (3) ud igennem brædderne og ud i kulden.
1. Varmeledning
Når molekylerne på en varm vægflade skubber til molekylerne inde i væggen, ledes varmen ud i kulden.
2. Varmestrømning
Varm luft møder kold luft, og den varme luft mister en del af sin energi til kulden.
3. Varmestråling
Både varme og kolde materialer afgiver strålevarme. Varmen opsuges af de materialer, strålerne møder.
Isolering redder os fra at fryse
Det er altså et elendigt hus, vi har forestillet os, men det kan faktisk gøres lunt og beboeligt; vi skal bare have standset de tre faktorer.
Løsningen er isoleringsmaterialer, der først og fremmest er i stand til at bremse luftens bevægelse. For luft er en dårlig varmeleder, og stillestående luft er endnu værre til at flytte varmen ud i kulden. Og det er præcis det, vi drømmer om.
Bliv klogere på de tre varmeslugere varmeledning, varmestrømning og varmestråling – så er du bedre klædt på i kampen om at holde på varmen.
1. Varmeledning
Når molekylerne på en varm vægflade skubber til molekylerne inde i væggen, ledes varmen ud i kulden.
Truslen:
Varmeledning handler om molekyler og fart, og et godt eksempel er husets ydervæg: Inde på den opvarmede side af muren bevæger molekylerne i væggens materialer sig hurtigere end molekylerne på den kolde side af væggen. Det er derfor, væggen indenfor føles varm: Molekyler i fart genererer varme.
De hurtige molekyler puffer til molekylerne længere inde i væggen og får dem op i fart. Derved mistes der energi og dermed varme. I praksis ledes der varme igennem væggen fra stuen og ud i kulden.
Løsningen:
Varmeledningen kan bremses af isoleringsmateriale. Vi skal sørge for, at molekylerne ikke kan puffe til hinanden, så varmen ledes ud i kulden, og det kan stillestående luft hjælpe med, fordi luft er en dårligere varmeleder end fast stof som mursten, træ eller metal.
Jo tykkere vores isoleringslag er, desto bedre bremses varmeledningen. Men den kan dog ikke standses helt med de isoleringsmaterialer, vi bruger i dag.
2. Varmestrømning
Varm luft møder kold luft, og den varme luft mister en del af sin energi til kulden.
Truslen:
Konvektion eller varmestrømning kan fx opstå i en utæt væg: Den varme luft fra stuen siver igennem væggen og tager varmen med sig ud i kulden. Her bliver den erstattet af frisk luft udefra, og denne luft skal nu varmes op.
Det samme kan ske i et hulrum i en mur: På ydersiden er der en kold flade, på indersiden er der en varm flade. Luften på den varme side er en smule lettere og søger opad, mens luften på den kolde side falder nedad. Og så opstår der cirkulation i hulrummet, hvor den varme luft bliver overført til de kolde flader. På den måde mister huset varme.
Løsningen:
Varmestrømningen kan bremses af isoleringsmateriale. Det kan fx være mineraluld med fibre, der står så tæt sammen, at luften har meget svært ved at cirkulere. Fylder vi fx en hulmur ud med mineraluld, opnår vi en lavere varmestrømning. Det er dog svært helt at standse den.
For at isoleringen overhovedet skal have effekt, skal den være fyldt med luft. Derfor må du ikke presse isoleringen sammen eller fx stoppe den hårdt ind i sprækken omkring et vindue.
Isolerende byggeblokke fyldt med stillestående luft er endnu mere effektive til at bremse varmestrømningen. Til gengæld fylder blokkene meget, så de koster plads – og så er det kun en løsning ved nybyggeri.
3. Varmestråling
Både varme og kolde materialer afgiver strålevarme. Varmen opsuges af de materialer, strålerne møder.
Truslen:
Alle flader i vores huse afgiver strålevarme. En meget varm overflade, fx glødende metal, afgiver så meget strålevarme, at det kan ses med det blotte øje. Men selv køligere flader afgiver varme med infrarøde stråler, som vi ikke kan se.
Strålevarmen overføres inde i materialerne fra fiber til fiber og vil, hvis den ikke bremses, kunne fortsætte fx gennem en væg og ud i kulden.
Løsningen:
Vi skal have gjort vejen gennem materialet svær at passere for varmestrålerne. Én løsning er reflekterende materialer, der sender strålerne retur, så de fx kan blive inde i den varme stue. Derfor udvikles der reflekterende isoleringsmaterialer.
Varmestråling udgør dog kun en lille del af det samlede varmetab, og derfor er stanniolbelagte isoleringsmåtter ikke en løsning i sig selv. Det handler om en kombination af materialer – og varmestrømning og varmeledning er større trusler.
Husk ventilationen, når du isolerer
Luften inde i isoleringen skal stå så stille som muligt. Men uden om isoleringen skal der være ventilation. For mens stillestående luft er godt til at isolere, så er det indendørs et problem, fordi fugt ikke transporteres væk.
Så der skal være luft rundt omkring isoleringen, og som hovedregel skal isoleringen altid holde afstand til fx en gangbro på loftet eller et undertag.
Jo mere du isolerer, og jo tættere dit hus bliver, desto mere skal du være opmærksom på jævnlig udluftning, hvis du ikke har et ventilationsanlæg.
Så godt isolerer de forskellige materialer
