Pudsning af vægge indendørs
Når du pudser en væg, trækker du et lag mørtel eller gipspuds hen over væggen, så du får en helt glat flade. Du kan fx rette en rå mur eller ujævnheder op med puds. Pudsning af væg er ikke svært at gøre selv, og gipspuds er nemt at arbejde med.
Pudsning af ujævn væg
Hvis væggen er meget ujævn, kan du med fordel sætte ledere op. Det kan være lister på fx en centimeters tykkelse, som du skruer ind i væggen. Med et langt vaterpas eller en retskinne, som du holder på tværs af listerne, kan du sikre dig, at de sidder, som de skal.
Lederne sikrer nu, at pudset ligger i et ensartet lag, når du trækker af på langs med dem.
Tyndpudsning af væg
Hvis du blot skal gøre en rimelig jævn væg helt glat, skal du blot pudse eller spartle den med en egnet mørtel (til pudsning af væg). Du kan købe en cementbaseret mørtel, men det er nemmere at bruge sandspartelmasse eller gipspuds, der blot trækkes på væggen i et ganske tyndt lag med en god, bred spartel.
Vil du slette glasvæv, hessian eller savsmuldstapet, er det også den type puds, du skal bruge for at skabe en glat overflade. Hvis det sidder godt fast, kan du roligt spartle det over, uden at frygte, at det falder ned. Hvis ikke det sidder godt fast, er du nødt til at fjerne det, inden du pudser.
Pudsning af væg i vådrum
Der er i princippet ikke forskel på, om du pudser vægge i et vådrum eller et andet rum. Metoden er den samme. Det eneste, du skal sikre dig er, at den puds, du vælger til pudsning af væg i vådrum, rent faktisk kan bruges i vådrum. Det bør fremgå af emballagen.
En fiberforstærket puds, fx Multipuds, kan bruges både i våde og tørre rum, og den er nem at arbejde med. Samtidig kan den hæfte på alt fra glasvæv til glatte fliser uden problemer.
Pudsning af væg i kælder
I kælderen skal du være noget mere påpasselig med, hvad du kommer på væggene. Det kan være fristende at tro, at fugten udefra blot skal bremses, og det bliver den fx med et godt lag cementbaseret puds.
Men den vej skal du IKKE gå, hvis du skal pudse væg i din kælder. Vand vil altid nå frem, og stopper du det, finder det en anden vej, eller det skubber din puds af væggen.
Puds på kældergulve skal være diffusionsåbent, så vandet kan trænge igennem (ikke i stride strømme, men som mikroskopiske dråber) og blive ventileret bort inde i kælderen.