Hurtig besparelse: Skift cirkulationspumpen

Hvis din cirkulationspumpe er af ældre dato, er der fornuft i at skifte den. De nye sparepumper giver en solid gevinst på elregningen og tjener sig hurtigt hjem.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
3 timer
Pris
3.500 kroner

Intro

Cirkulationspumpen sørger for, at der er varmt vand i radiatorerne, og at det varme vand kommer frem til vandhanerne. Er din pumpe bare 5-10 år gammel, vil der være penge at spare ved at skifte til en moderne udgave, der automatisk regulerer, hvor mange kræfter (og strøm) der skal til for at opnå den ønskede effekt. Hvis dit hus er varmet op med et traditionelt oliefyr, må du gerne selv skifte cirkulations- pumpen, men du kan naturligvis også overlade det til vvs-manden, der typisk vil være et par timer om arbejdet. Under alle omstændigheder kan du lune dig ved tanken om en årlig strømbesparelse på op til 800 kroner, afhængigt af hvor meget strøm din nuværende pumpe bruger. Man regner med, at en moderne pumpe har en levetid på 15-20 år.

Vejledning

01
Af med vandet 2 Trin

1

Aftapning af vand. Sluk for strømmen, før du tapper vandet af. Her er hele installationen placeret i fyrrummet, og aftapningshanen sidder helt nede ved gulvet. Sæt en slange på, så vandet kan løbe ud i et afløb.

2

Væk med det gamle vand. Bliv ikke forskrækket, hvis det gamle vand viser sig at være sort. Det har ofte flere år på bagen, hvor det har cirkuleret rundt i husets radiatorer og vandrør. Mængden afhænger af anlæggets størrelse.

02
Af med pumpen 3 Trin

1

Afmonter den gamle pumpe. Før du prøver at løsne den gamle pumpe, bør du give unionerne et let slag med en hammer. De kan sidde godt fast, og slaget gør dem nemmere at skrue af.

2

Skru unionerne af. Brug en rørtang eller en skiftenøgle, og sørg for at placere en spand under pumpen, så de sidste vandrester kan blive samlet op.

3

Fjern pumpen. Når begge unioner er løsnet, kan pumpen trækkes ud. Er du i tvivl om, hvilken vej vandet pumpes, vil det ofte være markeret bag på pumpen med en pil. Tegn evt. retningen op på væggen.

03
Nye unioner 2 Trin

1

Pakgarn og paksalve. Sørg for at tætne med paksalve og pakgarn, inden de nye unioner monteres. Pakgarn skal altid vikles på højre om og smøres med paksalve.

2

Skru de nye unioner på. De gamle unioner passede ikke til vores nye pumpe, så vi skiftede dem. En ekstra rørtang er nødvendig til at holde røret med, mens du spænder unionerne.

04
På med pumpen 3 Trin

1

Monter først den nye pumpe i den ene side. Tjek vandretningen, og skru pumpen løst på. Vær omhyggelig med at placere den medfølgende gummipakning rigtigt mellem union og pumpe.

2

Nu skruer du pumpen på i den anden side. Igen skal pakningen rigtigt på plads, inden den store møtrik (unionen) skrues løst på.

3

Stram unionerne til. Når pumpen er monteret løst, drejer du den op på plads og spænder de to store møtrikker til, så du er sikker på, at alt slutter tæt.

05
Slut strømmen til 4 Trin

1

Smart eltilslutning. For at slutte strøm til pumpen fik vi elektrikeren til at montere en stikkontakt med jord. I den ene ende af ledningen monteres et specialstik, der passer i pumpen.

2

Skru ledningerne fast i specialstikket. Sørg for at afisolere ledningerne og skrue dem godt fast. Den grøn/gule ledning er jord og skal monteres ud for jordsymbolet. Kig i vejledningen, der følger med pumpen.

3

Sæt stikkets hætte på, når alle tre ledninger er skruet fast. I den anden ende af ledningen monterer du en stikprop med jord.

VIGTIGT! Før strømmen kobles til, er det vigtigt at fylde vand på anlægget.

4

Stikket klikkes på plads i pumpen.

Materialer

  • Grundfos Alpha Pro 25-40 pumpe
  • Pakgarn
  • Paksalve

Tidsforbrug

Regn med at bruge to-tre timer på udskiftningen.

Pris

Cirka 3500 kroner, men tjek pumpepriserne på nettet. Der kan være op til 40% at spare.

Sværhedsgrad

Ikke svært, men du skal være fortrolig med din varme-installation, før du giver dig i kast med opgaven.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...