Stærk bordrundsav med småfejl

Trods nogle irriterende fejl, har Ryobi begået en ret stærk bordrundsav, der er let at flytte rundt med og som har præcise anslag. Ideel, hvis du kun skal bruge den af og til.

Ryobis mobile bordrundsav har faktisk ganske gode kræfter. De 1800 W giver kraft nok til at flække planker, som er 50 mm tykke. Producenten har løst tre vigtige ting, som er væsentlige på en bordrundsav: Kræfterne svarer til savekapaciteten, bordet er stabilt og har en rimelig størrelse, og endelig er anslagene præcise og lette at indstille.

Der er sparet de forkerte steder

Til gengæld er der sparet gevaldigt andre steder. Fx er pladen, som saven skrues fast på, alt for tynd, og det er nærmest umuligt at komme til at spænde boltene.

Sikkerhedsskærmen over klingen klikmonteres, men jeg havde svært ved at se og mærke, om skærmen sad som den skulle. Det er er de forkerte steder at spare på en farlig maskine som en bordrundsav.

Oven i dette var klingeskiftet alt for besværligt, fordi jeg næsten ikke kunne få dækpladen af. Det er ikke særlig smart, for dækpladen skal også af, når spaltekniven skal justeres. Det burde være til at løse. Endelig er manualen forvirrende med elendige tegninger.

Handy bordrundsav

Andre steder har man dog tænkt sig om. Hjulene gør, at saven lige kan klappes sammen og køres væk, når du ikke skal save, og det værktøj, som er nødvendigt for klingeskift, sidder på maskinen.

Så alt i alt får du en rigtig god hobbymaskine til en rimelig pris.

DETALJER: USIKKER SKÆRM

Sikkerhedsskærmen skal klikkes fast. Men det er svært at mærke, om den sidder rigtigt. Det er en ommer, Ryobi.

DETALJER: HÅBLØST KLINGESKIFT

Dækpladen omkring klingen er nærmest umulig at få af. Det er skidt, for den skal af, når der skal skiftes klinge.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Bordrundsav