Nyt tag på en weekend

Disse tagplader er utroligt hurtige og nemme at arbejde med. På blot en enkelt weekend kan du lægge nyt tag på sommerhuset eller garagen. Og endda nå også at udskifte sternbrædder og vindskedebrædder.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 weekend
Pris
120 kr/m2

Intro

Trænger tagpaptaget på dit sommerhus, dit udhus, dit legehus eller din garage til udskiftning? Så kan du både hurtigt og nemt skifte det ud med en ny type tagpladebelægning, som kan købes for helt ned til 80 kroner pr. kvadratmeter.

Tagpladerne, der hedder Onduline, er bølgeformede og kan lægges direkte oven på det gamle tagpaptag. Forboring er ikke nødvendigt. Du slår ganske enkelt en række riflede specialindfarvede søm igennem tagpladerne og ned i brædder under tagpappet.

Supertynde plader

Pladerne er kun 3 mm tykke, og ved første blik kan de godt virke lidt “slaskede”. Men tag ikke fejl. Pladerne er tilsat et stærkt harpiksprodukt, der forsegler fibrene og gør pladerne modstandsdygtige over for kondensvand og surt vand. Producenten giver hele 20 års garanti mod vandgennemtrængning. Forudsat at de er lagt efter forskrifterne. Du kan skære i tagpladerne med det værktøj, som du normalt anvender, når du skal save i træ, det vil sige fukssvans, stiksav eller rundsav.

Vælg mellem fire farver

Pladerne findes i fire farver: Sort, grøn, rød og brun. Du kan også få en klar udgave, der bruges på steder, hvor der er behov for ovenlys.

I artiklen viser vi, trin for trin, hvordan du lægger tagpladerne. Vi lægger tagpladerne på et gammelt tagpaptag. Men de kan også lægges med lægter oven på gamle eternitplader og lignende. Og så kan de naturligvis også lægges med lægter på nye undertage.

LÆS OGSÅ: Læg et hurtigt tag med eternitplader

Vejledning

01
Sådan lægger du taget 10 Trin

1

Inden du fjerner det gamle vindskedebræt, er det en god idé at måle tagets hældning. Hold et vaterpas som vist på smigvinklen, og spænd vinklen fast i den korrekte vinkel.

2

Vindskedebrættet og afdækningsbrættet brækkes af med et koben. Fjern eventuelle fodblik, sternlister, papsøm og andet fra sternkanten.

3

Skru et lige bræt på taget som "land", og skær gennem tagbrædder og spær - så langt som klingen kan nå. Slå streger efter en vinkel på spærene, og sav dem igennem med en fukssvans.

4

Læg et lige bræt på tagfladen, og skub derefter sternbrættet (her 25 x 150 mm) op til brættet på taget. Herpå skruer du sternbrættet fast til spærenes ender.

5

Hold en lægte - eller et lignede stykke træ - fast under tagbrædderne langs kanten, og montér den med skruer. Skær sternbrædderne af i plan med lægten.

6

Skru et vindskedebræt (25 x 150 mm) fast til lægten i niveau med sternbrættet. Placér andet bræt (25 x 100 mm) 35 mm højere. Første bølge på tagpladerne vil nu hvile på det øverste vindskedebræt.

7

Brug et lige bræt eller en føringsskinne til at styre saven, når du skal korte tagpladerne af. Har du en stor rundsav, kan du sagtens tage fem tagplader på en gang.

8

Læg en hel plade nederst, så den rager 4 cm ud over sternbrættet. Kort næste plade af, og skær den igennem til halv bredde. Læg rækkerne med en halv plades forskydning, så du undgår hjørneafskæringer.

9

Rygningerne er så fleksible, at de uden besvær kan bukkes til den aktuelle vinkel. Rygningen monteres i takt med den øverste række tagplader. Lig eller stå ikke direkte på tagpladerne.

10

Lav en målelægte med mærker, så er det nemmere at lave helt lige sømrækker. Når det gælder pladeoverlæg og antal søm, skal du følge anvisningerne i den medfølgende lægningsvejledning.

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

Tips & Tricks

Sæt prik over i’et med nyt træværk

På vores sommerhus var vindskedebrædderne lige til at kassere. Det er naturligvis ikke altid nødvendigt. Hvis brædderne er i god stand, kan du afmontere dem forsigtigt, så træet ikke beskadiges.

Derefter monteres de igen i en højde, så første bølge på tagpladen dækker øverste vindskedebræt (se også foto nr. 6).

Sådan får du et pænt resultat: Vindskedebrædderne skal rage 3 centimeter længere ud end sternbrædderne. Tagpladerne skal rage 4 centimeter ud.

En perfekt afslutning på toppen af taget: Enden af den første rygning skal ligge i niveau med kanten af tagpladerne, og samlingerne mellem rygningerne skal være helt tætte.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...