Effektiv lappeløsning

En utæt tagrende kan gøre stor skade på dit hus, og begynder vandet at løbe gennem renden, skal den tætnes ved første lejlighed. Det tager højst en time med lapper, der er skabt til formålet.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 time
Pris
180 kroner

Intro

Bare en lille utæthed i tagrenden kan på kort tid resultere i alvorlige skader på huset - så det er heldigt, at de små skader klares med meget små reparationer.

For at bevare strømningen i bunden af renden er den bedste løsning ofte at arbejde på rendens yderside, fx ved at placere et samlestykke under skaden. Men små revner og huller kan du lukke fra indersiden, og det tager få minutter med lapper skabt til de hårde betingelser.

Her bruger vi Rep-bånd fra Dana Lim, en armeret butyltape så tynd, at den kan sidde på indersiden af renden uden at stoppe vandets strøm. Afgørende er så at rense stedet grundigt for snavs og fedt.

PROBLEM:
Hullet i tagrenden er begyndt at gå ud over træværket, så det skal vi have fikset i en fart.

LØSNING:
Hullet lukkes effektivt med butyltape så tyndt, at du kan klæbe det på rendens inderside.

Tidsforbrug

Højst en time

Pris

Rep-båndet fra Dana Lim koster 180 kroner for 3 meter, så vores lap koster 12 kroner.

Sværhedsgrad

Her kan alle være med.

Vejledning

1

Du skærer en passende lang lap ud af det selvklæbende butylbånd, mens den tynde plastfolie stadig dækker den klæbende side. Tag bare rigeligt.

TIPS: Hvis hullet sidder i hjørner, er det ofte bedre at lukke med en fx Tag-tæt på tube.

2

Renden tørres grundigt. Først med en bomuldsklud, så du fjerner vand og snavs. I anden omgang tages fedtet med en renseserviet. Fedthinder sætter sig alle steder, og stedet skal være helt rent, for at du kan få lappen til at sidde rigtig godt fast.

3

Lappen skæres til i bredden. Skub den ene side af lappen op til bagsiden af renden, og skær af ved toppen af renden på forsiden med en skarp hobbykniv.

4

Lappen klæbes fast. Prøv dig frem, til du er sikker på, at lappen går mindst 5 cm ud på begge sider af hullet, og streg placeringen op. Nu fjerner du beskyttelses-plasten, mens du masserer båndet på plads fra én side, så du undgår luftbobler.

5

Kanten af lappen trykkes helt flad, så vandet kan løbe så uhindret som muligt i bunden af renden. Jo bedre du har renset stedet, og jo mindre reparationen bremser vandet, jo længere vil den lille reparation holde. Med lidt held i mange år.

    Andre læser lige nu ...