Sådan fikser du hullet i tagpappet

Det er irriterende, hvis vandet drypper på grund af hul i tagpappet. Værre er det, hvis der går råd i konstruktionen, og hele taget skal skiftes. Så spar dig for besværet og fiks hullet, inden det udvikler sig. Et hul i et tagpap-tag lappes med tagmasse og et stykke glasfiber.

1. Rengør området omkring skaden

Brug først en stålbørste til at tage det grove, bagefter en blød børste til det fine. Du skal gøre rent min. 15 cm hele vejen rundt om skaden. Det sikrer, at tagmassen kan hæfte ordentligt fast.

2. Smør tagmasse på taget

Smør tagmasse på taget i et godt, tykt lag. Det er vigtigt, at du rører den grundigt igennem inden, da du ellers risikerer kun at smøre petroleum på. Brug en stor pensel, og smør tagmassen på i et område, der er lidt større end det væv, der skal på.

Glasfiberstykket kan klippes til med en saks. Det skal være lidt mindre end området med tagmasse.

3. Læg vævet ned i tagmassen

Klip det først til i et passende stykke. Det er vigtigt, at du glatter vævet ud, så det ligger helt plant med taget – der må ikke være luftlommer.

4. Tryk vævet fast i tagmassen med penslen

Sørg for at glatte vævet helt ud. Start rundt i kanten, så det ligger godt fast. Smør så et nyt lag tagmasse ud over hele området.

Tagmassen skal drysses med skifergranulat, der skal dække hele området.

5. Strø skifergranulat ud over al tagmasse

Hellere lidt for meget end lidt for lidt. Det overskydende børstes væk dagen efter. Skifergranulatet beskytter mod solen, så det må du ikke undlade. Det fås i flere farver, så køb det, der matcher bedst.

Læs mere om tagpap her.

    Andre læser lige nu ...