Mellem tagspærene, der er 45 x 95 mm, må der være op til en meters afstand målt fra midten af hvert spær. Lægterne skal være mindst 73 x 38 mm, og dem monterer fagmanden med 5 x 100 mm climate-spunskruer. En skrue gennem hver lægte og ned i spæret er nok.
Han starter med at montere den første lægte øverst. Derefter monterer han den nederste lægte. Den skal sidde, så den holder kant med spær-enderne, derved kan sternbrættet, der skal monteres senere, sidde helt lodret. Det gøres nemmest ved at holde tommestokken på spærenden og flugte lægtens overkant.
Fagmanden skruer den første skrue i med det samme, så han har bedre hold på lægten. Når den nederste lægte er gjort fast, måler han fra midten af den øverste lægte og ned til overkanten af den øverste lægte. Her er der 130 cm, og det mål halverer han og afsætter et mærke, hvor den midterste lægte skal sidde.
Den skrues også fast med en enkelt skrue ned i hvert spær. Inden Fastlock-pladerne monteres, bør du have sat sternbræt og tagrendejern på, da det er meget nemmere at gøre i denne del af processen. Sternbrættet skal placeres, så overkanten flugter taghældningen, og her er tommestokken også en udmærket hjælper. Med sternbræt og konsoljern på plads skal der måles ud til de beslag, som pladerne skal sidde på. Fra enden af lægterne måler fagmanden 21 cm ind og sætter et mærke. Det samme gøres på den øverste lægte.
Ved at lægge en retskinne eller et langt vaterpas mellem de to punkter streges der op på de øvrige taglægter. Skruerne, som skal holde pladerne, skal sidde præcist på stregen. Beslagene kan også monteres med søm, men fagmanden har her valgt at skrue dem i med 3,5 x 50 mm skruer. Den samme størrelse skal bruges, hvis man benytter søm.
Når det første beslag er skruet fast, bliver arbejdet meget lettere. Med pladerne følger nemlig et afstandsjern, som bestemmer afstanden til det næste beslag. På den måde går arbejdet både hurtigt, ligesom det er helt præcist. Nu kan den første plade monteres.
I bunden skal pladen gå 3 cm ud over den over inderste tagrendekant, derved løber regnvandet ned i tagrenden og hverken ud over eller ind under tagrenden. Nu, hvor alt forarbejdet er gjort, er det bare at klikke de enkelte plader på – en for en. Pladerne kan ikke vendes forkert, da de to kanter er forskellige. Den til venstre er større, da den skal overlappe den foregående plades kant.
Det smarte kliksystem holder helt tæt, og der skal ikke bruges så meget som en enkelt skrue for at holde pladerne på plads. Kun i de to sider, hvor taget ender, skal pladerne skrues fast. Men det gøres meget enkelt ved at monteres de medfølgende beslag med et enkelt søm.
Der skal kun et beslag i hver lægte. Når taget er lagt, er det bare at hive beskyttelsesfilmen af og glæde sig over det nye tag. Fastlock-pladerne fås helt gennemsigtige, men også hvide, blå, gule, grønne, grå og røde. Hver plade er 20 cm bred og fås i længder a 300, 350, 400, 450, 500 eller 600 centimeters længde og kan desuden også bestilles på andre længder.