Sådan bruger du bordrundsaven

Bordrundsaven kan bruges til mange ting, når du har lært den at kende. Præcision og masseproduktion er dens styrker, og når den først er indstillet, klarer den utrolige ting på ingen tid. Her kan du se, hvordan du indstiller og bruger bordrundsaven korrekt.

Bordrundsav: Sådan bruger du den

UUNDVÆRLIG: Har du først anskaffet dig en bordrundsav, bliver den svær at undvære. For den sparer tid – og penge på den lange bane.

SÅDAN INDSTILLER DU BORDRUNDSAVEN

SAVEHØJDE
Saven har et greb eller et håndhjul, som hæver/sænker savklingen. På skalaen kan højden aflæses, men tjek det med en tommestok under alle omstændigheder.

SIDESTYR
Man skal måle afstanden fra sidestyret til savklingen. Klingen måler 3-5 mm i tykkelsen, så man skal være opmærksom på at save på den rigtige side af opstregninger.

SKRÅ SNIT
På flere modeller indsættes vinkelstyret i en rille i savebordet. Vinklen indstilles først efter gradskalaen, og styret låses fast, så det ikke flytter sig, og vinklen ikke ændres.

SKIFT AF KLINGE
Beskyttelsesskærm, spaltekniv og pladen, der omslutter klingen, skal fjernes, før klingen køres op i højeste position. Læg evt. klingen ned, og frigør den med en nøgle.

Spidskompetencer

Når først bordrundsaven er indstillet, laver den det ene 100 % ensartede snit efter det andet, og den bliver ved i timevis. Derfor er den fantastisk, hvis der skal tilpasses mange brædder, saves plader ud eller bygges rammer af lister, som skal være nøjagtig ens.

Hvis du skal skære plader op i forskellige dimensioner, er det en god idé at lave en skæreplan, så alle snit med samme dimension gøres færdige, før der skiftes indstillinger.

  • MASSEPRODUKTION Til store projekter, fx en stor bogreol, skal der laves masser af ens snit. Det er bordrundsavens livret.
  • PLADER Bordrundsaven er oplagt, når der skal skæres byggeplader op. Så slipper du for at betale byggemarkedet.

LAV EN BLADSAMLING

1. Streg op på de to emner, hvor de skal samles. Uanset om emnerne skal samles i enden eller længere inde, er princippet det samme. Indstil saven til at save emnerne præcist halvt igennem.

2. Sav en række snit så tæt op ad hinanden som muligt. Husk at starte inden for opstregningen, så hullet ikke bliver for stort. Gentag savningen på det andet emne, før du fjerner overskudstræ.

3. Når træet er stemt væk, og bunden er helt plan på begge emner, kan samlingen limes. Løsningen er især praktisk, hvis man har et større projekt som et espalier eller en stak billedrammer.

SKÆR LISTER

SKRÆDDERSYET FEJELISTE
Fjern spaltekniven og beskyttelsesskærmen, før klingen lægges ned i den ønskede vinkel. Indstil sidestyret, og før listen frem vha. en hjælpestok.

FLÆK EN RUNDSTOK
For at undgå at rundstokken ruller, tapes den fast til en firkantet liste, inden der saves. Samme teknik bruges til at save en rille i en rundstok.

BYG EN REOLVÆG

1. Sav det ønskede antal hylder ud + to ekstra, der skal bruges til vanger (sider). Sav derefter alle de små, lodrette skillerum ud.

2. Fjern beskyttelsesskærmen, og sav 4 mm dybe riller på begge sider af hylderne, hvor de lodrette skillerum skal stå. Husk: På lodrette sider og top og bund saves kun riller på den ene side.

3. Sav 8 mm dybe riller i top og bund af de lodrette skillerum, og sav til sidst en masse 4 mm brede krydsfinerstrimler ud, som skal limes i alle rillerne.

4. Saml reolen ved at lime krydsfinerstrimlerne fast i rillerne. Start med bundhylden, og arbejd dig opad. Tjek undervejs, at reolen er i vinkel. Du kan slå en skrå liste på bagsiden som støtte.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Bordrundsav