Overdækning terrasse
En overdækket terrasse er en terrasse, hvor der er bygget et halvtag. Det kan fx være et halvtag i trapezplader eller glas. Du kan også nøjes med at opsætte en sejldug. En overdækket terrasse giver et ekstra uderum, hvor du kan sidde i ly og læ for regn og blæst.
Byg selv en overdækket terrasse
Terrasseoverdækning giver dig et ekstra uderum, hvor du ikke skal bekymre dig om dug og regnbyger. En terrasseoverdækning er også godt for dine havemøbler, der kan stå i læ for vejr og vind.
Hvordan bygger man en overdækket terrasse? Det får du svar på her på denne side, hvor vi har samlet en masse guides til, hvordan du selv bygger en overdækket terrasse i træ. Uanset hvilken trækonstruktion du vælger, viser vi dig, trin for trin, hvordan stolper, skråstivere, overliggere, spær og remme saves til i de rigtige længder og monteres - og hvordan du får lavet selve overdækningen, så den kan klare både regn, sne og blæst - og får den rigtige hældning væk fra huset. Følg vores byggevejledninger her. Så er du helt sikker på, at du får en overdækket terrasse, der er bygget solidt.
Stolper til overdækket terrasse
Uanset om du vælger luksus udgaven med materialer af fx sibirisk lærk, eller en overdækket terrasse lavet af billigere trykimprægneret tømmer, kan du bygge en lækker overdækket terrasse.
Størrelsen på terrassen afgør, hvor mange stolper overdækningen skal støtte på. Du kan fx vælge at grave stolperne ned og støbe dem fast. Det giver en stabil konstruktion. Du kan også sætte stolperne på stolpesko, men så skal du huske at afstive konstruktionen - fx ved at sætte skråstivere i toppen af bjælkerne. Se hvordan du gør i vores artikler om overdækket terrasse.
Valg af terrasse-tag til overdækket terrasse
Når du skal vælge tag til terrassen, kommer det helt an på pris og ambitionsniveau. Du kan fx vælge den traditionelle og billige løsning med trapezplader. Søger du derimod en overdækket terrasse med frit udsyn til himlen, så er glastag måske noget for dig. Du kan også vælge at bygge taget på en overdækket terrasse af gennemsigtige PC-plader (polycarbonat) - de er i modsætning til glas nemme at arbejde med. Og så er de nemme at vedligeholde, da de renser sig selv, når regnvand fra husets tag løber ned over dem.
Uanset hvilken type terrasseoverdækning, du vælger, vil du opleve, at du får et ekstra uderum, hvor du også kan sidde ude på de køligere sommeraftener.