Navnet fugtmåler siger vist det hele. En fugtmåler viser mængden af fugt i forskellige materialer, og som husejer vil du ofte have glæde af en fugtmåler. Her gennemgår vi nogle af de situationer, hvor en fugtmåler er allermest brugbar.
Brug fugtmåleren inden du maler træværk
En fugtmåler er særligt nyttig, hvis du skal male dit udendørs træværk. Er træværket for fugtigt, risikerer du, at det dyrt indkøbte maling ikke hæfter ordentligt på træet. Det er ærgerligt både for resultatet men i særdeleshed også for din pengepung. Men det kan du undgå med en fugtmåler. Inden du maler dit træværk, skal fugtmåleren gerne vise et vandindhold på under 18 procent i træet. Hvis fugtmåleren viser en højere procent, kan malingen skalle af allerede efter få måneder. Det skyldes, at du spærrer for meget vand inde i træet, og vandet vil sprænge malingen af, når det fordamper.
En fugtmåler redder dit hus fra råd og svamp
Er dit hus beklædt med en træfacade, så kan mørke områder indikere, at der er fugt i træet. Med en fugtmåler kan du hele tiden holde øje med, om fugten forsvinder af sig selv, eller om det er et vedvarende problem. Hvis fugtmåleren viser, at træet efter en længere tørvejrsperiode indeholder mere end 20% fugt, så rådner det let og skal skiftes. Du bør også finde ud af, hvorfor træet er fugtigt og sørge for, at fugten ikke kommer igen. Husk at bruge en fugtmåler til løbende at tjekke, om problemet er løst.
LÆS OGSÅ: Så farlig er ægte hussvamp!
Fugtmåleren måler fugtigheden i dit brænde
Fugtmåleren er nærmest uundværlig, hvis du har en brændeovn. Nyfældet træ indeholder cirka 50 procent vand men egner sig først til at komme i brændeovnen, når vandindholdet er på cirka 18 procent.
Og det tager tid, inden træet er så tørt. Med en fugtmåler er du aldrig i tvivl om, hvorvidt dit brænde er klar til brændeovnen.
Der er forskel på, hvor lang tid det tager for de forskellige træsorter at tørre, og derfor kan det være svært at gennemskue, hvornår brændet er klar til brug. Det slipper du for at bekymre dig om, hvis du har en fugtmåler. Fugtmåleren fortæller dig nemlig præcist, hvornår dit brænde er egnet til at blive brugt, uanset hvilken type brænde du bruger din fugtmåler på.
En anden god grund til at anvende en fugtmåler til brænde er, at fugtigt brænde ikke bare brænder dårligt, men det udvikler også kraftig og giftig røg, som i værste tilfælde sætter sig som løbesod i din skorsten. Løbesod er brandfarligt og kan være årsag til skorstensbrand. Alt dette kan du undgå, hvis du bruger en fugtmåler til at måle vandindholdet i dit brænde.