Plantetrappen giver ekstra plads til terrassens krukker

Hvis du ikke har plads til flere planter på terrassen eller altanen, så byg i højden! Med en plantetrappe kan krukkerne stilles på hylder, og den plantetrappe vi bygger her, kan oven i købet rulles rundt og placeres præcis, hvor det passer dig.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
6 timer
Pris
500 kroner

Intro

Solid plantetrappe med masser af plads

Plantetrappen er bygget op om en bundramme og to hylder. Bundrammen skal kunne bære de tungeste planter, og skal derfor være særligt solid. Ved at sætte trekantede klodser ind i bundrammens hjørner og placere en tværstiver under hyldens brædder får du en hylde, der kan holde.

LÆS OGSÅ: Hvilke bjælkesko skal jeg vælge?

Brædderne til hylderne består af 21 x 95 mm flækkede forskallingsbrædder, der måler 21 x 45 mm. For at sikre stabiliteten forsynes konstruktionen på plantetrappen med to tværgående afstivninger, der samtidig danner bagkant for de øverste hylder, så planterne ikke kan falde bagud ned af hylderne.

Vejledning

01
Saml bundrammen 5 Trin

1

Saml rammen af stykkerne A og B. Skyd tre klammer i hver samling med en sømpistol, eller sæt to skruer i. Du skal ikke spekulere på, om rammen er solid og i vinkel endnu.

2

Kom godt med snedkerlim på trekanternes (C) kanter. Brug en udendørs snedkerlim, den kan holde til fugtpåvirkningerne udendørs.

3

Sæt de fire hjørner (C) fast i rammens hjørner. Spænd dem fast med tvinger. Hjørnerne sikrer, at rammen nu er i vinkel.

4

Skyd hjørnerne (C) fast igennem sidestykkerne (A og B). Brug 40 mm klammer, eller skru hjørnerne fast med 4 x 40 mm skruer.

5

Mål 45,5 cm ind fra den ene ende. Afsæt et mærke på sidestykkerne (A). Her skal du sætte en forstærkning (K), fordi den nederste hylde er udsat for stor belastning, når det hele er samlet.

02
Byg hylderne 3 Trin

1

Sav et hak ud for din markering på begge langsider (A). Hakket skal være 4,6 cm bredt - 2,3 cm på hver side af markeringen. Sav lodret ned med stiksaven, derefter skråt, og fjern det sidste med et vandret snit. Læg tværstiveren (K) i.

2

Mål op til afstanden mellem de 11 brædder på bundhylden. Sæt de to yderste brædder fast, og læg så de øvrige op som vist. Mål det overskydende stykke, og del det i 10, så har du den indbyrdes afstand mellem brædderne (21 mm).

På alle hylder stiftes brædderne fast til rammen.

3

Stift brædderne (J) fast. Du kan enten måle afstanden til næste bræt hver gang eller finde et stykke liste eller lignende, som sikrer den rette afstand. Følg samme procedure for de øvrige hylder (7 brædder på midterste, 4 på øverste hylde).

03
Sæt siderne på 5 Trin

1

Sæt det lodrette sidebræt (D) fast på bundrammen, som du nu har bygget færdig. Tjek omhyggeligt, at det er i vinkel, inden du stifter eller skruer det fast på bundrammen.

2

Læg det skrå sidebræt (E) på, og bor for med et 5 mm bor ind igennem det lodrette sidebræt (D). Brættet (E) er skåret i smig på 20 grader.

3

Skru den midterste hylde fast. Brug 5 x 40 mm skruer. Hylden placerer vi 85 cm fra den nederste hylde, så der er plads til store planter på nederste hylde. Skruerne gør konstruktionen mere stabil, end stifterne kan klare.

4

Vend reolen om. Nu skal du gentage trinene fra 1-3, så du også får sat sidebrædderne (D og E) fast her. Øverste hylde skrues fast til sidebrædderne.

5

Skru de to sidebrædder (D og E) sammen med 5 x 100 mm skruer. Selv om du stifter de øvrige dele sammen med stiftpistolen, er du nødt til at bruge skruer her for at holde delene sammen.

04
De sidste detaljer 4 Trin

1

Sæt hjul under bundrammen. Jo større hjul du vælger, jo bedre kører reolen på belægningen, og jo større belastning kan den bære.

2

Sæt en streg 1 cm fra enderne på stabiliseringsbrædderne (H). Så sikrer du, at du får sat dine skruer korrekt.

3

Skru stabiliseringsbrættet (H) fast med 5 x 40 mm skruer. Din markering hjælper dig til at ramme ind midt i de lodrette sidebrædder.

4

Sæt en streg cirka 10 cm fra den midterste hyldes overkant. Sæt så det andet stabiliseringsbræt (H) fast. Nu er din plantereol færdig.

Materialer

21 x 95 mm høvlet forskalling:
• 2 rammesider (A) a 95 cm
• 2 rammesider (B) a 65,3 cm
• 2 sider (D) a 170 cm
• 2 skrå sider (E) a 188 cm
• 2 hyldebærere (F) a 47,8 cm
• 2 hyldebærere (G) a 23,5 cm
• 2 stabiliserende brædder (H) a 99,2 cm
• 22 hyldebrædder (flækket) (J) a 95 cm
• Understøtning (K) 69,5 cm

45 x 145 mm reglar:
• 4 hjørner (C), savet i 90°

Desuden:
• 4 møbelhjul
• 5 x 40 mm og 5 x 100 mm A4-skruer
• Evt. 40 mm stifter til stiftpistol
• Grund- og topmaling

Specialværktøj
• Evt. stiftpistol

Tidsforbrug

Når delene er savet ud, tager samlingen ikke mere end en halv dags tid.

Pris

Cirka 500 kroner

Sværhedsgrad

Her er et godt begynderprojekt eller et hurtigt projekt til den øvede.

Tegning

Sådan samler du reolen

Tegningen viser, hvordan vi samlede vores plantereol, men du kan naturligvis
bygge den, som det passer dig. Det vigtigste er en solid bundramme, de lodrette
sidebrædder (D og E) og de stabiliserende brædder (H). Om du herfra vil have
flere eller færre hylder, en smallere eller bredere reol osv. – det bestemmer du.

Bundrammen er forstærket
af fire hjørner, skåret af
45 x 145 mm reglar.

Sådan samler du reolen

Video

VÆRKTØJ: Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

TIPS: Stopklods til kapsaven

VÆRKTØJ: Sådan bruger du dykkerpistolen

I videoen her lærer du om dykkerpistolens funktioner og indstillingsmuligheder. Pistolen er en stor hjælp til en lang række opgaver, hvor du gerne vil sømme hurtigt og med en hånd fri til at holde på emnet, fx ved montering af fodpaneler, gerigter, skyggelister, forskallingsbrædder og udhængsbrædder.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Terrasse