10 ting du kan med din varmepistol

Varmluftpistolen kendes af mange som værktøjet, der fjerner oliemaling og optør vandrør. Men den har et langt større repertoire end det.

Varmepistolen kan meget andet end at fjerne olie maling og optø vandrør.

I artiklen her kommer vi hele vejen rundt om varmepistolen og dens tilbehør. Vi viser dig 10 forskellige opgaver, som din varmepistol også kan klare.

Rundt om varmepistolen

For at kunne bruges til andet end maling og rør er det ikke nok med en discountmodel, der sender 500-600° varm luft ud uden mulighed for regulering.

En god varmluftpistol skal have en effekt på mindst 1800 watt og have trinløs temperaturregulering.

Den viste model er elektronisk regulerbar fra 50° til 630°, og temperaturen kan aflæses på et LCD-display. Den fås med forskellige dyser og har koldluftfunktion, der hurtigt afkøler mundstykket, når du skal skifte dyse.

Klik på tallene på billedet herunder og læs mere.

Mundstykke i specialstål

Aftageligt beskyttelsesrør

Luftindtag

LCD-display

Knapper til trinløs temperaturindstilling

3-trins luftmængdeindstilling

Behageligt softgreb

Skridsikker softfod

Gummiledning

  1. Mundstykke i specialstål
  2. Aftageligt beskyttelsesrør
  3. Luftindtag
  4. LCD-display
  5. Knapper til trinløs temperaturindstilling
  6. 3-trins luftmængdeindstilling
  7. Behageligt softgreb
  8. Skridsikker softfod
  9. Gummiledning

Varmepistolens forskellige dyser

Du kan sagtens arbejde med varmepistolen uden dyse, men til nogle opgaver skal du bruge specielle dyser.

Vi gennemgår her de forskellige dyser til varmepistolen.

Slidsdysen skal anvendes med en reduktionsdyse og må kun sættes på elektronisk varmestyrede pistoler.

Skærmdysen afskærmer luft strømmen og beskytter følsomme materialer mod overophedning. Anvendes på vinduer, når kit og maling skal fjernes.

Reflektordysen blæser luftstrømmen hele vejen rundt om emnet og fordeler varmen på krympemuffer og omkring kobberrør, når de skal loddes.

Reduktionsdysen reducerer mundstykkets areal og koncentrerer luftstrålen. Må kun anvendes på elektronisk varmestyrede pistoler.

Bredstråledysen flader luftstrømmen ud og koncentrerer den i et bredt område. Den bruges bl.a. til at fjerne maling med på store flader som fx døre.

1. Få rustne bolte løsnet med varme

UDEN DYSE

Rustne møtrikker og bolte samt rustne rør-samlinger opvarmes med fuldt drøn på pistolen.

Derefter skulle det være let at skille tingene ad.

Men lad være med at prøve med bolte i træ pga. brandfaren.

Brug handsker, og undgå at berøre det varme stål.

2. Klæb folie på pladekanter

UDEN DYSE

Limen på klæbestrimler til foliering af pladekanter skal opvarmes og presses mod emnet.

Normalt foretages det med et strygejern, der både opvarmer og presser.

Hvis fruens strygejern ikke er til låns, kan varmluftpistolen på 150-200° og en trykrulle klare opgaven. Pas på, at folien ikke smelter for dig.

3. Svejs din egen presenning

MED SLIDSDYSE

Pvc-bassinfolie, kunststofpresenning samt andre kunststoftekstiler kan solidt sammensvejses med varmluft 300-400˚.

Folierne overlappes 2-4 cm, og slidsdysen føres ind mellem lagene.

Den blødgør begge flader på sekunder.

Pres lagene sammen med rullen, og svejsningen bliver lige så stærk som materialet.

4. Fjern maling fra vinduer

MED SKÆRMDYSE

Skærmdysen ligner bredstråledysen, men den er udstyret med en fremskudt kant, der bøjer luften væk fra varmefølsomt materiale.

Den kan således føres langs en vinduesramme, hvor træet opvarmes, uden at vinduesglasset overophedes og måske springer.

Den fremskudte kant bøjer luftstrømmen, så glasset ikke varmes op.

5. Krympemuffer og krympeslanger

MED REFLEKTORDYSE

Varmepistolen placeres stabilt i opretstående position, og ledningerne, der skal samles eller beskyttes, overtrækkes med krympeslange.

Varm op til 200-300°, til muffen reduceres og klemmer tæt sammen.

6. Lynhurtig lodning af kobberrør

MED REFLEKTORDYSE

Loddeområdet renses og affedtes, og loddefedt smøres på.

Dysen omslutter røret, og der varmes op til 650° i 1-2 minutter, før loddetinnet holdes på.

Det skal kunne flyde ind i samlingen selv.

7. Lav dessert og marengs

MED REDUKTIONSDYSE

Reduktionsdysen reducerer mundstykkets areal og koncentrerer luftstrålen. Må kun anvendes på elektronisk varmestyrede pistoler.

Og så til det kulinariske.

Marengsskum får fast konsistens og den kendte lysebrune farve af et skud med pistolen. Den lækre franske dessert crème brûlée består af iskold creme dækket af et lag rørsukker, der smeltes med varmepistol på fuld kraft.

Sæt en 14 mm reduktionsdyse på for at koncentrere varmen.

8. Formbøj 5 millimeter akrylplade

MED BREDSTRÅLEDYSE

Op til 4-5 mm akrylplade kan formes efter opvarmning, fx bukkes over en kant.

Med 400-600˚, tilpasset efter pladetykkelse, blødgøres akrylet på ca. 1 minut, hvorefter det kan bøjes.

Bevæg dysen frem og tilbage over emnet, så det ikke smelter.

9. Fjern klistermærker og limrester

MED BREDSTRÅLEDYSE

Limen på bagsiden af klistermærker, streamers og lignende vinyler blødgøres ved brug af forholdsvis svag varme, 150-200˚, afhængigt underlaget, der jo ikke skal smelte.

LÆS OGSÅ: Fjern klistermærkerne, etiketter og limrester

10. Fjern maling på større flader

MED BREDSTRÅLEDYSE

Oliebaseret maling og lak koger op og slipper bunden ved opvarmning.

Før pistolen med få centimeters afstand fra emnet, og fjern den opløste maling med en spartel.

Alkydmaling og lak koger op ved 500-650°. Akrylmaling kan ikke fjernes på denne måde.