Om produktet:
Batterispænding: 6 volt
Vandforbrug: 2 liter/min.
Tankvolumen: 4 liter
Driftstid, batteri: 15 minutter
Vægt: 2,2 kg
Dimensioner: 28 x 23 x 29 cm
Kärcher OC 3 er en handy lille mobilvasker, der gør det nemt at vaske fx din mountainbike eller din hund på farten. OC 3 er ikke en højtryksrenser, selvom den flere steder bliver markedsført som det.
Hvor en højtryksrenser typisk arbejder med et tryk på 110-130 bar, svarer trykket fra mobilrenseren til det, du får fra en vandslange. Men det er ofte også rigeligt, hvis mudderet er frisk, eller hunden stadig er våd efter turen gennem skoven.
OC 3 har en indbygget vandtank på 4 liter. Det er ikke meget, men strålen fra den lille pistol er ganske effektiv, og hvis du er lidt hurtig på hænderne, rækker de fire liter fint til en cykel – måske endda til to. Hvis de fire liter ikke er nok til dig, så findes OC 3 også i en model med en næsten dobbelt så stor vandtank på 7 liter.
Mobilvaskeren findes i specialudgaver med forskelligt tilbehør som børster og en sugeslange med indbygget vandfilter, som gør det muligt at benytte vand fra en ekstern vandbeholder eller spand. I vores optik er det dog standardmodellen uden ekstra tilbehør, der giver mest værdi for pengene.
Hvis du ofte tager bilen i skoven og vil fjerne det værste snavs, inden du vender næsen retur, er OC 3 enormt smart. Det gælder også, hvis du fx ønsker at kunne vaske din cykel på altanen. I de fleste andre situationer vil en almindelig højtryksrenser være mere passende.