Værd at vide inden du bygger gipsvæg

Opgaven er en skillevæg. Du har styr på, hvilken slags gipsplader, du skal bruge. Men har du styr på resten af indkøbslisten. Der skal nemlig træffes mange andre valg end blot gipspladernes beskaffenhed, og dem kan du få hjælp til her.

En væg er meget mere end blot en plade. Nogle vægge holder på varmen, mens andre holder lyden nede eller malerierne oppe.

Uanset om du har valgt den ene eller den anden slags gipsplade, så skal du også forholde dig til, hvad der skal være mellem pladerne, hvordan de skal efterbehandles, og måske er du oveni købet nødt til at klargøre dem til en elektriker eller VVS-mand.

Vi forbereder dig på nogle af spørgsmål, du skal kunne svare på, når du planlægger din gipsvæg, så du kan komme stærk fra start.

Du behøver ikke kunne svare på alle spørgsmålene fra start, men du sparer dig selv tid (og måske også penge), hvis du har overvejet dem, før du handler materialer.

Træ eller stål?
Gipsen kan monteres på to måder. Den kan skrues fast på en en skeletkonstruktion af enten stål eller træ. Der er ikke en stor praktisk forskel på de færdige vægge, men vælger du stål, så bliver regningen lidt større, og du skal bruge specialværktøj. Til gengæld kan du med lidt øvelse rejse en væg meget hurtigt. Vælger du træ, er det nemt og forudsigeligt arbejde, som tager lidt længere tid.

Nok isolering?
Du skal tage stilling til, om væggen skal isoleres. Du behøver ikke en masse mineraluld i en skillevæg for at holde på varmen. 5 til 10 cm er passende. Isolering har også indflydelse på lyden, der slipper igennem.
En uisoleret skillevæg med et lag gips og 4,5 cm hulrum isolerer ca. 30 dB. En isoleret væg med to lag gips og 4,5 cm uld tager 40.

Hvilken slags skruer?
Først og fremmest skal du sørge for, at du køber gipsskruer. De har særligt udformede hoveder, som griber optimalt i gipspladens overflade uden at skade den porøse indmad. Derudover skal du købe skruer, der passer til skelettet – der findes nemlig både skruer til træreglar og nogle med borehoveder til metal.

Skal hjørnerne forstærkes?
En gipsvægs svageste punkt er de udadvendte hjørnesamlinger, hvor de enkelte plader nemt skades af stød. Derfor monterer man som regel et hjørneprofil i plast, pap eller metal som forstærkning.
Profilet beskytter kanten, og så gør det også spartelarbejdet nemmere. I de fleste tilfælde er pap og plastikprofiler tilstrækkelige. Stålprofiler kan du bruge, hvis hjørnet er i en cykelkælder, et værksted eller lignende.

Papir eller væv?
Samlingerne mellem to gipsplader bør forstærkes. Du kan forstærke med selvklæbende glasfibervæv eller papir. Glasfiber er nemmest og bedst til utrænede hænder, men det er også mere fleksibelt, så du får en stærkere og mindre elastisk samling med papir.

Spartel, filt eller væv på væggen?
Før du beslutter, hvilken farve du skal male din skillevæg, skal samlingerne spartles ud, og så skal overfladen beskyttes, og eventuelle småskader skal jævnes ud. Du kan enten fuldspartle gipspladerne eller vælge at beklæde dem med filt eller glasvæv, som enten lægges oven på et spartellag eller erstatter det. Begge produkter giver foruden styrke også tekstur til den færdige væg. Hvis du bygger i et fugtigt rum, skal du huske at bruge fugtbestandig spartelmasse.

Skal væggen bære noget tungt?
Du kan sagtens hænge tunge ting på en gipsvæg med de korrekte plugs og ankre. Men hvis du ved, at den væg, du skal til at bygge, skal bære en stor byrde, så er det værd at overveje, om konstruktionen skal forstærkes med en OSB-plade bag gipslaget gør din væg bliver skruefast, og så behøver du ikke plugs.

    Andre læser lige nu ...