Gør det selv-dyksav koster som profferne

Ryobis nye akku-dyksav er rettet mod gør det selv-markedet, men koster som en professionel. Og der kan den ikke helt følge med.

Gør det selv-dyksav koster som profferne

Dyksaven hedder sådan, fordi klingen kan dykkes ned i emnet, mens saven kører. Det gør det muligt at starte dit snit midt i emnet.

Om produktet:

Batterispænding: 18 volt
Skæredybde, 90°: 54 mm
Skæredybde, 45°: 40 mm
Skinne: 2 x 70 cm
Klinge: 165 mm
Omdrejninger: 4.300/min.

Selvom gør det selv’eren kan have stor glæde af en dyksav på batteri, laves den type avanceret præcisionsværktøj dog oftest med den professionelle håndværkers høje krav til holdbarhed og hyppige brug i tankerne. Men ikke Ryobi-saven. Den er lavet til gør det selv’eren.

Hvor prof-savene i overvejende grad er lavet i metal, er en del af Ryobiens knapper, skalaer og sålen lavet i plast. Det er et naturligt valg for at holde prisen nede.

Ryobis batterier er dog så relativt dyre, at den samlede pris hurtigt kommer op i samme niveau som flere prof-save, og i den sammenligning kommer Ryobien lidt til at virke som en discountsav. Og det er en skam, for saven er faktisk ganske god. Den saver godt og jævnt og leverer et flot resultat.

Du kan save omkring 50 meter i 13 mm krydsfiner pr. amperetime i batteriet. Selve savens dykkefunktion fungerer også efter hensigten, selvom den ikke glider helt så glat, som vi kunne ønske. Har du allerede Ryobi-batterier i samlingen, og du derfor kun skal bruge de 2.500 kroner på saven, er det et ganske glimrende køb.

Men skal du også ud at bruge mere end 1.000 kroner på et passende batteri med tilhørende oplader, så findes der bedre alternativer – fx Makitas DSP600P på 2 x 18 volt, som koster omkring 3.900 kroner med to batterier og oplader til.

DETALJER

SKINNE I TO DELE
I stedet for én lang skinne på 140 cm leveres dyksaven med to skinner på 70 cm, der kan samles. Det fungerer fint og gør det nemmere at transportere sav og skinne.

KNAPPER OG SÅL I PLAST
En del af savens komponenter er i plast for at holde prisen nede. De fungerer okay, men det efterlader et lidt billigt indtryk.

/Testredaktør Martin Mogensen

SE TESTEN: Test af dyksave