Lav dine egne høje paneler

Høje dekorative paneler fyldt med detaljer lyder måske meget dyrt, men det behøver det slet ikke at være, hvis du laver dem selv. Panelerne laves i MDF og bygges op i flere lag for at give en unik 3D-effekt. Resultatet er de flotteste høje paneler med en imponerende dybdeeffekt.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
80 timer
Pris
350 kr./m

Intro

Høje paneler forbindes ofte med noget, som hører til i gamle herskabslejligheder. Sådan behøver det ikke at være. Der er mange tidskrævende processer forbundet med at lave høje paneler, og det er det, der koster penge, hvis det skal laves hos en snedkermester. Men bare rolig, du kan naturligvis lave det hele selv. En af vores dygtige læsere har bygget de flotteste høje paneler, hvor både kvalitet og detalje er i fokus.

For at opnå et godt resultat er det nemlig vigtigt at være meget nøjagtig, når de mange skæve vinkler skal måles op og skæres. Høje paneler er ikke et quickfix, og det kræver både tålmodighed og nøjagtighed at få alle de skæve snit til at sidde lige i skabet.

Dertil kommer det omfattende spartel- og malerarbejde, som skal fremhæve alle detaljerne. Heldigvis står resultatet mål med indsatsen. Læs med her, og se, hvordan det skal gøres!

Vejledning

01
Montering af grundplade 4 Trin

En 12 mm MDF-plade skal danne underlag for resten af panelet. Derfor er det vigtigt, at pladen monteres så lige som muligt. Det gøres nemmest ved at fæstne den med karmskruer. På den måde kan pladen nemt justeres ind og ud i både top og bund.

Grundpladen skæres i undermål, så der er en luftspalte på ca. 3 cm ned mod gulvet. Det gør det meget nemmere at lave en helt lige overkant. Luftspalten i bunden bliver senere dækket af en fodliste.

1

Streg op på alle væggene. Markér et punkt 1 meter over gulvet i hvert hjørne. Efterfølgende forbindes punkterne ved hjælp af en kridtsnor. Det er nemmere at håndtere og bliver mere præcist.

2

Grundpladen skæres i undermål. Det gør det nemmere at montere pladen vandret, selvom gulvet er skævt. Overkanten af pladen skal ende ca. 1 meter over gulvet. Pladen skæres derfor på 97 cm.

3

Fastgør grundpladen med karmskruer uden hoved. Bor for med et 6 mm murbor i både plade og væg. Pladen kan herefter justeres ind og ud ved hjælp af karmskruerne.

4

Lav en vandret overgang, hvor væggene adskilles af døre. Hvis det er muligt, bør indfatninger monteres som det første, så panelet kan stødes op mod indfatningen.

02
Skæring af romber og trekanter 6 Trin

De forskellige elementer, der skaber dybdevirkningen i det høje panel, består af trekanter, romber, kryds og paneler i top og bund. Alt sammen skæres af MDF-plader.

Romber og trekanter skæres først ud i den korrekte form, og efterfølgende skæres kanterne skrå, så overgangen til grundpladen bliver så flad som muligt. Skæres delene på en bordrundsav, er det en fordel at lave en skæreskabelon i den rette vinkel, som kan fæstnes til skærebordet.

1

Del den store plade i mindre stykker, så de nemmere kan håndteres, når de præcise vinkler skal skæres. Lav de små pladestykker et par centimeter større end det mål, de skal ende på.

2

Montér en fast skabelon (A) på bordrundsaven, der passer med skæreskabelonen, så romberne skæres ens hver gang. Alternativt kan en dyksav med skinne også sagtens bruges.

3

De små trekanter til top og bund skæres også nemmest på bordrundsaven efter en fast skabelon.

4

Forhøj savens anslag. Når den spidse vinkel på romberne og trekanterne skal skæres, forhøjes savens anslag med en lille vinkelret kasse (B), som monteres på det oprindelige anslag.

5

Indstil klingen på bordrundsaven, så den hælder 20-30 grader, og skær så kanten på samtlige romber og trekanter. Hold eventuelt emnet fast til skæreskabelonen med en skruetvinge.

6

Når alle hjørnerne er skåret, rundes de skarpe kanter med et stykke slibepapir. Det er det, man kalder ’at affase kanten’.

03
Nem og hurtig montering 4 Trin

Med hjælp fra en laser og en kridtsnor er det nemt at få trekanter, romber og kryds til at sidde lige i skabet.

Den øverste og nederste spids af romben markeres fra væg til væg med en kridtsnor. Et kryds dannes efterfølgende imellem de to streger for at finde midten af fladen og dermed også udgangspunktet for den første rombe.

1

Start med at slå to kridtstreger, som markerer over- og underkanten af romberne. På den måde dannes fire nye punkter. Forbind hjørnerne diagonalt med kridtsnoren, så der dannes et stort kryds.

2

Midten af det store kryds er også midten af den første rombe. Krydslaserens streg placeres præcist i dette punkt, så de næste romber nemt kan sættes i samme niveau.

3

Lim romber og trekanter på bagsiden med indendørs trælim, og stift dem på med dykkere.

4

En strimmel 19 mm MDF skæres til top og bund. Skær også MDF-stykker, der kan danne kryds mellem romber og trekanter. Når bredden på krydset og afslutningsstykket i top og bund skal findes, skal du være opmærksom på, at der skal være 1 cm luft til romber og trekanter overalt.

04
Montering af lister og malerarbejde 9 Trin

Hvis panelerne skal se skarpe ud til sidst, er det vigtigt, at forarbejdet er lavet ordentligt. Derfor skal der spartles og slibes en hel del, inden det først lag grundmaling kan rulles på.

ALLE samlinger, søm og skruehuller skal spartles og slibes et par gange. Som hovedregel skal du tænke på, at alle de ujævnheder, der kan ses, inden der males, også kan ses efter.

Når grunderen påføres, rejser de små fibre i MDF-pladen sig, og der skal derfor også mellemslibes efter de første gange maling for at opnå det bedste resultat.

1

I luftspalten omkring romber og trekanter monteres en kvartstafliste på 13 x 13 mm. Den gør det nemmere at male og giver et mindre kantet udtryk.

2

Montér en topliste, så den flugter med MDF-kanten og ikke med væggen. Er der luft mellem listen og væggen, lukkes der med akrylfuge.

3

Mod gulvet monteres et formalet fodpanel på 15 x 91 mm. Det trykkes godt ned mod gulvet og fæstnes direkte i MDF-pladen med lim og dykkere.

4

Alle samlinger spartles med filler til træ. Det bør slibes og spartles minimum to gange. Efterfølgende grundes alt træværk med trægrunder.

5

Efter fuge, spartel og grunder kan det hele males. Vi anbefaler maling med minimum glans 40.

Vigtige hjælpeværktøjer

Til dette projekt er det en kæmpe fordel at have en bordrundsav, men en dyksav med føringsskinne kan også bruges. En krydslaser eller linjelaser kommer også virkelig til sin ret, når det gælder om at få alt til at sidde helt lige.

En andet simpelt, men fremragende værktøj, du bør anskaffe dig til opgaven her, er en kridtsnor. Den gør det utrolig meget nemmere at mærke op.

Bordrundsaven er ideel til at skære de skrå snit på romber og trekanter, fordi anslaget og klingen har mange forskellige justeringsmuligheder.

Krydslaseren laver en vandret og en lodret streg, hvilket er en stor hjælp, når de forskellige elementer skal placeres.

Kridtsnoren er et simpelt, men meget effektivt værktøj til at forbinde de forskellige punkter. Kombineret med et vaterpas er det et godt alternativ til krydslaseren.

En dyksav med føringsskinne og en skarp klinge kan klare det meste. Den kommer også til sin ret i dette projekt, når de lange præcise snit skal skæres.

Materialer

  • Bagplade, 12 mm MDF-plade
  • Romber og trekanter, 12 mm MDF-plade
  • Mellemstykker/kryds, 19 mm MDF-plade
  • Top og bundstykke, 19 mm MDF-plade
  • Kvartstafliste, 9 mm
  • Topliste med profil, 15x35 mm
  • Almue-fodliste, 14 x 91 mm
  • 25 mm og 32 mm stifter
  • Karmskruer, 7,5 x 62 mm u. hoved
  • Trægrunder, træfiller, MS-fuge og trælim
  • 2 gange akrylemalje

Specialværktøj

  • Krydslaser
  • Bordrundsav

Tidsforbrug

Denne stue har taget ca. 80 arbejdstimer at lave.

Pris

350 kr. pr. meter

Sværhedsgrad

Det kræver tålmodighed, dygtighed og det rigtige værktøj at lave de mange præcise snit.

Tegning

Geometrien bag 3d-effekten

Mønsteret på panelet dannes af romber og trekanter. Hvis du ikke kan huske det fra matematiktimerne i folkeskolen, så er en rombe et kvadrat, hvor vinklerne er blevet ændret. De rudeformede firkanter monteres ved siden af hinanden. Det mellemrum, der dannes i top og bund mellem de to romber, fyldes ud med små trekanter.

Geometrien bag 3d-effekten

Video

Sådan bruger du bordrundsaven

I videoen her lærer du, hvordan du arbejder med saven. Savebordet og de mange indstillingsmuligheder giver mulighed for at save lange, præcise snit - både lige og i vinkel og i forskellige dybder og bredder - så du kan flække lister og brædder på langs, lave riller i brædder, skære mindre plader præcist til og meget mere.

Sådan bruger du krydslaseren

I videoen her lærer du alt om krydslaserens funktioner. Laseren markerer helt præcise lodrette og vandrette streger på vægge og lofter og er oplagt at bruge til en lang række opgaver, fx opsætning af fliser, ophænging af billeder, lamper og bogkasser, opsætning af malertape midt på en væg og afsætning af ens højde fra rum til rum.

Sådan bruger du dyksaven

I denne video lærer du tømrerens favoritsav at kende. Dyksaven føres altid langs med en føringsskinne, der sørger for et præcist snit - uanset om det skal være lige eller vinklet, Om det skal være gennemgående eller ej. Eller om det starter ved kanten eller midt på et emne. Det gør saven oplagt til alt fra riller i et bræt til renskæring langs kanten, når terrassebrædderne er lagt.

Luk for varmen når du maler

Undgå løse penselhår i malingen

Tips & Tricks

Udnyt pladen bedst muligt

Der skal bruges tre romber og seks trekanter pr. meter.

Udnyttes pladen optimalt, kan der komme 16 romber og 32 trekanter ud af en plade på 240 x 120 cm.

Opmåling og inddeling

Romberne og trekanterne inddeles enkeltvis på hver væg. Det sikrer, at der altid sluttes med samme afstand mod hjørnerne.

Start med at placere den midterste og de to yderste romber, og inddel resten efter dem.

Da afstanden mellem romber og trekanter varierer lidt fra væg til væg, skæres kryds og afslutningsstykker først til sidst.

Afstanden mellem væg og hjørne er ca. 10 cm.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...