Trænger huset til nyt tag, bør du overveje at give det et tag af stålplader. Ståltage egner sig nemlig også udmærket som tag på samme måde som tag af teglsten, tagpap etc. Ydermere kan et ståltag i mange tilfælde – på tage af tagpap og forskellige former for bølgeplader – lægges direkte oven på det gamle tag. Dermed undgår du at skulle fjerne det gamle tag, der samtidig kommer til at fungere som undertag for det nye tag. Det betyder desuden, at du på intet tidspunkt får “åbent” tag, og at du derfor kan give dig god tid til arbejdet.

Lettere end teglsten

Pladerne fås i mange forskellige fabrikater, der alle leveres i typiske tagfarver som sort, brun og rød. De er alle formet, så de får det færdige tag til at ligne et originalt tegltag. Men pladerne er langt lettere end tegl, og de fylder heller intet i sammenligning med traditionelle tegl, når de leveres. Alligevel er holdbarheden i top. De fleste ståltage holder i mere end 30 år, nogle er i dag næsten 50 år gamle.

REDAKTIONEN ANBEFALER: Overvejer du at få nyt tag? Så læs mere her om, hvad et nyt tag koster, hvilket type tag du skal vælge og hvilke overvejelser du skal gøre dig, inden du beslutter dig: Hvad koster et nyt tag?

To principper

Ståltagene kan groft sagt deles op i to grupper. Den ene gruppe fastgøres til lægternes lodrette sider. Denne type har en overflade af granulat, der gør pladen ru, og den leveres oftest i plader, der i højde svarer til en teglsten eller lægteafstand. Pladerne monteres hen ad taget fra toppen og nedefter. Banerne fastgøres med såkaldt skjult sømning i forkanten.

Den anden gruppe plader har glat overflade og leveres efter mål i forskellige længder, der passer til opgaven. De fastgøres ligeledes til lægter, men nedefra og op, og i baner, hvor to eller flere “sten” ligger over hinanden. Pladerne skrues fast ovenfra direkte ned i lægten med synlige skruer. Det er denne type, vi har brugt på “vores” tag, og vi har brugt både lange baner, der går fra tagryg til tagfod, og korte plader, hvis højde her svarer til to traditionelle tagstens højde. Typen hedder Topline og kommer fra firmaet Lindab.

Her gennemgår vi principperne og de vigtigste detaljer ved oplægning af tagplader på et glat tag samt et tag af bølgeplader. I begge tilfælde er der tale om tage med udhæng. Princippet for opbygningen af underlaget – et skelet af spær og lægter – som den nye tagbelægning fastgøres til, kan bruges til langt de fleste ståltage.