Vælg den rigtige skiftenøgle

Skruenøgle, svensknøgle og skiftenøgle – kært barn har mange navne. Her kan du se, hvad du skal kigge efter, hvis du skal ud og købe en ny.

Skruenøgle, svensknøgle og skiftenøgle – kært barn har mange navne. I sin grundform ser den ud, som den har gjort i masser af år, med kæber, der passer til flere størrelser møtrikker og bolte. Det er primært på ergonomien, at udviklingen er sket. Her kan du se, hvad du skal kigge efter, hvis du skal ud og købe nyt.

Alt om skiftenøglen

Klik på tallene på billedet herunder og læs mere.

  1. GREBET. En model med en god og skridsikker belægning, der dækker så meget af skaftet som muligt, er klart at foretrække. Så har du bedre fat, når du skal lægge kræfter i.
  2. TYDELIG SKALA. Gå efter en nøgle med en indgraveret millimeterskala, der er tydelig og let at aflæse.
  3. STILLESKRUEN skal have god plads til en finger og skal glide let og ubesværet.
  4. KÆBESTAVEN, som kæberne bevæger sig på, bør ikke stikke for langt ud, når kæberne åbnes og lukkes.
  5. TILSPIDSEDE KÆBER er en fordel. For de gør det lettere at få et fast greb om små bolte og møtrikker.

3 typiske opgaver med skiftenøglen

FASTSPÆNDING/ EFTERSPÆNDING
Møtrikker og franske skruer er det mest almindelige job for skiftenøglen.

CYKELREPARATIONER
Der findes specialværktøj til cykler, men du kan komme langt med skiftenøglen.

VVS-ARBEJDE
Skal blandingsbatteriet skiftes, er en skiftenøgle – og nogle gange to – oplagt.

3 varianter af skiftenøglen

MED SMALLE KÆBER
Skiftenøglen findes i en udgave med ekstra smalle kæber. Den er genial, når du arbejder på steder, hvor det er svært at komme til.

MED VENDBARE KÆBER
På nogle skiftenøgler kan den løse kæbe skrues af og vendes. Det giver mulighed for at bruge nøglen som rørtang til blandt andet vvs-arbejde.

PARALLELTANG
I den mere eksotiske – og dyre – ende findes paralleltangen. Den har mange forskellige indstillingsmuligheder og kan derfor erstatte et helt sæt fastnøgler.

3 prisniveauer på skiftenøglen

DEN DYRE: BAHCO 90 Serie Ergo 9071
Superstærk klassiker med perfekt justering og godt greb om bolte og møtrikker.

  • Greb: Termoplastisk
  • Spændvidde: 27 mm
  • Kæbevinkel: 15 grader
  • Vægt: 272 gram
  • Pris: Over 200 kr.

MELLEMKLASSEN: IRWIN VISE-GRIP 1050 5488
Blødt og skridsikkert greb og god stilleskrue med meget begrænset slør.

  • Greb: Kunststof
  • Spændvidde: 28 mm
  • Kæbevinkel: 22,5 grader
  • Vægt: 294 gram
  • Pris: Godt 100 kroner

DEN BILLIGE: STANLEY MAXSTEEL 90-948
Robuste og store kæber, der kan gribe over meget. Lidt rigelig kæbeslør.

  • Greb: Kunststof
  • Spændvidde: 33 mm
  • Kæbevinkel: 22,5 grader
  • Vægt: 315 gram
  • Pris: ca. 80 kroner

Vigtige detaljer på skiftenøglen

Stilleskruen
skal på en og samme tid glide let og uhindret og tilpas stramt, så den holder indstillingen. Tjek for slør – det bliver kun værre med tiden, så det dur ikke.

Godt skridsikkert greb.
De billigste modeller er forsynet med glat og hårdt plast på grebet, hvis ikke plasten er sparet helt væk. Det er et dumt sted at spare, for det er vigtigt, at du kan få godt fat og lægge kræfter i.

Stor spændvidde.
Jo større spændvidde, jo flere muligheder. De sidste millimeter kan være vigtige, når større møtrikker og bolte skal spændes til.

En kæbestav,
der stikker for langt ud, når nøglen er åben, giver problemer. Dels kræver det alt for meget plads, dels svækker det kæben, når du har brug for at lægge kræfter i arbejdet.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Håndværktøj