Tid og kræfter?
Når du skal overdække en terrasse, kræver det nogle stolper, der kan bære det tag, du vælger. Og de stolper skal stå solidt fast, for selv den mest spinkle overdækning skal kunne modstå vind, også når det stormer.
Stolperne kan du fundere på flere måder. Nogle kræver en del tid og kræfter, andre er hurtigere at få på plads.
I skemaet herunder får du et godt overblik over dine muligheder. Du kan blandt andet sammenligne priser, fordele og ulemper på tværs af materialerne.
Sammenlign (4 materialer)
Trykimprægneret stolpe

Beskrivelse
Trykimprægnerede stolper er den direkte og billigste vej til en fundering, du kan bygge videre på med det samme.
Priseksempel
- 75 x 75 mm, 3 m lang: ca. 80 kr.
- 97 x 97 mm, 3 m lang: ca. 135 kr.
- Ø10 mm cylinderdrejet, 3 m lang: ca. 150 kroner
Opdateret januar 2025
Hvor bruges
Trykimprægnerede stolper kan bruges mange steder, fx til hegn, og ofte som bærende stolper til mindre konstruktioner som carporte, overdækkede terrasser og skure.
Fordele
- Du kan bygge videre med det samme
- Du behøver ikke ekstra materialer fx beton
Ulemper
- Begrænset holdbarhed i jord, afhængigt af jordbundsforhold
- Har tendens til at vride sig, når de tørrer
Styrke
Trykimprægnerede stolper er stærke og kan bære både hegnsbeklædning, terrasser og overdækninger mv.
Dimensioner
- Tykkelse (firkantede): 75x75, 97x97, 125x125 og 150x150 mm
- Tykkelse (runde): Ø8, 10, 12, 14, 16 og 18 cm
- Længde: 210, 240, 270, 360 og 420 cm
Stolpesko

Beskrivelse
Stolpeskoen består af et stålspyd med en vinklet sko på toppen, som en stolpe eller en rem af fx spærtræ placeres i.
Priseksempel
- U-formet 90 x 90 mm: ca. 50 kroner
- L-formet 75 x 60 mm: ca. 40 kroner
Opdateret januar 2025
Hvor bruges
Stolpeskoen bruges til punktfundering af mindre byggerier som fx skure o.l.
Fordele
- Nemme at justere ind i afstand og højde
- Tidsbesparende i forhold til støbning af fuldt fundament
Ulemper
- Mindre stabil end nedgravet stolpe, særligt ved hegn, der modsat et skur kun har to “hjørner”
- Mindre velegnede til bygninger, hvor du ønsker et isoleret gulv
Styrke
Når stolpeskoen er støbt fast i et solidt fundament, er det en stærk løsning.
Dimensioner
- Bredde: 50, 75, 90, 100 mm
- Højde: 40, 70, 90 mm
Jordskrue

Beskrivelse
Jordskruen består af en overdimensioneret skrue, der borer sig solidt ned i jorden. Ovenpå kan du så fastgøre dit byggeri.
Priseksempel
- 60 cm lange, til 70 x 70 mm stolper ca. 300 kroner
- 75 cm lange, til 70 x 70 mm stolper: ca. 450 kroner
Opdateret januar 2025
Hvor bruges
Jordskruer bruges til fundering af alt fra hegn og tørrestativer til skure og huse.
Fordele
- Lynhurtig at gøre fast
- Ingen tørretid
- Intet gravearbejde
- Kan genanvendes
Ulemper
- Dyrere end mange alternativer
- Ikke mange forhandlere
Styrke
Skruefundamenter er superstærke. Afhængig af jordtype kan skruefundamenter bære et tryk på op til 15 tons.
Dimensioner
- Skruediameter: 10-100 mm
- Længde: 70-300 cm
Stolpesten

Beskrivelse
Stolpestenen består af en støbt betonklods med et stolpebeslag på toppen. Klodsen graves ned og fungerer som fundament.
Priseksempel
- 80 cm sten med stolpesko: cirka 150 kroner
Opdateret januar 2025
Hvor bruges
Stolpesten bruges som punktfundamenter, der graves ned i jorden, hvorefter du blot kan bygge videre med det samme.
Fordele
- Hurtig fundering uden støbning og tørretid
- Nem at justere i højden
Ulemper
- Tung at arbejde med
- Dyrere end selv at støbe punkter
- Svær at justere sideværts
Styrke
Stolpestenens styrke afhænger i høj grad af dens størrelse. De største er de mest solide.
Dimensioner
- Højde: 30-80 cm
- Bredde: 10-20 cm
- Vægt: 20-50 kilo
Gør Det Selvs udvalgte

Trykimprægneret stolpe
– det kræver dog en del gravearbejde

Stolpesko
– stærk løsning i støbte punktfundamenter
Økonomi?
Den billigste løsning er helt klart at grave huller og sætte stolper. Du skal bare gøre det rigtigt, ellers rådner stolpen bort. Du kan omvendt betale dig fra det meste af det hårde arbejde og fx vælge jordskruer, der er monteret på få minutter. Men prisforskellen er til gengæld til at få øje på. Der er mange hundrede kroner at spare.
Sæt dig ind i mulighederne, og vælg den løsning, der passer dig og din overbygning bedst.