Fjern tapet
Bag den gamle savsmuldstapet gemmer der sig sandsynligvis en glat væg, som sagtens kan blive flot igen. Det er selvfølgelig et stort arbejde at skære gammelt tapet ned, men med det rette værktøj, tålmodighed og hjælp fra kemien går det. Når tapetet er nede, kan du reparere eventuelle skader og huller med gipspuds, inden du fuldspartler.
MATERIALER
Tapetopløser - Skal blandes med vand i forholdet 1:7.
Pris: fra 60 kr. pr. liter
VÆRKTØJ
Tapetstripper
Skræl savsmuldstapetet af med et skarpt blad i tapetstripperen. Det er ingen hindring, hvis der sidder flere lag. Hold tapetstripperen i en flad vinkel på 15-25 grader, så du ikke skærer ind i væggen.
Til tapetrester, som sidder uløseligt fast, skal du bruge tapetopløser. Sprøjt opløsningen på i en afstand af 20 cm. Lad den sidde en halv time, før du skraber resterne af.
Slib overfladen
Vil du slippe af med 70’ernes og 80’ernes værste modelune, strukturmaling, skal der rå vold til. Find din bedste sliber frem, køb en portion groft slibepapir korn 40, og så er det ellers bare at gå i gang - husk at dække af og tage åndedrætsværn på; det støver og sviner! Her har vi brugt en rystepudser til at slibe med, men du kan selvfølgelig også benytte andre slags slibemaskiner.
MATERIALER
Slibepapir korn 40 - Skal passe til din maskine.
Pris: fra 35 kr. for 10 stk.
VÆRKTØJ
Rystepudser
Montér gipsplader
Gamle trævægge kan relativt nemt laves om til moderne glatte vægge. Vores ekspert anbefaler, at du dækker trævæggene med gipsplader. Og for at undgå at samlingerne mellem pladerne revner, skal du lime dem på.
Ved at lime gipspladerne på og IKKE skrue dem fast sikrer du, at de arbejder sammen med træet, og du undgår skæve spændinger.
MATERIALER
Motagelim - En patron holder til ca. 2 plader.
Pris: fra 37 kr. pr. patron
VÆRKTØJ
Fugepistol
Forbered med primer
Primer, forankringsgrunder, mikrodispers, vævfylder eller blåvand - kært barn har mange navne. Men fælles dækker begreberne over væske med en smule lim i, der påføres sugende underlag for at sikre, at det næste lag bliver hængende, hvor det skal. Vil du fx glatte en hessianvæg ved at fuldspartle direkte på den, er det i særdeleshed vigtigt at prime først.
MATERIALER
Primer - Rækker til ca. 5 m² pr. liter.
Pris: fra 134 kr. for 10 liter
VÆRKTØJ
Murerkost + spand
Reparér med gipspuds
Er der dybe huller i væggene, efter at du har hevet tapet eller armeret væv ned eller skruet lamperne ud, er det gipspuds, du skal reparere med. Det kan trækkes på i tykke lag, helt op til 50 mm, uden at det synker!
Her viser vi, hvordan du lukker et hul på en pudset væg, men gipspuds er faktisk også en effektiv kur mod grov strukturpuds, hvor du kan pudse hele vægge op. Og er du dygtig til at styre gipspudsen på en hel væg, kan du også springe fuldspartlingen over.
MATERIALER
Gipspuds indendørs- Kan påføres i lag op til 50 mm. Rækker 1 m2 pr. 0,8 kg ved 1 mm tykkelse.
Pris: 109 kr. for 10 kg
VÆRKTØJ
Murske, bred spartel, pudsebræt, pudsebræt med svamp
Fjern alt løstsiddende puds. Bank det væk, indtil hullets kanter er stabile, og fjern så det sidste støv med en børste og støvsuger.
Giv underlaget godt med primer, hvis det som her er stærkt sugende. Er underlaget glat og ikkesugende, skal der behandles med betonforankringsgrunder.
Lav din gipsblanding efter producentens opskrift. Gipsblandingen skal være lind og fløde-skumsagtig.
Læg et par klatter gipspuds op på dit pudsebræt. Hold pudsebrættet tæt ind mod bunden af hullet, der skal pudses op, og træk nu gipspudsen opad med murskeen.
Hold pudsebrættet hårdt ind mod væggen; så slipper du for, at gipsklatter ender på gulvet.
Puds op med multipuds
Multipuds klæber på alle overflader. Det kan bruges på murværk, beton, puds og selv på glatte overflader som glaserede fliser. Derfor er multipuds den ideelle løsning til at gøre gamle flisevægge glatte igen. Når du vil multipudse en flisevæg, foregår det i to arbejdsgange. Først påføres et lag, der skjuler fliserne og fylder fugerne ud. Dagen efter giver du det så et lag til. Kan du lide multipudsens grove mørtelstruktur, behøver du selvfølgelig ikke at fuldspartle overfladen.
MATERIALER
Skalflex multipuds- Kan påføres i lag op til 3 mm. Rækker 1 m2 pr. kg ved 1 mm tykkelse.
Pris: 419 kr. for 20 kg
VÆRKTØJ
Trækbræt/Stålbræt
Start med at reparere væggen. Stikker der plugs ud, skal de enten trækkes helt ud eller bankes ind, og er der huller rundt omkring i fliserne, skal de spartles ud med gipspuds eller multipuds blandet med sand.
Multipudsen røres op med vand. Start med at blande i forholdet 5 kg puds til 1 liter vand. Konsistensen skal være som luftig flødeskum. Ved behov kan du hælde 2 dl ekstra vand i. Bland mindst 5 minutter med piskeris på boremaskinen.
Første lag multipuds trækkes på væggen i et passende tykt lag med et stålbræt. Du skal arbejde i diagonale bevægelser, så alle fugerne bliver fyldt op. VIGTIGT! Sørg for at dosere mængden af puds, så den dækker fliserne helt.
Eventuelle ujævnheder glattes ud, når multipudsen har sat sig efter en tørretid på en halv times tid. Brug en blød, tør pensel eller en hvidtekost, og pas på ikke at trykke for hårdt.
Slut af med fuldspartling
Med de fleste udgangspunkter ender du med at skulle fuldspartle. Altså påføre et millimetertyndt lag af spartelmasse, som fylder de sidste små ujævnheder ud, og som giver den afsluttende glatte og “bløde” overflade. Selve teknikken med at fuldspartle kræver tålmodighed og øvelse, og skal resultatet være perfekt, kommer du til at spartle i flere omgange.
MATERIALER
Letspartel - Kan påføres i lag op til 4 mm. Rækker 1 m2 pr. liter ved 1 mm tykkelse.
Pris: fra 90 kr. for 10 liter
VÆRKTØJ
Forskellige typer spartler + sliber
SPARTEL I VÅDRUM
Er du ude efter at få glatte vægge i et vådrum, som eksempelvis på badeværelset, skal du bruge en speciel fugtstabil spartelmasse, også kaldet vådrumsspartel. Dana Lims letspartel til vådrum kan købes fra omkring 100 kr. pr. liter.
Start nede ved gulvet, og træk opad i et roligt træk. Det er lettest at styre, hvis du nøjes med at trække 1/3 op på væggen og 1,5 meter hen, så du spartler en sektion ad gangen.
Skrab spartlen sidelæns, så du får glattet alle overlap og spor ud. Det kræver lidt øvelse at få det helt perfekt.
Fortsæt nu opad, så du dækker væggens midterste tredjedel med spartelmasse. Når du er færdig her, fortsætter du med at fuldspartle den øverste del af væggen.
Hold spartlen rigtigt
Når du påfører væggen sandspartelmasse, er det vigtigt, at du holder rigtigt på den brede spartel. Holder du den i en spids vinkel på omkring 20 grader, når du påfører massen, er du sikker på, at der kommer et ordentligt lag på. Når du derefter trækker af for at få en flot og glat overflade, holdes spartlen i en lidt højere vinkel på cirka 30 grader.
Spartle rundt om hjørner
Tip: rul spartelmassen på
Hvis du synes, at det er svært at styre sandspartelmassen med en spartel, kan du forsøge at rulle den på i stedet. Det kræver blot, at du fortynder spartelmassen en smule med vand og ruller den på i et tykt lag - giv massen en lille kop vand ad gangen, så den ikke bliver for tynd. Du kan selvfølgelig også købe spartelmasse, der er beregnet til at blive rullet på. Den hedder enten rullespartel eller bazookaspartel og er typisk en lille smule dyrere.
Kør en malerrulle godt rundt i spartelmassen i spanden. Til at starte med kan projektet godt virke håbløst, men efter nogle minutter begynder rullen at tage imod massen.