Intro
Vejledning
01
Læg det første lag rør
10
Trin
Før du kan lægge tagrørene, skal taglægterne skrues fast. Herefter lægger du rørene ud i lag - et lag for hver lægte. Begynd nedefra, og gør en tagside helt færdig ad gangen.
Husk, at tagets hældning skal være mindst 45 grader. Et stråtags tykkelse skal være minimum 25 cm. Du måler tagtykkelsen vinkelret fra overfladen af rørene til taglægterne.
Skru taglægterne på taget med en afstand på cirka 25 cm. Vi har brugt 70 x 5 mm skruer. Den nederste lægte skal gøres fast på højkant, mens resten skrues fladt på taget.
Dæk enderne af lægterne med en vindskede på 100 x 18 mm, og fastgør den godt. Saml vindskederne øverst på tagryggen i en spids eller som her med et mellemstykke.
Tag en 4 mm rustfri stålstang, og lav et buk på 5 cm i en vinkel af 90 grader i hver ende af stangen. Placer den over den nederste, flade taglægte, og læg rørene på i bundter under stangen.
Påskruning af korte tråde til binding er en nyere og mere simpel tækketeknik. Trådene strammes om den vandrette stang, så rørene fastbindes til tagets lægter.
Sæt en skrue (35 x 5 mm) med ståltråd i boremaskinens skruerør. Bor herefter skruen igennem midten af hvert bundt rør, og skru dem fast til taglægten nedenunder.
Lav en løkke i ståltråden, og stram stålstangen ned med sækkelukkeren. Bank stråene på plads, så taget er lige tykt over det hele. Skru og fæstn nu bundterne til stangen med cirka 20 cm’s mellemrum. Afstanden mellem bindingerne skal være så kort, at rørene ligger jævnt og fast. Stram løkkerne efter, når hele rækken er lagt.
Lad bundterne rage cirka 15 cm ud over tagskægget. Bank rørene ind på plads med et tækkebræt i en spids vinkel i forhold til tagfladen.
02
Læg de næste tre lag rør
5
Trin
Du skal nu lægge det andet lag tagrør - og herefter tredje og fjerde lag. Disse lag skal være tyndere end det første. Det er almindeligt at tække taget lidt tyndere mod toppen, da sliddet her er mindre. Læg et bundt rør ad gangen, og fastgør det til lægten og stålstangen med det samme.
Selv om de professionelle ikke bruger sikkerhedsudstyr, bør du gøre det. Brug som minimum kraftige arbejdshandsker, sikkerhedshjelm med visir og høreværn, når du bruger kædesav.
Bøj stålstangen som ved første lægte, og placer den over anden lægte nedefra. Læg et bundt tagrør under stangen, og bred det lidt ud. Vi har her brugt seks bundter (på hver tagside) til andet lag.
Stik træpinden med modhager ind i bundtet og drej den 90 grader. Nu holder modhagerne automatisk stålstangen stramt ned mod rørene. Stik tækkekniven godt ned i taget for at markere, hvor langt bundtet skal bredes ud.
Hold rørene helt på plads med dit knæ eller en albue. Fastgør rørene ved at skrue dem fast i taglægten nedenunder - igen med cirka 20 cm’s mellemrum.
03
Sæt tagryggen på plads
3
Trin
Rygningen med halm afslutter taget oppe på tagryggen, hvor man ikke kan tække, og den har som funktion at modvirke pres fra kraftig vind. Halmen holdes på plads af hønsenet og tagryttere - også kaldet kragetæer. Vi har valgt selv at save tagrytterne ud, men de kan også købes færdiglavet. Både halmrygning og tagrytterne har en kortere levetid end taget.
De to ekstra stålstænger skrues på hver tagside på den yderste spids af rørene fra fjerde lag. Fastgør nu en bane hønsenet til stålstangen over fjerde taglægte. Én på hver tagside, så der opstår en lomme til halm.
Læg et underlag af tagpap hen over tagryggen, og fyld på med halm i cirka 15 cm’s tykkelse. Snør til sidst de to hønsenet godt sammen om halmen. Brug ståltråd.
Materialer
TØMMER:
• 10 taglægter a 38 x 57 mm
• 4 trykimprægnerede brædder a 100 mm x 18 mm til vindskeder
• 50 skruer a 70 x 5 mm (skruernes størrelse afhænger af tagets tykkelse)
TAG:
• 50 bundter tagrør
• 10 rustfri stænger a 4 mm x 2,5 meter
• 150 skruer a 35 x 5 mm med ståltråd (vi har her brugt “35 mm torx 25 med kort tråd”)
RYGNING:
• 2 baner hønsenet a 2,5 meter (hønsenettet skal have en maskestørrelse på 40-50 mm og en bredde på 0,90 eller 0,75 meter, da andre typer bliver for stive i nettet eller for store/små i masker)
• 1 bane tagpap, 2,3 meter
• 1 balle halm
• Rustfri ståltråd
• 12 tagryttere, fx i kløvet egetræ
• 6 kroge bukket af 30 cm 4 mm rustfrit stål (til at samle tagrytterne to og to)
Tidsforbrug
3 dage
Pris
Cirka 3000 kroner. (Skal en tækker lave det, koster det cirka 5000 kroner)
Et nyt stråtag koster ca. 525-600 kr. pr. m2 alt efter omfanget af tømmerarbejde og brandsikring. Legehusets tag har en længde på 2,30 meter og en højde på 1,20 meter.