Slib kædesaven

En sløv kæde er tung og langsommelig at arbejde med, så se her, hvordan du holder din kæde i topform.

Brug arbejdshandsker

Tænderne kan være meget skarpe, så du kan med fordel tage et par arbejdshandsker på. Først løsnes de to skruer, der holder sidedækslet på plads. Dækslet renses nu for savsmuld og spåner.

På sværdet er der to smørehuller, som altid skal renses, så kædeolien kan presses ind i bunden af sværdet og smøre kæden. Omkring tandhjulet sidder der også meget snavs, der fjernes med fx en tandbørste. Når sværdet sættes på plads, vendes det en halv omgang, inden kæden lægges på.

Vend sværdet hver gang

Ved at vende sværdet, hver gang du sliber kæden, er du sikker på, at sværdet slides ens på over- og undersiden, hvilket bevarer savens gode balance. Når skjoldet er skruet på, skal kæden strammes.

Når kæden nærmer sig sværdet, skal du huske at holde op i næsen, så er du sikker på, at den sidder rigtigt. På den perfekt strammede kæde må der ikke være luft mellem sværd og kæde, og saven må ikke rykke sig, når du drejer kæden.

Spænd saven fast

Saven skal nu spændes solidt fast i en skruestik med kæden stående vandret. Sætter du et mærke på en af tænderne, kan du nemt se, når du er nået hele vejen rundt. Inden du går i gang med slibningen, skal du vide, hvilken vinkel kæden skal slibes i.

Det kan du fx læse på den pakke, som du fik kæden i. Alternativt kan du spørge hos producenten.Her bruger vi en slibebrik, hvor der er 30 grader på den ene side og 25 på den anden.

Slibebrikken sættes på sværdet, og ved at følge stregerne er vi sikre på, at slibevinklen bliver præcist 30 grader.Hver tand får fem strøg, inden kæden drejes videre til næste tand. Bemærk, at der altid files fra den korte side mod den lange side på tanden. Tænderne sidder på begge sider af kæden.

Slib fra begge sider

Derfor vendes saven, så der kan slibes fra den anden side. Er du bange for at slibe for dybt, findes der forskellige hjælpeværktøjer. De to ruller her gør, at der ikke kan files dybere end rullerne. Til sidst er der rytterne, der også skal justeres.

Rytterne er de små tapper, der afgør, hvor stor en spån der skæres af. De skal være i samme højde som tænderne. Slibebeslaget, der følger med saven, lægges oven på kæden, og med en fladfil slibes rytteren forsigtigt.

Som tommelfingerregel sliber fagmanden kæden, efter hver tankfuld saven har kørt. På den måde har han altid en skarp kæde, der er nem at arbejde med.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Havemaskiner