Intro
Vejledning
Forudsætningen for at lægge gulvvarme er, at gulvet er velisoleret og plant. Har du et meget ujævnt gulv, bør du starte med at rette det af med fx flydespartel. Vi lægger spånplader med spor til varmeslanger ud på hele gulvet. Vi har valgt 16-mm-slanger, fordi de er nemmere at håndtere end de større 20-mm-slanger. Derfor bruger vi også gulvspånplader med 16 mm brede spor.
De store plader har lige spor, og vi har desuden købt plader med vendespor. Så slipper vi for en masse fræsearbejde.
Start med vendepladerne. De lægges op langs to modstående vægge. Vær opmærksom på, at der findes både højre- og venstreplader, afhængigt af hvilken side de skal ligge i.
Pladerne slutter med en halv bue, så når de samles med fer i not (husk lim!), danner de en hel bue.
Nu skal de lange midterplader med de lige spor lægges. Når vendesporene ligger, som de skal, giver det sig selv. Du skal bare tænke på, at der skal kunne lægges en slange ned i sporet.
Sådan ser samlingen mellem vendespor og lige spor ud. Slangerne kan løbe tværs over gulvet og vende ved væggen, inden de løber tilbage igen.
Pladerne samles med fer og not. Forinden skal du komme godt med trælim i begge sider af samlingen.
Limen skal komme op, når pladerne presses sammen. Så ved du, at der er lim nok i samlingen. Overskydende lim tørrer du væk med en fugtig klud.
For at sikre at varmen fra slangerne fordeles jævnt, og at varmen bevæger sig opad mere end nedad, skal der lægges varmefordelingsplader.
Pladerne er af tyndt aluminium, og i systemet her skal de blot trykkes ned i gulvspånpladernes spor. Der er ikke brug for søm eller anden fastgørelse.
Pladerne er forberedt, så de kan deles i flere stykker. I alt er der syv mulige længder. Så er det nemt at få til at gå op, og du undgår at skulle skære.
Start med at støvsuge alle sporene i spån pladen. Ellers risikerer du, at lidt snavs får alupladerne til at ligge skævt eller for højt.
Hold ca. 3 cm’s afstand imellem varmefordelingspladerne. Så har de plads til at udvide sig. Hvis det ikke lige går op på dit gulv, kan 2 og 5 cm også bruges hist og her.
I enderne, hvor sporet buer, skal der holdes ekstra afstand mellem bue og plade, så varmeslangen ikke bliver skadet af den skarpe aluminiumskant. 6 cm er passende.
Pladerne er nemme at knække. De består af tre dele i hver sin længde, så der er syv mulige længdekombinationer, alt efter hvordan man deler dem. Pas på fingrene! Pladekanterne kan være skarpe.
Nu er vi klar til varmeslangerne. Det er dem, der skal føre det varme vand rundt under gulvet. De skal lægges efter den plan og det mønster, du har lavet på forhånd (og evt. aftalt med den VVS’er, der skal tilslutte dem til dit varmeanlæg, hvis du ikke selv gør det).
Slangerne passer perfekt ned i sporene i varmefordelingspladerne, hvor de bliver holdt fast uden yderligere fastgørelse. Igen en nem løsning. Så hvis du husker at starte, som din plan foreskriver, er det blot at gå derudad.
Der, hvor slangerne skal føres ind på eller ud fra gulvet, skal der skæres plads til slangen. Det er nemmest med en multicutter.
Slangerne føres ud til fyret i tomrør. Det er en god idé at bruge silikonespray for at få det til at glide lettere, når slangerne skal skubbes igennem.
Ved halvmuren her mangler der et vendespor. De ligger kun langs ydervæggene. Med en overfræser med et notfræsejern er det nemt selv at fræse sporet.
Brug en stump varmeslange til at prøve, om dit fræsede vendespor passer, så slangen kan føres uhindret rundt.
For at sikre at gulvet bliver tilstrækkeligt stift og stabilt, skal vi have lagt en 12-mm-spånplade oven på gulvvarmen.
For at undgå knirkelyde lægges der først et lag gulvpap og så spånpladerne.
Spånpladerne skal skrues fast - og når du har brugt mange timer på at lægge undergulv og trække slanger, kan idéen om spidse skruer oven på de vandfyldte slanger give sved på panden.
Løsningen er en effektiv og konsekvent markering af, hvor slangerne ligger, så du ikke kvajer dig
Nu kan du lægge spånpladerne ud. De skal fylde hele gulvet. Vent lidt med den række plader, der ender med at dække vendesporene langs væggene. Sporene skal fortsat være synlige.
Pladerne samles med fer og not, og ligesom med de kraftigere plader med vendespor skal der trælim i samlingerne.
Nu kommer en af de vigtigste pointer! Kridtsnoren, der kan markere over meget lange afstande, skal i spil. Den er dækket af farvet kridt, og med et svirp kan den afsætte farven på underlaget.
Markér nu alle varmeslanger med kridtsnoren. Start fra den ene side, og tag én slange ad gangen. Du holder snoren i den ene ende, din makker holder i den anden.
Der findes et utal af klikgulve på markedet. Et laminatgulv som dette består typisk af en plade af HDF (high density fiberboard) med et lag laminat, der typisk har en eller anden træfarve og et træmønster.
Forudsætningen for, at det kan lægges godt, er et helt plant underlag. Det har vi her oven på gulvvarmen.
Inden vi starter, lægger vi et trindæmpende underlag, så laminatgulvet ikke klaprer oven på gulvspånpladerne.
I enderne trykkes samlingerne sammen ved at presse feren i det øverste bræt ned i noten på det underste bræt.
Hvis samlingerne ikke er helt plane, kan du slå dem sammen med en hammer og en klods, du lægger oven på gulvet.
Start med en prøveoplægning. Klik en række brædder sammen, og læg dem op, så afstanden ind til væggen cirka passer med et helt antal brædder. Tjek, hvor lige eller skævt lokalet er, og ret ind, eller skær til.
Nu kan gulvet skubbes ind til væggen, og så kan du komme videre. I de fleste tilfælde vil de inderste brædder være skåret til her - eller de vil blive det i den anden ende af rummet senere.
Sørg altid for at holde 1 cm’s afstand til alle vægge. Når gulvet suger og afgiver fugt, kan det nemt ændre størrelse med flere millimeter.
Fortsæt derudad. Klik, klik, klik. Sørg hele tiden for, at alle brædder bliver samlet helt tæt. Det er besværligt at skille det hele ad igen for at rette en gammel fejl.
Der vil altid opstå behov for at skære brædder til. Enten i længden, i bredden eller rundt om et hjørne eller et rør. Du kan klare langt det meste med en stiksav, men særligt omkring dørindfatningerne er multicutteren din bedste ven. Har du ikke sådan en, så køb den.
Til stiksaven kan du bruge en særlig klinge til laminat, der kan holde til opgaven.
Uden om et rør: Et varmerør, der står helt op ad væggen, bliver der plads til ved at skære en bue med stiksaven. Buen er lidt større end rørets diameter.
Laminatklingen kan holde til opgaven.
For at få gulvet til at passe ind under dørindfatningerne bruger vi en multicutter. Læg det trindæmpende underlag og et gulvbræt ud, og støt saven på det. Så passer højden.
Materialer
- 22-mm-gulvspånplader med spor til 16-mm-slanger (Novopan)
- 22-mm-gulvspånplader med vendespor, højre og venstre (Novopan)
- 12-mm-gulvspånplade med fer og not
- Aluvarmefordelingsplader (Novopan)
- 16-mm-gulvvarmeslanger (pexrør)
- Trindæmpende underlag til gulv
- Laminatgulv (her Pergo Elegant Plank)
- Gulvpap
- 4 x 30-mm-skruer
- Herudover styring, termostat mv. (Neotherm)
Tidsforbrug
Vi lagde 40 m2 varme og gulv i løbet af et par uger. Der er altid noget, der driller.
Pris
Ca. 1.300 kr. pr. m2 inklusive laminatgulv.
Sværhedsgrad
Du skal sætte dig ind i lidt teknik, og det er en fordel, hvis du har lagt et gulv eller to før, men det er ikke en forudsætning. Bare vær omhyggelig.
Tegning
Sådan er gulvet bygget op
Varmeslangerne ligger i plader med spor, og varmen får hjælp til at fordele sig med aluminiumsplader. Ingen af elementerne kræver særlig ekspertise eller særligt værktøj. Stort set alt kan klares med en skruemaskine og en sav.

Video
Tips & Tricks

Ingen rum er lige
Vær opmærksom på, at der højst sandsynligt er skævheder i det rum, du lægger gulv i. Mål derfor flere steder, og beslut dig på forhånd til, hvor evt. skævheder skal fordeles, så resultatet bliver så pænt som muligt.
Er rummet skævt, kan det blive nødvendigt at skære brædderne langs væggene til. Tilskæringer bør placeres i den mindst synlige ende af rummet.
Magasin-artikel
Hent magasin-artikel
Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.



