Byg selv legehus i træer eller på jorden
Plager ungerne om eget hus i haven? Så har du vundet det perfekte gør det selv-projekt. Her kan du give fantasien og kreativiteten frit løb, for der er masser af muligheder. Du finder trin for trin-byggevejledninger til dem alle her på siden.
Legehus i træ
Du skal have fat i sav og skruemaskine, for det er mere end oplagt at bygge legehuset i træ. Prisen er du næsten selv herre over, det er kun dine (og muligvis børnenes) ambitioner, der bestemmer, om det skal være et simpelt lille A-hus, en træhytte oppe i et træ, et legehus i moduler, børnene selv kan flytte rundt på – eller luksusudgaven, der står på pæle, og som vil give alle naboernes legehuse baghjul.
Billigt legehus
En stak billige brædder kan lynhurtigt omdannes til smarte byggeklodser til et billigt legehus, som børnene selv kan samle på alle mulige kreative faconer. Hak i hak-samlingerne giver utallige muligheder for at bygge huse, både eller flyvemaskiner. Når du har lavet en god stak brædder klar, skal der blot tilsættes børnefantasi, så er alt muligt.
Løsningen er så enkel, at de større gør det selv-børn også kan være med til selv at lave brædderne. Og skal brædderne males, kan selv de små være med.
En anden forholdsvis billig løsning er det lille trekantede A-hus, som er bygget af standard-træ fra byggemarkedet. Her kan ungerne kravle op i det hævede, hyggelige lille hus og indrette deres helt egen hule.
Byg selv legehus i luksusudgave
Skal børnene have det bedste af det bedste – og vil du gerne have et legehus, der faktisk er pænt at se på, så skal du gå efter luksusmodellen. Huset er den perfekte idyl, bygget på pæle, så det næsten er en træhytte, blot til haven uden store træer.
Det er naturligvis ikke helt billigt, men til gengæld giver det gør det selv’eren noget at lege med, mens der bliver bygget.
Legehus i træer
Og så er der selvfølgelig den ultimative drenge- eller pigedrøm: Hytten i træet. Den får du også en guide til, og har du træer af en vis størrelse, er det altså en virkelig sjov udfordring at bygge. Og en drøm at lege i.
Igen tager vi udgangspunkt i materialer fra byggemarkedet, og vi holder prisen nede – for med mindre du har en kæmpe børneflok, skal legehuset jo nok ikke holde i mange, mange år, før ungerne er så store, at det er helt andre og langt større boligprojekter, de skal bruge din hjælp til.
SE BYGGEVEJLEDNING: I byggevejledningen her kan du se, hvordan vi bygger en hule i et træ.