Marmorlook med finkornet kalkpuds

Du får en lækker ubrudt overflade, der ligner marmor, hvis du bruger den specielle tadelakt-teknik med finkornet kalkpuds. Lær teknikken her - step for step.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 uge
Pris
9.000 kroner

De færdige vægge er behandlet med bivoks, så overfladen bliver én stor, blank og vandafvisende flade.

Intro

Tadelakt har været brugt i århundreder, især i badeværelser, bassiner og badeanstalter i den arabiske verden. Det spændende ved materialet er, at det færdige resultat ligner marmor, men er en særlig finkornet kalkpuds, som pudses på væggen. Og når den komprimeres og poleres, bliver overfladen vandafvisende.

Du kan bruge tadelakt på alle vægge - selv i badeværelser - for tadelakt er godkendt til brug i vådrum, når der er udført vådrumssikring forinden. Her bruges tadelakt i et badeværelse bygget af vådrumsgips og sikret med vådrumsmembran, som reglerne foreskriver.

Inden du går i gang med tadelakten, skal underlaget være i orden, for at den hæfter ordentligt og resultatet bliver flot. Først smøres grundmaling på væggen. Derefter pudses væggene op med et par mm kalkpuds. Hvis væggen er ret ujævn, kan det være nødvendigt at arbejde på pudslaget med pudsebræt og glittebræt i flere omgange, til laget er helt jævnt.

Trykkes sammen til en stærk flade

Når kalkpudsen er tør efter et døgns tid, er væggen klar til det afsluttende lag af tadelakt, som påføres i et tyndt lag med et glittebræt. Når tadelakten begynder at tørre og blive lysere, skal der poleres, gnubbes og trykkes sammen med glitte-brættet, indtil overfladen er blank og glat. Den såkaldte glitning trykker de fine tadelaktkorn sammen til en tæt, stærk og helt ubrudt overflade, der ligger meget tæt op ad marmor.

Vejledning

01
Grunder 3 Trin

Væggene skal grundes, før du begynder at pudse.

Grundmalingen giver en god vedhæftning og lukker evt. sugende overflader. Det sidste er dog ikke så vigtigt her, hvor der allerede er påført vådrumsmembran.

Grundmalingen er også med til at sikre en lys og ensfarvet bund, så der ikke senere vil kunne anes skygger eller misfarvninger gennem pudslaget.

1

Hæld grundmalingen op i en malerbakke, og sørg for, at din malerrulle er blevet vasket grundigt igennem før brug, så den ikke fnugger.

2

Start med at grundmale i hjørnerne og rundt om eventuelle rørgennemføringer. Brug en pensel der, hvor rullen ikke kan komme ind.

3

Rul nu grundmaling på alle flader. Sørg for at vaske malerrullen grundigt bagefter, inden den tørrer, for ellers bliver den ødelagt.

02
Kalkpuds 3 Trin

Efter et døgn skal væggene pudses op med et 3-4 mm tykt lag kalkpuds. Det fylder evt. ujævnheder ud. Kalkpudsen kommer færdigoprørt og er lige til at trække på væggen med et pudsebræt. Da pudsen er ret tyndtflydende, er det en fordel at male det på med en pensel. Bagefter glattes med et stålpudsebræt, til væggen er helt glat. Det kræver lidt håndelag og nogen øvelse.

1

Kom et lag kalkpuds på væggen, enten med en pensel som her, eller træk det på med et pudsebræt.

2

Husk at pudse rundt om rørgennemføringer. Det er lettest med penslen, da den kan komme ind i alle kroge.

3

Glat pudslaget med et stålpudsebræt, og kom mere puds på der, hvor laget er for tyndt. Giv evt. et ekstra lag kalkpuds efter et døgn, hvis der stadig er flere ujævnheder.

03
Tadelakt 6 Trin

Når kalkpudsen er tør, kommer du til det sjove: at få det finkornede pudslag, tadelakt, lagt på. Det skal danne den vandtætte og blanke overflade, som vi ønsker at opnå. Det er vigtigt, at tadelakten ikke er helt tør, før du begynder at polere den, da den skal kunne trykkes lidt sammen i processen. Derfor skal du kun arbejde med en kvadratmeter væg ad gangen.

1

Start med at sprøjte vand på en kvadratmeter af væggen, som du pudsede i går. Vandet skal på, for at fugten ikke trækkes ud af tadelakten, når den påføres.

2

Kom tadelakt på et glittebræt. Bemærk, at tadelakten er ret tynd, så du kan ikke balancere med ret meget ad gangen.

3

Træk tadelakt på væggen med stålbrættet i en rolig halvcirkelbevægelse.

4

Glat efter med glittebrættet, og kom evt. mere tadelakt på. Sørg for at jævne alle overgange ud. Du kan arbejde med tadelakten, til den begynder at blive lysere.

5

Vask glittebrættet hele tiden, så der ikke sidder indtørrede pudsrester på det, som kan lave ridser i væggen.

6

Poler væggen, når tadelakten lysner og er tørret lidt. Kør glittebrættet i cirkelbevægelser, mens du presser hårdt ind mod væggen. Når overf aden er blevet blank, er væggen færdig.

04
Slutbehandling 2 Trin

Hvis du bruger tadelakt i vådrum, er det vigtigt, at væggene efterbehandles.

Når tadelakten er færdigpoleret og helt tør, dvs. efter et par døgn, skal den have en afsluttende behandling. Du kan enten give den bivoks, som vi bruger her, eller sæbe, der er en udbredt metode sydpå. Bivoksen giver en blankere overflade, mens sæben gør overf aden mere silkemat. Begge overf adebehandlinger gør væggen vandskyende og skal vedligeholdes et par gange om året.

BIVOKS kommes på væggen med en pensel i et tyndt lag. Bagefter poleres væggene - bedst med en polerskive på en excentersliber eller boremaskine.

Hvis du ikke kan polere overfladen blank, skal der mere voks på. Bliver overfladen hvid, er der for meget voks på. Det fjernes med terpentin.

OLIVENSÆBE røres op i varmt vand og pensles på i et tykt lag. Overskuddet skrabes af (med glittebræt), og næste dag polerer du, som var det bivoks.

Sæben går i kemisk forbindelse med kalken og gør den vandtæt.

Materialer

• 5 l grundmaling
• 10 kg kalkpuds, indfarvet
• 8 kg tadelakt, indfarvet
• 1 kg bivoks (materialerne købes som en samlet pakke, her fra Stiltje)

Specialværktøj

• Stålpudsebræt
• Blankpoleret, rustfrit glittebræt

Tidsforbrug

Vi brugte 1 uge på et badeværelse på 9 kvadratmeter.

Pris

Cirka 9000 kroner for alle fire vægge, i alt 29 kvadratmeter tadelakt

Sværhedsgrad

Det her er ikke helt let. Vi anbefaler, at du ikke starter med et helt badeværelse. Øv dig på en enkelt væg først.

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Pudsning af væg