Kraftfuld blæs

Konkurrencen inden for løvsugere og -blæsere er benhård, men Ryobis nye bud har både saft og kraft til at stå distancen.

Selvom de fleste nok stadig foretrækker løvriven på en let tilgængelig plæne, er der bare steder, hvor den elektriske løvblæser/-suger gør god gavn og giver mening. Det kan fx være på perlegruset, som på billedet ovenfor, hvor en klassisk løvrive uundgåeligt vil blande småsten sammen med de visne blade. Og løvsugeren er også uovertruffen til krinkelkroge og mellem krukker og planter.

Kraftfuld og effektiv løvsuger

Denne Ryobi-model leveres i en kompakt kasse, og redskabet skal derfor samles, men det foregår let og hurtigt med velpassende plastlåse. Så snart arbejdet er i gang, mærker man straks, at maskinen både leverer et effektfuldt blæs og sug, men den er altså også udstyret med en kraftig motor på 3000 watt, så det var forventet.

Omstilling mellem de to funktioner (sug/blæs) sker ubesværet på ét greb, og det letter arbejdet, da det typisk indebærer mange skift undervejs. Ved sug findeles det opsamlede løv af en indbygget, roterende kniv, og på den måde kan opsamlerposen tætpakkes med meget små stykker blade. Når posen er fuld, tømmes den let ved afmontering eller gennem en lynlås i bunden.

LÆS OGSÅ: Bliv ekspert i løvsugeren på 5 minutter

Løvsugerens faste greb giver udfordringer

Grebene er faste, og længden kan altså ikke indstilles på nogen måde. Det kan godt gøre maskinen noget ubekvem for en høj bruger under sugefunktionen, hvor maskinen typisk skal have sine næsehjul mod underlaget. Ved blæsning bæres maskinen, og der medleveres en bæresele til skulderen. Maskinen kan også bruges som blæser alene, og her kan sugerøret afmonteres, hvilket mindsker bærevægten.

Vi har set Ryobi RBV3000CESV til 850 kroner, og til den pris er konklusionen, at du får noget for pengene – både hvad angår kvalitet og styrke.

VI TESTER: Se vores nyeste løvsuger test

    Andre læser lige nu ...