Sådan bygger du den perfekte væg af gips

Alle kan bygge en gipsvæg, men hvis det endelige resultat skal sidde lige i skabet, er der en række teknikker, der er gode at have styr på. Vi viser dig derfor, hvordan du bygger et solidt skelet, og hvordan du monterer pladerne, så alle hjørner og kanter bliver knivskarpe.

Gips er et genialt materiale, når du arbejder indendørs. Det er nemt at skære i og nemt at beklæde med filt eller tapet, det er bomstærkt, og så er det til at betale. Derfor hører gips også til blandt gør det selv-folkets foretrukne materialer.

Skal du bygge en gipsvæg, hvor finishen er i top, er der imidlertid nogle principper og teknikker, du bør kende.

Vi viser dig derfor bl.a., hvordan du deler en gipsplade i to, laver et udvendigt hjørne, bygger et stål- eller træskelet og laver en perfekt samling mellem to plader.

Stålskelet

Skal du bygge en skillevæg og beklæde den med gips, så er et skelet af stålreglar en god løsning. Fordelen ved stålreglar er bl.a., at de er lette, og at de ikke ændrer størrelse eller “vrider” sig, da de ikke kan optage fugt.

1

Klip stålreglarne, som skal udgøre bunden af skillevæggen, i den ønskede længde med en pladesaks.

2

Tegn op, og læg dernæst reglarne på gulvet, så du kan danne dig et overblik over, hvordan det kommer til at se ud i praksis, og skru så reglarne fast i gulvet.

3

Tilpas de lodrette reglar, og sæt dem i spænd med overparten. Tjek med et vaterpas, at reglarne står helt lige.

4

Når reglarne er helt i lod, fikserer du dem med en fiksertang. Tangen er supernem at bruge, og det går stærkt, når først du har lært den at kende.

5

Montér hjørneprofilet med fiksertangen, så det både får fat i overparten og underparten af skelettet.

6

Tjek en sidste gang, at reglarne er i lod, og slut af med at skrue overparten fast i loftet. Nu er skillevæggen klar til isolering og gips på begge sider.

Træskelet

Vælger du at bygge skelettet til din gipsvæg af træ, er der en del penge at spare. En skillerumslægte kan nemlig fås for knap det halve af, hvad en tilsvarende stålreglar koster. Vælger du at bygge et træskelet, bør du gå efter at købe lægter, som ikke har vredet sig eller tyder på at have fået fugt.

1

Mål ud fra væggen, og streg op på gulvet. Brug eventuelt en stor vinkel, så du er sikker på, at skillevæggen kommer til at stå vinkelret på den eksisterende væg, og skru så en lægte fast i gulvet med 5 x 70-mm-skruer.

2

Skru den yderste lægte fast til den nederste lægte med to 5 x 70-mm-skruer. Sørg for, at lægten ikke rykker sig, når du skruer den fast.

3

Sæt lægten, som udgør overparten af skelettet, i spænd mellem de lodrette lægter og loftet. Skru herefter de lodrette lægter fast i overparten og underparten af skelettet. Tjek med et vaterpas, at konstruktionen er i lod, og skru til sidst overparten fast i loftet med 5 x 70-mm-skruer.

Deling af gipsplader

Det er nemt at dele en gipsplade i to. Det eneste, det kræver, er en skarp hobbykniv og en lang vinkel, en gipspladevinkel, et vaterpas eller lignende at skære efter. Når først pladen er skåret, er det bare at knække den af og lægge et fint snit på bagsiden, så du ikke trækker papiret af bagsiden.

1

Markér med en tømrerblyant, hvor snittet skal være. Placér en lang vinkel på pladen, og skær langs vinklen. Du må gerne lægge lidt kræfter i, men du skal ikke skære hele vejen igennem pladen.

2

Træk pladen ud over bordkanten, og knæk forsigtigt pladen nedad. Støt pladen med den ene hånd, mens du lægger et forsigtigt snit på bagsiden, så pladen “slipper”.

Samlinger

Når der med tiden opstår revner i filten på en skillevæg, er det ofte, fordi spartelmassen i samlingerne krakelerer. For at modvirke dette er det vigtigt at forstærke samlingerne med armeringstape. Det er en lille detalje, og det tager kun et øjeblik at klistre tapen fast. Kunsten er at huske det, når først du er i fuld gang med at spartle.

1

Fastgør en strimmel armeringstape i samlingen, og dæk hele samlingen med spartelmasse. Her er en mellemstor spartel at foretrække.

2

Træk den overskydende spartelmasse af med en bred spartel, og lad spartelmassen i samlingen tørre til næste dag.

3

Træk nu et tyndt lag spartelmasse på samlingen, da den ofte vil synke en smule, når den tørrer. Er den meget ujævn, kan du evt. starte med at slibe samlingen med let hånd, inden du spartler anden gang.

4

Træk igen den overskydende spartel af med en bred spartel. Lad spartelmassen tørre, og slib samlingen med let hånd.

Udvendige hjørner

Hjørner er synlige og “sladrer” prompte, hvis du sjusker. Monterer du ligesom os to lag gips på begge sider af skillevæggen for at gøre den ekstra stærk, kan du lige så godt udnytte alle pladerne. Vi lader derfor pladerne overlappe hinanden skiftevis og er flittige med gipshøvlen, så hjørnet bliver helt skarpt.

1

Montér det første lag gips, og skær det overskydende gips af. Ved at skære fra bagsiden af gipspladen kan du skære langs stålreglaren, så snittet kommer til at flugte med den anden side af væggen.

2

Knæk det overskydende stykke gips, og skær langs knækket på forsiden af gipspladen.

3

Giv gipspladens endestykke et par strøg med en gipshøvl, så den bliver helt plan med stålreglaren. Høvlen minder om et groft rivejern og er effektiv, når der skal skrælles et par mm gips af ad gangen.

4

Montér en gipsplade på den anden side af hjørnet, og lad pladen rage lidt ud over den første plade, du monterede. Skær den ren fra bagsiden, og høvl den plan med gipshøvlen.

5

Montér endnu en gipsplade på den første side. Ved at tegne en lodret streg “uden på” stålreglarne er du sikker på ikke at skrue forbi dem. Skær det overskydende stykke af, og høvl endestykket.

6

Nu kan du montere den sidste gipsplade på den anden side af hjørnet efter samme fremgangsmåde og nyde det knivskarpe hjørne efter sidste høvlstrøg.

Forstærkning af hjørner

Et hjørne kan være nok så flot og skarpt, men hvis det ikke er stærkt, vil det hurtigt komme til at fremstå ramponeret. Men så galt behøver det heldigvis ikke at gå. Monterer du et særligt hjørneprofil, øger du robustheden betragteligt, og når først du har spartlet det op, er der ingen, der kan se det.

1

Fugt det selvklæbende hjørneprofil med vand fra en forstøverflaske, og tryk det dernæst fast på det udvendige hjørne.

2

Træk spartelmasse på den yderste del af skillevæggen og ud på hjørneprofilet, og gentag processen på den anden side af profilet.

3

Træk den overskydende spartelmasse af med en bred spartel på begge sider af hjørnet, så hjørneprofilet flugter med gipsvæggen.

4

Lad spartelmassen tørre, og slib overgangen mellem spartelmasse og gipsvæg med meget let hånd. Herefter er det bare at vælge tapet, filt eller glasvæv.

Indvendigt hjørne

Der er ikke mange ben i at lave et indvendigt hjørne på en gipsvæg, og kombinationsmulighederne er da også ganske få, når du kun har med to lag gips at gøre. For at få det stærkeste hjørne bør du montere pladerne forskudt, sådan at de fire plader “låser” hinanden. Det er lige så simpelt, som det lyder - kunsten er bare at huske det.

1

Start med at montere det første lag gips ved at skrue den første gipsplade (A) fast i de bagvedliggende reglar, og stød dernæst den anden plade (B) helt op til. Herefter stødes den tredje gipsplade (C) helt op til den anden plade (B). Til sidst stødes den fjerde gipsplade (D) op til den tredje plade (C). Når alle pladerne er monteret, sidder alle pladerne forskudt og “låser” således hinanden og danner et bomstærkt hjørne.

    Andre læser lige nu ...