Sådan lægger du teglsten

På dette lille halvtag vil vi vise, hvordan du lægger tegl på taglægter. Er du ikke en rutineret taglægger, er det en god idé at lave en prøveoplægning på jorden.

Lægteafstanden skal justeres, så den passer til teglenes top og bund. Denne afstand varierer fra tegl til tegl, så husk at spørge hos leverandøren. Her bruger vi genbrugstegl magen til dem, der ligger på resten af huset, så her må vi prøve os frem. Med en lægteafstand på 30 cm ligger teglens topkant og bund korrekt.

Når den optimale afstand er fundet, streges der op på remmene, hvor taglægterne skal placeres. Lægterne skrues fast til Spærene med rustfrie skruer. Bemærk, at du altid bør bruge godkendte T1-lægter, når du laver tagkonstruktioner. Den yderste lægte vendes på højkant. På den måde kommer nederste række tegl i samme plan som de øvrige, der jo overlapper hinanden.

Når de 6 taglægter er på plads, er det tid til at få teglene op. Her er det absolut nemmest, hvis du har en hjælper, der kan lange dem op til dig. Lav nogle mindre stabler teglsten, så du nemt kan komme til dem. Den allerførste sten skal i dette tilfælde tilpasses, så der bliver plads til nedløbsrøret. Vi har tegnet op, hvor teglen skal skæres. Har du en stiksav, er arbejdet faktisk ganske nemt med en klinge til keramiske materialer.

Stille og roligt skærer du en blød kurve i teglen, som havde det været i almindeligt træ. Du kan tilmed fjerne de små grater med klingen, inden teglstenen lægges på plads op ad nedløbsrøret. Når man lægger tegl, startes der altid i det nederste højre hjørne, hvorefter der arbejdes diagonalt op mod det øverste venstre hjørne. Kun på den måde bliver stenenes overlap korrekt.

Stenene samles lidt ligesom Legoklodser, hvor den sten, der lægges, skal lappe over toppen af stenen nedenfor, samtidig med at den også overlapper nabostenen til højre.

Når først du har fået taget på det, går det forbavsende hurtigt. Nogle nyere tegl skal fastgøres i bestemte mønstre, men på disse gamle tegl sker det først efter lægning. Taglægterne er bevidst lavet for lange, for der er ingen grund til at korte dem af, før du kan se, hvor langt den sidste tegl kommer ud.

Med en vinkel streges der op, hvor lægten skal kortes af. Her kommer taget til at stikke ca. 8 cm ud over remmen, hvilket er meget passende. Et par cm fra eller til spiller ikke den store rolle. Den yderste række tegl fjernes og der streges op på alle lægter, hvor de skal skæres. Selve skærearbejdet udføres nemmest med en stiksav, men du kan naturligvis også benytte en almindelig håndsav.

Efter lægterne er kortet af, kan den sidste række tegl lægges op igen. Du kan stadig nå at justere teglene en smule, hvis der er en enkelt, der ligger en smule skævt. Teglene låser hinanden fast, men de ligger stadig løst på lægterne. Derfor skal de bindes. På disse tegl gøres det d et stykke ståltråd, der føres gennem hullet.

I lægten slås et søm med fladt hoved halvt, hvorefter ståltråden vikles omkring sømmet, som til sidst bankes helt i. Gøres dette på ca. hver 5. tegl i hver række forskudt for hinanden, er taget låst godt og sikkert fast.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Tegltag